Én bøn
At farmor var flyttet, fik Signe at vide fra nabokonen. Hun besøgte altid farmor på hendes fødselsdag, købte lagkage og et net med blommer farmor elskede blommer. Ude foran opgangen stoppede Signe og fumlede med sin mobil, da nabokonen fra stueetagen råbte:
Signe, er det dig? Farmor er altså flyttet!
Farmor var egentlig ikke Signes farmor, men farmor til hendes eksmand. De havde mødt hinanden på universitetet, hvor han stadig boede sammen med farmor. Signe var skrækslagen da hun mødte hende første gang, for hun vidste, det var en slags “svigermors test”. Niklas havde ingen forældre, kun farmor, som havde opfostret ham fra han var fem år. Men Signe havde ikke behøvet at bekymre sig farmor var straks venlig og tog hende til sig.
De giftede sig på femte år, og farmor gav dem den vildeste gave til brylluppet en lille étværelseslejlighed. Ja, godt nok i udkanten af København, på femte sal uden altan, men dog deres egen! Farmor havde sparet op hele livet og ønskede ikke at forstyrre de unge.
Signe havde aldrig ejet noget selv. Hendes stedfar holdt nøje øje med, at hun ikke spiste mere end hans egne børn, ikke brugte mere vand end nødvendigt, og altid brokkede sig over strømforbruget. Som syttenårig tog hun job som servitrice og lejede sig ind på et bitte værelse, som mest mindede om et kosteskab. Kollegieværelse havde hun ikke krav på, for hun havde københavnsk adresse. Så den lille lejlighed føltes som et palads for hende.
Men hun fik ikke lov til at bo der længe. Et år efter brylluppet, da hun kom hjem fra arbejde en time tidligere end normalt (hun ville lave morgenmad til Niklas), fandt hun en lyshåret kvinde i sin seng. Der blev røget og lydene fra badeværelset lød, mens kvinden, uden skam, kun dækkede sig med dynen, som farmor havde givet dem til jul.
Sådan endte deres forhold efter fem år. Signe lavede ikke skandale de blev skilt ganske roligt. Lejligheden var klart Niklas, og Signe gjorde aldrig krav på den, selvom blondinen som fulgte Niklas gennem hele skilsmissen vrissede: “Få hende til at skrive under, ellers bliver hun gravid med en chauffør og vil have bolig!”
Hvor er farmor flyttet hen? spurgte Signe og afviste opkaldet.
Jamen, til jeres gamle lejlighed! De unge skal have barn, så der byttede de.
Signe blev bekymret farmor gik dårligt efter en hofteoperation, og lejligheden lå på femte sal uden elevator. Hvordan skulle hun klare sig? Den dag hun fandt blondinen i lejligheden, var det faktisk meningen, at hun og Niklas skulle flytte ind hos farmor og passe på hende. Nu skulle farmor bo alene, langt fra venner og bekendte her kendte alle hende jo, man kunne altid spørge om hjælp.
Nyheden om den kommende baby gjorde også ondt Niklas havde aldrig villet have børn med Signe, sagde han skulle opleve livet først.
Tak, fru Madsen.
Signe måtte tage til busstoppestedet, vente i fyrre minutter, holde godt fast i den slidte stang for ikke at vælte lagkagen.
Det var trist at vende tilbage til den lejlighed, hvor hun havde følt sig så lykkelig. Hun gik sin sædvanlige rute, bemærkede små forandringer ny butiksskilte, et indhegnet grønt område… På legepladsen sad en seksårig dreng med fødderne i en vandpøl.
Jeg er på stranden! sagde han glad.
Signe smilede og rakte ham en chokoladebar.
Her, Robinson!
Farmor lod som alt var fint, og det var hende selv, der havde valgt at flytte.
Niklas kommer forbi, køber ind, og hvis jeg skal på hospitalet, kører han mig, forklarede farmor.
Hvornår var han her sidst? spurgte Signe.
I går.
Signe kunne dog se, det ikke passede affaldet var overfyldt og brød kunne bruges som mursten.
Jeg smutter lige til bageren, foreslog hun. Skal også købe ost, det havde jeg helt glemt.
Det med osten var løgn.
Farmor protesterede, men Signe insisterede. Hun glemte med vilje sin paraply, så hun kunne komme tilbage og besøge farmor igen, og tage hende med i butik. Farmor sagde nej og sagde Niklas kom, men da Signe blev syg en gang om efteråret og ikke kom i en uge, ringede farmor selv og spurgte forsigtigt, hvornår hun kom igen.
Det var svært at besøge så ofte, så Signe fandt på en løsning: hun lavede en aftale med drengen fra legepladsen, at han for 50 kroner om ugen ville tage affaldet ud hver dag, og bestilte dagligvarer via levering. Hun købte en smartphone til farmor og lærte hende at bruge apps. Niklas sagde altid, farmor ikke kunne finde ud af det, men farmor klarede det. Signe kom hver uge, nogle gange oftere, andre gange sjældnere. Farmor virkede til helt at have glemt, at Niklas var Signes eksmand, hun pralede med hans søn og sludrede om videoer, han sendte til farmorens nye telefon.
