Karen Pedersdatter bar årene med ynde hendes sølvstribede hår og rolige smil vidnede om både erfaring og styrke.
Hun havde været enke i fem år. Sorgen var langsomt falmet, børnene søn og datter havde for længst stiftet egne familier, og i den lille og hyggelige lejlighed i Vanløse gik dagene alene, men fredeligt. Karen led ikke under ensomheden: hun svømmede fast to gange om ugen i Bellahøj Svømmestadion, gik til ferniseringer inde i byen, og hun havde endda lært at bage kransekage, inspireret af små lækre kager, hun havde set i vinduerne hos La Glace.
Men som danskerne siger: Et menneske er ikke et ø-land. Karen manglede nogen at dele hverdagens små glæder med at drikke kaffe sammen, gøre grin med vejret eller se en gammel dansk film med nogen tæt på.
Erik Madsen kom ind i hendes liv, som en hovedperson fra en Matador-aften. De mødtes til dans i Kulturhuset, hvor seniorerne samledes en gang om måneden. Erik inviterede hende op til en vals, uden at træde hende over tæerne alene det var bemærkelsesværdigt og hele aftenen kastede han vidt omkring med venlige ord, der fik Karens kinder til diskret at rødme.
Han var 67, slank og rank skjorten var nypresset og håret blankt og sølvgråt. Erik fortalte, at han havde været ingeniør hele sit arbejdsliv, også han var enkemand og boede med sin voksne datter og hendes familie.
Karen, du er noget ganske særligt, sagde han, da han fulgte hende hjem sådan en som dig laver de vist ikke flere af nu til dags.
Der gik ikke længe, før de begyndte at ses fast, men alt forblev uskyldigt: gåture, en kop kaffe på café, gammeldags isvafler i Tivoli, og lange samtaler i telefonen. Erik var opmærksom og klagede aldrig og han spurgte aldrig om hverken penge eller tjenester, hvilket var vigtigt for Karen.
Efter en måneds tid kom den aften, Karen på samme tid havde glædet sig til og frygtet: Erik inviterede hende hjem til middag, så hun kunne møde hans datter.
Anna vil så gerne hilse på dig, sagde han mildt. Jeg har fortalt så meget om dig. Kom, så spiser vi sammen, bare stille og roligt.
Karen havde gjort sig umage: sat håret, taget den pæneste kjole på.
Eriks lejlighed var en rummelig treværelses i et gammelt Frederiksberg-hus, med stuklofter, duften af bøger og en stemning, der var præget af enklere tider.
Anna åbnede døren hun var omkring de tredive, men så ældre ud, med et stærkt kæbeparti, og et blik der målte Karen, som var hun en kommode, der skulle vurderes på auktion.
Godaften, sagde Anna uden smil eller varme. Kom indenfor. Far er længe om at vælge slips.
Karen rakte hende en hjemmebagt hindbærroulade, som Anna modtog, som var det et vissent stykke blomkål, og gik straks ud i stuen.
Middagsbordet var dækket overdådigt; krystalglas, små lækre salater, varm mad. Man fornemmede, at der var gjort noget ud af det. Erik trådte ind, glad og omsorgsfuld.
Karen, sæt dig her. Anna, tag lige og giv Karen noget hønsesalat.
Samtalen gik stille, med små bemærkninger om vejret, priser og nyheder. Anna sagde kun lidt, tyggede langsomt og holdt hele tiden øje med Karen.
Det begyndte at føles ubehageligt. Karen følte sig vurderet som et hus i udbud.
Da hovedretten var spist og Erik havde skænket the, lagde Anna gaffelen, tørrede munden og så Karen lige ind i øjnene:
Karen, hvilken slags lejlighed har du egentlig?
Karen var så overrasket, at teen satte sig på tværs.
Undskyld?
Altså, hvor stor er den, hvilken etage, er det din egen? Hvilket område?
