Der var engang en ældre kvinde, fru Gerda. Hendes søn forærede hende en hund ikke bare en hvilken som helst hund, men en ualmindelig lillebitte én, næsten på størrelse med et dansk frimærke. Sønnen havde købt hunden for, bogstaveligt talt, en formue ti tusinde kroner. Gerda havde nemlig lige haft et hjerteanfald, og sønnen tænkte, at en pelsklump kunne sprede lys i moderens tunge tanker. Og ved du hvad? Det hjalp.
Pludselig så man gamle Gerda genvinde farve i kinderne hun trak i frakken og trippede ned til Søerne i København med sin lille hund, Filippa, i snor. Og ja, hun kaldte hende Filippa, for så spinkel og diskret var hunden, nærmest usynlig, som en myg på sommerhusbalkonen. Filippa var det mildeste væsen i Kongeriget Danmark artig som en broderet serviet, kærlig, livlig og slet ikke sart.
En dag spadserede Gerda og Filippa ned ad Østerbrogade, da en sort Tesla gled ind til kantstenen. To unge mennesker, én med en frisure som en skuespillerinde fra DRs julekalender og den anden med den dér ironiske overskæg, lænede sig ud: Må vi ikke lige klappe den nuttede hund? spurgte de og sendte Gerda det, hun troede var uskyldige smil. Selvom hun egentlig helst ville sige nej, gav hun efter (vi danskere er jo høflige til det sidste) og løftede den lille Filippa op til vinduet.
Før hun kunne nå at spørge om navn og sko-størrelse, greb pigen hunden, fyren trådte speederen i bund, og bilen suste væk op mod Trianglen. Gerda forsøgte at løbe efter, råbte, græd ja, hun snublede over sit eget tæppe af forfærdelse og besvimede midt på fortovet.
Naboerne ringede til 112, og ambulancen bragte Gerda på Rigshospitalet. Sønnen sad ved hendes side, hun var bleg som flødeis og kunne kun klynke sin savnede hunds navn: Filippa Gamle Gerda græd med tårer, der løb ned ad kinderne i slowmotion, og her tror jeg selv de garvede sygeplejersker måtte bide sig i læben.
Nu er vi jo i Danmark, så naboerne havde selvfølgelig noteret bilens nummerplade (det havde de så travlt med at snakke om på altanen bagefter), og en arbejdsom politimand fra familien hjalp sønnen med at finde Teslaens ejer. Naturligvis boede tyvene ikke på Nørrebro eller et eller andet anonymt sted, næh, de boede i en villa på Frederiksberg og havde mere travlt med økologisk kaffe og designerstole end med andres følelser.
Sønnen ringede på. Døren blev åbnet det ligger måske uden for lovens rammer, hvordan han kom ind, men ind kom han. Og der sad Filippa, stakkels lille hund, så bleg som et glas surmælk. Hun havde ikke spist eller drukket siden kidnapningen, kun grædt og ynket på sådan en måde, man kun forstår, hvis man har haft en dansk-indeklemt hund.
Uanset hvad, så fik sønnen Filippa med hjem. Tyvene var i øvrigt trætte af deres fangst: Hunden var trist og uduelig til Instagram, og efterlod kun små problemer på deres dyre trægulve.
Gerda blev rask. Filippa blev frisk igen. De går ture, men holder nu strengt afstand til alt, der ligner dyre biler eller mennesker med for meget overskæg. Og Filippa kan med lynets hast hoppe ned i tasken, hvis nogen bare ser lidt for interesseret ud. Slut godt, alt godt.
Mit budskab: Man skal ikke stjæle andres glæde, uanset om det er en gammel blå cykel, en altanpotte med margueritter eller en mikroskopisk lille hund. For det, der for dig virker ligegyldigt, kan være alt for én person. Man kan komme til at tage selve dét, som livet består af, fra et andet menneske. Så bare pas på det for selv det mindste kan fylde et liv.
