Holger, 67 år, inviterede mig hjem til middag. Men hans 30-årige datter, som havde gravet i min fortid, stillede pludselig et meget upassende spørgsmål Han blev tavs Jeg gik og det var med det samme.
Mit navn er Karen Madsen, og jeg har altid syntes, at årene kun har pyntet på mig givet mere ro, elegance og styrke. Jeg har været enke i fem år nu. Sorgen efter min mands død er forlængst helet, ungerne min søn og datter har fået egne familier, og jeg fylder nu min 60er i min hyggelige og nøje indrettede lille lejlighed på Amager. Ensomhed har aldrig tynget mig. Jeg går i svømmehallen, besøger udstillinger, og har endda lært at lave håndlavede smørkranse efter en opskrift fra La Glace.
Men, som man siger, mennesker har brug for hinanden. Det er rart at kunne dele en avisoverskrift, småbrokke sig over regnvejret eller bare se en krimi sammen og mærke, at nogen er tæt på.
Så kom Holger ind i mit liv, nærmest som taget ud af en gammel dansk film. Vores første møde fandt sted til dansearrangementet på aktivitetscenteret. Han bad mig op til vals trådte mig ikke over tæerne, hvilket ellers sker ofte; havde slips på og en nydelig hvid skjorte. Han var 67 år, rank og sølvhåret. Hele aftenen gav han mig opmærksomhed og fine komplimenter, så jeg blev ganske rød om kinderne det var længe siden nogen havde taget sig sådan af mig.
Holger fortalte, at han arbejdede som ingeniør gennem hele sit liv, var også enkemand, og nu boede sammen med sin voksne datter og hendes familie. Han var en mand af den gamle skole dannet, opmærksom, spurgte aldrig om penge, og snakkede sjældent om helbredet.
En måned senere kom invitationen: middag hjemme hos ham, hvor jeg skulle møde hans voksne datter, Trine.
Trine glæder sig. Jeg har fortalt hende så meget om dig, sagde han blidt og lidt nervøst.
Jeg gjorde mig mere umage end længe sat håret, tog den bedste kjole på, jeg kunne finde, og nybagte en hjemmelavet æblekage om morgenen.
Holgers lejlighed var stor og charmerende en gammel herskabslejlighed på Østerbro, med stukloft, bogreoler og den der duft af gammelt København.
Det var Trine, der lukkede op. Hun var i starten af 30erne, kraftig og med en myndig udstråling. Hun så på mig, som om hun vurderede mig som brugtvare fra et dødsbo.
Godaften, sagde hun køligt. Kom indenfor. Far vælger stadig slips han har været i gang i over en time.
Jeg rakte hende æblekagen. Hun tog imod den, som om det var en fugtig karklud, og gik forrest ind i stuen.
Bordet var dækket der var virkelig gjort noget ud af det, med krystalglas og sild, frikadeller og grønlangkål. Holger strålede, da han kom ind i stuen og begyndte straks at småsnakke og sørge for, jeg havde det godt.
Karen, sæt dig her. Trine, giv gæsten lidt medister.
Snakken gik om vind og vejr, stigende priser og alt det sædvanlige. Men Trine sagde næsten intet, tog sig god tid med maden, mens hun sendte mig stikkende blikke.
Langsomt følte jeg mig mere og mere som en vare, der var sat på auktion.
Da vi var nået til kaffen, bankede hun stille og satte sig rankt tilbage.
Du, Karen hvor stor er din lejlighed egentlig? spurgte hun rent ud sådan helt uden forvarsel.
Jeg satte næsten teen i halsen og kiggede forbavset på hende:
Undskyld, hvad mener du?
Hun svarede med dansk nøjagtighed: Altså, ejerlejlighed? Hvor mange værelser? Hvilket område? Hvilket sal?
Holger så pludselig ud, som om han var skrumpet ind til næsten ingenting, med blikket stædigt stiftet mod kaffekoppen.
Nu en toværelses på Amager, hvorfor spørger du? Det er vel ikke relevant for middagen?
