Elsk dig selv, og alt skal nok gå
Udenfor blæser kulden ind over markerne, vintermørket har lagt sig, og jeg mærker det i min sjæl. Jeg, Kristina, sidder alene i vores store hus her uden for Odense. Her mangler intet, undtagen selskab. Jeg har jo en mand Henrik men han er endnu engang væk om aftenen, på forretning, som han siger. Jeg ved godt, hvilke forretninger det er.
Vores søn og datter er for længst flyttet hjemmefra. Jonas er gift og bor i Aarhus med sin familie, og vores datter Malene bor nu i Hellerup. Hun blev færdiguddannet fra universitetet, giftede sig med en lokal fyr, og de har allerede fået en lille datter.
I dag talte jeg med Malene over telefonen.
Mor, hvorfor lyder du så trist? Er der noget galt? spurgte Malene kærligt.
Nej, min skat, alt er fint. Hvordan går det hos jer? Hvordan har min guldklump af et barnebarn det?
Det hele går godt her, mor. Nicolai har meget at se til på sygehuset, du ved, der er altid travlt for en ortopædkirurg. Han elsker sit arbejde, siger, det er hans kald. Mille skal snart starte i børnehave hun stortrives.
Jeg er glad på dine vegne, min pige. Må det hele fortsætte sådan, svarede jeg trægt.
Jeg bryder mig ikke om den klang i din stemme, mor… Hvor er far, for resten?
Far? Han er ovre i garagen, skulle lige ud at starte bilen det fryser kraftigt, og det sner meget i aften, ville ikke gøre dig ked af det.
Over et halvt år nu har jeg levet i et indre kaos, uden rigtig at kunne dele det med nogen. Hvem skulle jeg alligevel dele det med? Nogle ville bare have medlidenhed eller fryde sig over andres ulykke. Sidste sommer lå jeg i haven og lugede ukrudt tæt ved vinduet, som stod åbent, mens jeg sank hen i mine egne tanker. Pludselig hørte jeg Henriks stemme så blid og øm tale til én i stuen, åbenbart uvidende om, at jeg kunne høre ham.
Ja, solstråle, men jeg kommer ikke forbi i dag, savner dig selvfølgelig elsker dig også Nej, ikke ked af det, jeg kommer i morgen, du kender mig, jeg holder, hvad jeg lover
Det føltes som et slag mod hovedet min Henrik, som jeg stolede blindt på, havde også en anden, præcis som så mange andre mænd. Pludselig huskede jeg min søsters klager over, at hendes mand så en anden kvinde det havde virket så fjernt for mig dengang. Men nu forstod jeg hende helt. Jeg vidste ikke, om jeg skulle græde, eller smide ham ud på stedet. Jeg satte mig omkring hushjørnet, tårene trillede.
Hvorfor skulle det ramme netop mig? Henrik, som jeg elskede og stolede på Måske går det sådan for alle, tænkte jeg bittert.
Henrik er syvogfyrre. Hans liv former sig, som han har villet det. En kærlig kone, velfungerende voksne børn, egen virksomhed i byen han ejer et mindre mølleri, producerer mel og dyrefoder, leverer rundt i Fyn og omegn.
Det tog måneder for mig at få styr på tankerne og finde ud af, hvem hans nye interesse var. Mens han sov, snusede jeg diskret i hans telefon. Hun hedder ovenikøbet Lene i familie med nogle fælles bekendte. Vi havde besøgt dem sammen. Lene bor i den blok på Fuglekvarteret, som området kaldes lokalt, beboet af folk i alle aldre.
Vores kusine Lene har ikke det bedste ry, betroede min bekendte Helle mig en dag. Hun er jo køn nok, men aldrig rigtig slået sig ned, ingen børn, aldrig været gift. Hun sagde engang, hun manglede stabilitet Men at have børn alene, det ville hun ikke.
Jeg sagde ikke noget til Helle, selvom det gjorde frygteligt ondt inden i. Skjulte tårer, da jeg kom hjem igen.
Hvor er det tungt at bære alene, Gud, sukkede jeg i stilhed.
Tiden gik. For to måneder siden kunne jeg ikke holde det ud længere og opsøgte Lene. Hun lukkede mig ind og blegnede, da hun så mig. Jeg satte mig uden at spørge.
Hej, sagde jeg træt, satte mig i sofaen.
Hun virkede bange, måske ventede hun, jeg ville fare løs på hende, som nogle kvinder gør i den slags situationer. Jeg sagde med bitterhed i stemmen:
Skammer du dig ikke over at være sammen med en andens mand? Der findes mange frie mænd, du kunne have valgt. Du får ikke glæde af at bygge lykke på andres smerte, det ved alle.
Overraskende begyndte Lene at græde.
Jeg ved ikke, hvad der gik af mig men jeg elsker Henrik og kan ikke undvære ham.
Jeg manglede ord, og tårerne kom nu også for mig. Vi græd begge i tavshed. Da vi var faldet lidt til ro, sagde jeg:
Sig ikke til Henrik, at jeg har været her. Men hvis jeg finder ud af, at du fortsat tager imod ham, må du selv tage konsekvenserne.
