Dagbogsnotat
Farmor, jeg har et stort ønske. Jeg mangler virkelig penge. Rigtig mange penge.
Min ældste barnebarn, Mads, dukkede op en aften. Man kunne straks mærke, at han var nervøs. Ellers kommer han altid forbi to gange om ugen hjælper mig i Netto, tager skraldet ud, reparerer lidt hist og her. En gang fik han endda liv i min gamle sofa. Han virker altid afbalanceret og sikker, men nu så han helt forvirret ud.
Jeg har jo altid været lidt bekymret der sker så meget i verden!
Mads, må jeg spørge, hvad du skal bruge pengene til? Og hvor meget snakker vi om?, spurgte jeg, mens hjertet sad lidt oppe i halsen.
Mads er sådan en god dreng. Han blev student sidste sommer, og nu tager han en HF på fjernstudie, mens han arbejder ved siden af. Hans forældre har aldrig haft grund til bekymring. Men hvad kunne han dog have brug for så mange penge til?
Jeg kan ikke rigtig sige det lige nu, farmor, men jeg lover at betale tilbage bare ikke alt på én gang, sagde Mads og kiggede ned.
Du ved jo, at jeg lever af min folkepension, Mads… Men hvor meget er det egentlig?
Det er 60.000 kroner.
Hvorfor beder du ikke dine forældre om hjælp?, spurgte jeg automatisk, for jeg vidste svaret på forhånd. Hans far, min svigersøn, er utroligt streng. Han mener, at man skal lære at klare sig selv og ikke rode sig ud i noget, der ikke er alderssvarende.
De siger nej, de vil aldrig give mig det beløb, svarede Mads, netop som jeg havde regnet med.
Tænk nu, hvis han har rodet sig ud i noget skidt? Eller hvis det gør det værre, hvis jeg giver ham penge. Men hvad nu, hvis konsekvenserne bliver større, hvis jeg siger nej? Jeg kiggede undersøgende på ham.
Farmor, du skal ikke tro, det er noget dårligt, forsikrede han, du får dem tilbage om tre måneder, jeg lover det. Tror du ikke på mig?
Måske skal jeg bare give ham dem. Selv hvis jeg ikke får dem tilbage. Man skal jo have ét menneske i denne verden, der bakker én op. Han skal ikke miste troen på mennesker. Jeg har de penge liggende til nødsituationer. Kanskje det her er sådan en situation. Mads kom jo til mig. Mine egne begravelser må jeg vente lidt med at tænke på. Og hvis det endelig skulle være, så bliver jeg nok ordentlig begravet. Man skal tænke på de levende, på sine nærmeste og stole på dem!
Man siger jo, at hvis man låner penge ud, skal man være forberedt på, de ikke kommer tilbage. De unge er så uigennemskuelige i dag. Men Mads har aldrig svigtet mig.
Okay, Mads. Jeg låner dig dem, som du beder om, i tre måneder. Men ville det ikke være bedre, hvis dine forældre vidste det?
Farmor, du ved, jeg elsker dig, og jeg holder altid mine ord. Hvis du ikke kan, så må jeg prøve at tage et lån. Jeg arbejder jo.
Næste morgen gik jeg i banken og hævede pengene, som jeg straks gav ham. Mads blev helt lettet, gav mig et knus og sagde:
Tak, farmor. Du er det vigtigste menneske i mit liv. Jeg lover at betale tilbage, og så skyndte han sig ud ad døren.
Jeg satte mig med min kop te, mens tankerne kredsede. Hvor mange gange har jeg i mit liv ikke selv haft akut brug for penge? Og der har altid været én, der hjalp. I dag er samfundet anderledes, alles kamp mod alle. Ja, det er ikke nemt.
En uge senere kom Mads forbi igen denne gang i strålende humør.
Farmor, her er lidt af pengene. Jeg har fået udbetalt løn. Må jeg tage en med i morgen?
Selvfølgelig, det bliver hyggeligt. Jeg bager din yndlingskage, valmuekagen, smilede jeg. Det bliver måske meget rart at få klarhed. Jeg ville være sikker på, at Mads havde det godt.
Mads dukkede op om aftenen men han var ikke alene. Ved siden af stod en spinkel pige:
Farmor, det her er Astrid. Astrid, det er min elskede farmor, Karen Margrethe.
Astrid smilede forsigtigt:
Godaften, Karen Margrethe, og tusind tak.
Kom ind, begge to det er hyggeligt at hilse ordentligt, sagde jeg. Jeg kunne straks lide hende.
Vi satte os alle om bordet, drak te og spiste kage.
Farmor, jeg kunne ikke fortælle dig det før… Astrid var meget nervøs, fordi hendes mor fik det pludseligt dårligt. Der var ingen til at hjælpe. Astrid er meget overtroisk, så hun nægtede mig at sige noget om pengene. Men nu er det godt. Moren er blevet opereret, og lægerne var optimistiske, sagde Mads kærligt og tog Astrids hånd.
Tak, du er virkelig godhjertet, Karen Margrethe. Jeg er dig dybt taknemmelig, snøftede Astrid.
Så, Astrid. Ikke flere tårer nu det skal nok gå, sagde Mads og rejste sig. Farmor, vi smutter nu, det er sent.
Hav det godt, børn. Sov godt og pas på hinanden, sagde jeg, da de gik.
Mads er blevet voksen. En ordentlig fyr. Jeg er glad for, jeg stolede på ham det handlede jo ikke kun om pengene. Vi er vist bare kommet tættere på hinanden.
To måneder senere havde Mads betalt alt tilbage. Han satte sig sammen med mig og fortalte:
Tænk, hvis ikke du havde hjulpet, farmor, så kunne det gået helt galt for Astrids mor. Lægerne sagde, vi nåede det lige. Tak, farmor. Du lærte mig, at der altid er nogen, man kan stole på, når alt ser sort ud. Jeg ville gøre alt for dig du er den bedste i verden!
Jeg strøg ham over håret, ligesom da han var lille.
Gå du bare, og kig forbi med Astrid engang snart.
Selvfølgelig, farmor! sagde han og gav mig et kram.
Da døren lukkede sig, tænkte jeg på min egen farmor, som altid sagde:
“Man skal hjælpe sine egne. Vi danskere står sammen. Den, som selv er åben over for andre, vil altid have nogen at støtte sig til. Husk altid det.”
Og jeg er glad for, jeg lyttede til det.