Hun trak på skuldrene og foldede armene over brystet: Det har da alt at sige, Karen. Nu må vi lige lade være med at romantisere det hele for meget. Jeg har brug for at vide, hvad min far går ind til.
Undskyld, hvad mener du med går ind til? Nu havde jeg direkte øjenkontakt med Holger men han gik op i, hvor meget sukker der var i sukkerfadet.
Trine sagde det så kontant: Min far skal have ro, nogen der kan tage sig af ham. Vi har travlt: børnene larmer, og farmor kræver også tid. Hvis han kan bo hos en rolig og ordentlig kvinde som dig?
Jeg stillede koppen forsigtigt, lyden klang hul igennem stuen.
Hvem har besluttet, at jeg skal tage ansvar for din far?
Trine kiggede oprigtigt overrasket på mig: Hvorfor ikke? Nu har I jo været sammen i lidt tid, far holder meget af dig. Ville det ikke være naturligt, at I flyttede sammen?
Altså, vi har kun kendt hinanden en måned. Og hvorfor regner du med, at din far skal bo hos mig?
Hun talte med ren praktisk sans: Vi har tre værelser, men vi har to teenagebørn. Det larmer. Han vil få det bedst hos dig stille og roligt. Perfekt løsning.
Det lød, som om hun ikke talte om et menneske, men om en kat, der manglede et nyt hjem.
Jeg havde faktisk troet, du ville blive glad, fortsatte Trine. Mand i huset hjælp til de småting, samtidig får du lidt selskab. Og mig? Jeg får frigivet noget tid.
Så vendte hun sig direkte mod mig og talte åbent om Holgers pension, hans lette behov, alt hvad jeg kunne få ud af det.
Jeg kiggede på Holger: Holger, hvorfor siger du ingenting? Synes du også, jeg skal bruges som gratis hjemmesygeplejerske?
Holger løftede blikket, sørgmodigt: Trine bekymrer sig kun Derhjemme er der larm, hos dig er der fred.
Jeg blev hidsig. Jeg havde troet, vi havde en spirende kærlighed, men det her var et forsøg på at skaffe dem begge trygge rammer og en hushjælp for nul kroner.
Tak for mad, men jeg går nu, sagde jeg, rejste mig og greb min taske.
Trine rynkede brynene: Du går? Vi har slet ikke diskuteret, hvordan og hvornår du kan hjælpe med at flytte fars ting især hans yndlingsstol!
Jeg så på hende. Kunne næsten ikke lade være med at smile:
Trine, jeg søger en mand at være glad sammen med. Ikke at løse jeres praktiske problemer. Jeg er ikke nogen filial af plejehjemmet.
Jeg vendte mig mod Holger:
Og Holger, en mand, der lader sin datter bestemme over sig, er ikke for mig.
Men Karen prøvede Holger, men Trine lagde hånden på hans arm og sagde kontant:
Far nu skal du ikke blande dig. Der findes masser af kvinder, der ville tage imod dig. Basta.
Jeg iførte mig mit overtøj. Mine hænder rystede, knapperne vil ikke som jeg vil. Fra stuen hørte jeg Trines stemme:
de er allesammen sådan, de kvinder. Tager bare aldrig giver. Lad os ringe til tante Grethe oppe på fjerde, hun har altid haft et godt øje til dig, far.
På vej ud i februarkulden og mod metroen tænkte jeg for mig selv: Gudskelov, at sandheden kom frem nu og ikke om et halvt år, når jeg måske havde fået ægte følelser.
Det med bolig som man siger ødelægger folk. Børnene vil leve deres egne liv, og skubber forældrene hen til en god kone i alderdommen. Det er praktisk. Det er belejligt. Men sjældent kærligt.
Alt for mange siger ja fordi de er bange for at være alene.
Men jeg lærte i aften, at det er bedre at være alene end at blive en løsning på andres problemer. Man skal ikke bytte sin frihed og værdighed for selskab heller ikke når man er fyldt 60.