Erik blev mindre i stolen, kiggede intenst ned i sin the, som om han havde opdaget en vigtig hemmelighed i tebladene.
Tjoh toværelses, sagde Karen forvirret. På Åboulevard. Hvorfor spørger du? Har det noget med aftensmaden at gøre?
Anna lænede sig tilbage med korslagte arme:
Det har det faktisk. Skal vi ikke være ærlige? Mor er død, far trænger til ro og tryghed på sine gamle dage. Så jeg vil gerne vide, om han får det hos dig lyder kedeligt, men jeg håber, du forstår. Klinik og supermarked tæt på? Kan han have sit eget værelse?
Karen satte koppen ned på tallerkenen. Stilheden rungede som kirkeklokker.
Hvad mener du med, at du vil overgive ham til mig? spurgte hun stille.
Anna løftede et øjenbryn:
Tja, du er her til middag, far snakker om dig hele tiden Hvis I er sammen, er det vel logisk, I bor sammen. Han har brug for tryghed, og du bor jo alene.
Men vi har kun kendt hinanden i en måned, svarede Karen forsigtigt. Og hvorfor mener du, din far skal flytte ind hos mig?
Hvordan ellers? replicerede Anna, talte på fingrene som var det regnskab: Vi har tre værelser, men min mand og to teenagere fylder. Far sover dårligt med larm. Du har to værelser og bor alene perfekt.
Hun sagde det, som om hun tilbød at låne en kat ud.
Jeg havde faktisk troet, du blev glad, fortsatte Anna, da Karen blev tavs. En mand i huset, lidt selskab, og for mig ville det også være en lettelse. Madlavning og vasketøj for fem personer er meget.
Karen så på Erik:
Mener du virkelig, jeg bare skal tage dig, fordi Anna synes, det er lettest sådan?
Erik løftede blikket, hans øjne udstrålede træt resignering.
Karen Anna tænker bare på det praktiske. Hos dig er der ro.
Karen blev vred. Hun havde troet, hun var blevet set som kvinde, som menneske ikke som en gratis hjælper med tag over hovedet.
Tak for mad, sagde hun og rejste sig roligt, men jeg tror, jeg går hjem nu. Salaten var god.
Anna rynkede panden:
Vent nu. Vi er ikke færdige. Vi skal finde ud af, hvornår far kan flytte. Hans favoritstol skal med
Karen betragtede denne handlekraftige datter, der tilsyneladende mente, hun kunne bestemme over sin fars kærlighed som var det en gammel sofa:
Anna, jeg søger ikke en mand for at løse hverdagens problemer. Jeg er altså ikke et plejehjemsudbud.
Hun vendte sig mod Erik:
Og dig, Erik, jeg tror faktisk, jeg fortjener en mand, der selv tager ansvar for sit eget liv ikke lader sig bære rundt som pakke.
Men Karen prøvede Erik, men Anna skubbede ham blidt ned igen.
Lad nu være, far! Han er et fund god pension. Hvis du siger nej, står en anden nok klar. Der er kø af ensomme damer.
Karen gik ud i gangen, rystede på hænderne, mens hun lukkede frakken. Fra stuen lød Annas monotone stemme:
De er alle ens. De vil kun have hygge ikke ansvar! Far, vi kan ringe til fru Madsen fra syvende, hun har også kig på dig
På vej mod metroen tænkte Karen: Godt det kom frem nu, og ikke om et halvt år, hvor jeg måske havde bundet mig følelsesmæssigt.
Boligforhold kan virkelig ødelægge mennesker. Børn vil gerne lave deres egne liv, og skubber forældrene over til pæne damer, så det passer praktisk for dem selv. Sådan er det desværre ofte folk vælger det nemme, for ensomheden er skræmmende. Men er det at leve?
Livet lærer os, at man skal vælge sig selv til og ikke blive valgt for sin adresse eller for bekvemmelighedens skyld. Ægte nærhed kommer kun, hvor hjertet er ærligt.