Har du mødt oldebarnet? spurgte Signe.
Nej nej, han er jo så lille!
Men til hans første fødselsdag blev han taget med farmor bad Signe hæve 1000 kroner til en gave. Sådan vidste Signe altid, når Niklas kom forbi til hans fødselsdag, til barnets, til jul og igen i april (blondinens fødselsdag, måske). Farmor hævede altid en pæn sum til gaver.
Farmor prøvede også at give Signe penge men Signe nægtede.
Jeg bliver virkelig ked af det, hvis du gør det, sagde hun.
En dag sagde farmor:
Okay. Men så lov mig at du opfylder én eneste bøn for mig. Så vil jeg ikke tilbyde penge mere.
Hvilken bøn?
Det siger jeg senere.
Senere, så senere. Signe indvilgede.
Da Pav hed hun, fortalte hun farmor det først. Signe havde ikke kontakt til sin mor moren drak sammen med stedfar og havde kun ord til at kritisere og kalde Signe uduelig.
Du lod manden med lejlighed gå hvor dum kan man være! Du bliver altid boende i dine små værelser!
Pav havde ingen lejlighed, men lovede at tjene til én. Han var fem år yngre, og Signe sagde længe nej til hans frieri, men til sidst sagde hun ja han var venlig og sjov, og hans familie tog straks Signe til sig. De boede i en villa uden for byen, og udover Pav, var der fem brødre.
Jeg turde ikke prøve for syvende gang at få en pige, sagde hans mor med et sørgmuntert smil. Nu venter jeg på barnebarn vil du have børn, eller er du karrieretypen?
Jeg vil gerne have børn, tilstod Signe.
Så håber jeg på en pige Pav er den mest ansvarlige, de andre er stadig fjantede!
De giftede sig stille, uden stort bryllup, og tog på rejse for opsparede penge. Signe bekymrede sig for farmor, men hun kunne ikke gøre andet.
Bekymringen var ikke uden grund. Ingen ved, hvad der skete måske fik farmor det dårligt og søgte hjælp, eller ville selv tage ud med affaldet… Hun blev fundet på trappen, kold og stille.
Signe vidste, hun ikke måtte græde nu hun havde lige taget en graviditetstest og glædede sig til at fortælle farmor nyheden… Men hvordan ikke at græde? Hvis hun ikke var rejst, var det måske ikke sket! Hun nåede ikke engang til begravelsen Niklas fortalte hende intet, selvom han vidste, hun stadig kom hos farmor. Men Signe ringede ikke til ham for at bebrejde.
Et par dage senere ringede Niklas kone.
Tror du, du er klogest? Vi går til retten og beviser farmor var uegnet, da hun skrev!
Signe forstod ingenting. Blondinen råbte og kaldte hende alle mulige ting, og først til slut forstod Signe, det handlede om en lejlighed.
Dagen efter ringede en notar. Han inviterede hende til at se testamentet. Det viste sig, farmor havde skrevet et brev til Signe.
Hun læste brevet med tårer farmor skrev så mange fine ord og takkede hende. Det var pinligt for Signe; hun havde aldrig gjort det for taknemmelighed, kun fordi hun virkelig holdt af farmor. Hun havde ingen andre at elske. “Her er min bøn, jeg talte om: tag denne lejlighed som gave, jeg har ikke andet at takke dig med.”
Signe troede, farmor mente hendes lejlighed, men notar forklarer, det var Niklas toværelses den étværelses havde farmor givet Niklas.
Signe bad om tid til at tænke og diskuterede det med Pav. Hun ville ikke have lejligheden; blandede trusler og opkald skulle hun ikke have. Men at ignorere farmors bøn føltes forkert. De tænkte længe og fandt til sidst en løsning.
Niklas og hans kone blev inviteret til notar, efter råd. Notaren sagde, Signe ikke var så smart, men var enig alligevel.
Niklas kone gik til angreb og ville slå, hvis ikke Pav stod der. Hun var vred, truede og skældte ud.
Ti nu stille! sagde Niklas pludseligt. Hun har ret, hun fik den, fordi hun passede farmor i tre år.
Signe mistede mælet hun havde ellers forberedt en tale til ham.
Der er intet at snakke om; vi flytter, så du kan få lejligheden, sagde han, uden at se på Signe.
Så fremlagde Signe sin løsning: hun ville ikke ødelægge deres hjem og kunne nøjes med étværelses i udkanten. Det var aftalt med notar mangler bare Niklas accept.
Han så for første gang op, glimt i øjet, fyldt med skyld.
Hans kone blev pludselig rolig og begyndte at kræve kaffe og småkager, for hun var træt af at blive forstyrret.
Signe fik en datter. Hun kaldte hende Sonja, efter farmor. Pavs mor blev henrykt nu havde hun endelig sit barnebarn, og flere skulle komme, men Sonja ville altid være den bedste…
Livets bøn er ikke altid penge eller ejendom det er kærlighed, omsorg og evnen til at give det videre. For sådan lever menneskets hjerte videre: ikke i mursten, men i handlinger og ord.
