“Elsker hun? Elsker hun ikke? Eller er det bare hende selv?”
“Hvad mener du med, at du ikke kan vælge?” Mette stirrede på sin gamle skoleveninde med en mine, som om hun lige havde indrømmet et forbryderisk svig. “Hvis du vakler mellem to mænd, elsker du ingen af dem. Det er så tydeligt som dagen er lang.”
“Det er måske tydeligt for dig, men ikke for mig,” sukkede Ida tungt. “Jeg kan lide dem begge. På hver deres måde. Og de er begge gode mennesker.”
“Du kan bare bedst lide dig selv, og derfor trækker du dem begge med dig,” fortsatte Mette skarpt. “En, der virkelig elsker, leger ikke med andre menneskers følelser. Det er uretfærdigt. Det er simpelthen usselt.”
“Det er nemt for dig at dømme,” vendte Ida sig væk. “Ikke alle er så perfekte som dig. Jeg er stadig ved at lære at elske. Jeg har ingen erfaring. Mandag synes jeg, det er den ene. Tirsdag er det helt sikkert den anden. Onsdag er det tilbage til den første. Jeg kan bare ikke finde ud af det. Det er ikke sjovt. De er begge dejlige. Og begge betyder noget for mig.”
“Så kast en krone, hvis du ikke kan bestemme dig,” mumlede Mette. “Alt er bedre end at vakle mellem to ildener. Så har du i det mindste ren samvittighed.”
“Tak for rådet. Du kan selv gå og kaste mønter i Springvandet og håbe på lykke. Og husk, at du måske aldrig selv har haft et valg. Eller måske var der slet ikke nogen at vælge imellem?”
“Jeg kunne i hvert fald aldrig finde på at lyve så længe!” udbrød Mette udfordrende. “Jeg har Mathias. Han elsker mig. Og jeg elsker ham. Og vi har det godt sammen.”
“Ja, ja. Kærlighed og alt det der,” smilede Ida bittert.
…
Tre år senere. Mette sad alene i en halvtom bar og græd. Foran hende stod et glas med nu lunken vin. Den gamle samtale gik igen og igen i hendes hoved.
“Aldrig sig aldrig” — hvem kunne have troet, at hun selv skulle ende i samme situation? Nu var det hende, der pinligt nok ikke kunne vælge mellem to mænd… Hun. Den samme Mette, der engang uddelte råd til højre og venstre.
Hun havde været sammen med Henrik i over et år. Alt virkede perfekt. Han var pålidelig, klog, omsorgsfuld. En drøm af en mand. Og ja, med seriøse intentioner.
Men så dukkede Mathias pludselig op igen. Ja, ham. Ekskæresten. Den, hun engang havde været sammen med. Den, der forlod hende, fordi han blev jaloux, mistænksom og irriteret over ingenting.
De gik fra hinanden, da det stod klart — han så ikke længere på hende som den kvinde, han elskede. For ham blev hun usynlig. Alt var “forkert”: hvad hun sagde, hvad hun havde på, hvor hun kiggede hen… Og så — stilhed. Det brød. Smerte. Måneder i ensomhed.
Og så — en opringning. “Hej, hvordan har du det? Jeg har ingen at snakke med. Skal vi ikke mødes?”
Hun gik med. Af gammel vane. Bare for at være sikker — det var for længst forbi.
Men der stod en forvirret Mathias. Ensom, knust. Arbejdsløs, med en syg mor, uden nogen i sit liv. Og han talte. Talte uden stop. Og hun lyttede. Og hun syntes synd for ham.
Hun fortalte ham ikke, at hun havde en anden. At hun måske var glad. At der var en, der ventede på hende.
Mathias begyndte at skrive. Ringe. Invitere. De begyndte at ses. Uskyldigt. Men oftere og oftere.
Med Henrik var alt, som det plejede. Han var der. Tog sig af hende. Gav hende gaver. Rørte hendes hånd blidt. Kiggede på hende… med det blik. Varmt, forelsket. Altid.
Men Mathias… Det var som at vende tilbage til fortiden. Fælles venner, aftener i byen, koncerter, ture. Med ham var det som at vende tilbage til ungdommen. Henrik forstod det ikke. Han var seriøs. Optaget. En introvert.
Mette var splittet. Hendes hånd var splittet. Henrik — ham, hun kunne bygge en fremtid med. Mathias — ham, hun stadig syntes synd for. Og måske stadig elskede?
Hun tænkte igen og igen på mulighederne. Hvordan skulle hun sige sandheden? Hvordan skulle hun vælge?
Og en aften, da hun ikke kunne holde det ud længere, ringede hun til Ida. For at undskylde. For at bede om tilgivelse for de ord.
“Undskyld mig for den samtale dengang… Jeg forstår nu, hvordan du havde det.”
“Undskylde for hvad?” spurgte Ida oprigtigt forvirret. “Jeg kan ikke engang huske, hvem jeg skulle vælge. Det var så længe siden.”
“Nu er det mig, der står i dine sko. Mellem to. Jeg kan ikke vælge. Jeg er bange. Meget bange.”
“Tror du virkelig, når man elsker, at det kan være ‘mellem to’? Du elsker ingen af dem. Men dig selv — den elsker du. Hvad hvis nogen gjorde det mod dig? Datede to på én gang, mens du elskede ham — hvad ville du så gøre?”
“Intet,” hviskede Mette.
“Der har du svaret. Intet. Fordi det er sådan, man gør, når man kun elsker sig selv. Mette, hvis én af dem virkelig betyder noget for dig — så se på ham. Forestil dig, han ikke er der. Forestil dig, han går. At du aldrig mere ser hans smil, hans hånd i din…”
“Henrik,” knækkede det pludselig ud af Mette.
Hun fik myrekryb. Forestillede sig det. Uden de øjne, den varme. Uden hans tålmodighed. Uden hans kærlighed.
Og i det øjeblik vidste hun — hun vidste, hvem hun elskede.
P.S. Nogle gange skal man bare stoppe med at lyve for sig selv for at høre sit hjerte.