Jeg gik uden et farvel. Senere har jeg ikke nævnt besøget over for Henrik, eller nogen anden. Vi lever videre sådan. Jeg ved ikke, om de stadig mødes. Han tager stadig tit afsted på arbejde, og jeg mistænker, hvor han egentligt er. Tankerne kværner.
Hvad skal jeg egentlig gøre? Henrik er alt for mig. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden Henrik efter alle de år er vi næsten smeltet sammen. Skal jeg skilles, skal alt deles. Det ønsker jeg ikke. Måske er det bedst at lade alt blive, som det er
Hvis Henrik lod huset blive mit, hvad skulle jeg så? Det kræver konstant opsyn og vedligehold, og jeg har vænnet mig til at han altid ordner alt det praktiske. Og hvad skulle jeg sige til børnene? At deres far har fundet en yngre kvinde de ville blive chokerede.
Jeg bærer det hele alene. Hvis jeg fortalte nogen det, ville mange blot kritisere. Du skal elske og respektere dig selv, ville de sige. Tag dig sammen, forlad ham. Du må sætte dig selv først.
Det er måske rigtigt men jeg elsker jo Henrik. Jeg håber, han også elsker mig. Måske er det bare en midlertidig fascination. For han har ikke ændret sig over for mig, taler stadig roligt og venligt, vi skændes ikke, det er som før. Måske har folk ret, når de siger: Elsk dig selv, så skal det nok gå. Jeg må også tænke på mig selv…
Det er en tung byrde at leve med, efter jeg hørte om Lene. Det er svært at tale med Henrik, lade som ingenting, mens jeg ved han har elsket en anden. Hun er smuk og yngre. Jeg har endda tænkt, hvor mærkeligt det end lyder, at jeg næsten har tilgivet, at han har været sammen med en anden.
Hvor er han nu? På arbejde, siger han. Jeg har mine anelser
En mærkelig tanke slog mig pludselig:
Skulle jeg mon selv finde en anden? Jeg ser da stadig godt ud, får komplimenter Men nej, det kan jeg simpelthen ikke bare tanken om en fremmed mand tæt på skræmmer mig. Henrik er stadig den bedste for mig. Men hvordan får jeg ham hjem igen? Jeg ville kunne tilgive ham, selv om det gør ondt mænd er nok bare anderledes elsker måske på en anden måde? Eller tager jeg fejl?
Jeg tænker tilbage på min ungdom, og et lille smil strømmer frem.
Dengang vi var nyforelskede, fattige, men lykkelige da vi lejede værelse, sparede op til det daglige, regnede småpenge mellem lønudbetalinger, og valgte bio frem for god mad, bare for at være sammen. Så hurtigt er livet gået nu mangler jeg ingenting, men er mere ensom end nogensinde. Og jeg har ikke nogen at tale med om det.
Men i dag, midt i mine mørke tanker, hører jeg bilen trille ind på gårdspladsen. Henrik er hjemme, lyset fra forlygterne strejfer facaden. Han går i garagen, og lidt efter åbnes døren med frosne hænder.
Kristina, hvor er du henne? Hvorfor sidder du i mørke? Han tænder for lyset inde på køkkenet, og først da ser jeg, hvor mørkt her er.
Jeg er her blev bare lidt fjern i tankerne. Vejret udenfor gør én helt dvask, svarer jeg dæmpet.
Du kan tro, det var en kamp at køre hjem! Snedriver overalt. Jeg er sulten, kan du ikke lave lidt mad? siger han helt hverdagsagtigt.
Jeg rejser mig og begynder at pusle omkring køkkenet, mens han går ud og vasker hænder. Ved middagsbordet ser han på mig med et glimt i øjet.
Hør, Kristina, snart er det nytår, og jeg har altså fundet på noget særligt i år.
Med et spænt blik spørger jeg: Hvad har du fundet på?
Henrik smiler og gør sig lidt kostbar. Så rejser han sig og går ud i entréen. Da han kommer tilbage, vifter han med to billetter:
Jeg har bestilt en rejse til os. Vi skal til Gran Canaria og fejre nytåret ved stranden!
Mit hjerte letter sig som en ballon for første gang i lang tid føles det let. Jeg prøver at skjule min glæde, for ikke at virke for ivrig.
Henrik, du er den samme store overraskelse som altid. Nå, hvorfor ikke det lyder fantastisk! Tænk, at fejre nytår under palmer, siger jeg med et lettet grin.
Ja, Jonas foreslog faktisk ideen, men jeg har også længe tænkt, at vi to skulle væk sammen og skifte omgivelser. Så pak du bare, min pige!
Og det blev en fantastisk oplevelse. Rejsen, nytår under sydens sol, oplevelsen sammen det gav mig troen på vores forhold igen. Henrik er begyndt at vise mere opmærksomhed, kommer tidligere hjem, og hvis han bliver forsinket, ringer han altid. Livet fortsætter, og jeg vælger at tro på, at alt skal nok gå især hvis jeg bare husker på at elske mig selv også.
