Dagen begyndte med et nyt ansigt i vores børnehavegruppe en pige ved navn Solveig. Hun var på alder med os, men hun skilte sig tydeligt ud. Hendes kjole var skæv og lapperne var synlige, og hendes kobberrøde hår var samlet i nakken med en slidt sløjfe. De store grønne øjne gemte på en sorg, man ikke bare kunne forklare. Senere fandt jeg ud af, at Solveig kom fra svære forhold; hendes mor var væk, og det var kun hendes far, der tog sig af hende. Deres beskedne situation afslørede den tunge byrde af fattigdom.
Blandt børnene var der også tvillingerne Karen og Birgitte. Karen holdt sig som en almindelig pige, mens Birgitte altid var til besvær hun ødelagde med frygtløshed andre børns legetøj og blev aldrig irettesat. Fordi hun var datter af børnehavens leder, følte Birgitte en slags urørlighed, som hun bar med stolthed. Ofte gik Birgitte efter Solveig: hun sparkede hende, ødelagde hendes mad i kantinen og hev hende i håret. Solveig led stille, græd af og til og trak sig tilbage til et hjørne. Vi forsøgte flere gange at tage hendes parti, men det endte næsten altid med, at vi selv blev straffet af pædagogerne, da Birgitte var untouchable.
Men på Solveigs fødselsdag kom hun til børnehaven iført en helt ny kjole. Den fine rosa farve fremhævede hendes udseende, strålede i flere nuancer. Nederdelen glimtede med små sten, der fangede lyset hver gang hun bevægede sig, hvilket vækkede beundring og ros fra alle børnene.
Tvillingerne stod i et hjørne og observerede det hele, deres tavshed afslørende deres utilfredshed. Solveig lyste op af glæde, de grønne øjne glimtede. Hun legede ude, og hun var forsigtig med ikke at ødelægge den nye kjole hun undgik sandkassen. Vi blev opslugt af legen og mistede hende af syne et øjeblik, da et gennemtrængende skrig pludselig fyldte luften. Vi vendte os og så Solveig i en vandpyt, kjolen var revet op. Birgitte stod over hende, lo hånende. Solveig græd ukontrolleret, frygtede sin fars skuffelse over den ødelagte kjole. Du er kun en tigger, ikke nogen prinsesse! hånede Birgitte.
Denne scene gjorde dybt indtryk på mig jeg så smerten hos et lille, forsvarsløst barn, hvis særlige dag blev ødelagt. Det lagde et uudsletteligt spor i mig og gav mig et løfte for livet: aldrig at lade mig friste til at gøre ondt mod andre.
