Mette var lige færdig med at gøre rent efter morgenmaden, da hendes svigermor Birthe ringede. Den seks måneder gamle Magnus sov fredeligt i barnevognen på altanen, så der var ro til en samtale.
“Kære Mette, jeg har en lille bøn,” begyndte Birthe lidt langt ude. “Jeg savner virkelig at se min barnebarn. Måske kunne jeg besøge jer?”
Mette mærkede ingen baghold. Svigermoren boede i Jylland, og de sås sjældent. Siden Magnus blev født, havde de kun talt i telefon.
“Selvfølgelig, Birthe, kom endelig. Magnus vokser så hurtigt, du skal helt sikkert se ham.”
“Hvor længe må jeg blive? En uge, f.eks.?”
“Ja, det går fint,” svarede Mette generøst. “Der er en udskydningssofa i stuen, den er ret behagelig.”
Birthe blev helt oppe at køre:
“Åh, tusind tak, skat! Så kommer jeg om et par dage. Jeg har allerede købt billetterne, bare for en sikkerheds skyld.”
Mette smilede. Efter samtalen fortalte hun sin mand, Jakob, om det kommende besøg.
“Fint, lad hende komme,” sagde han. “Det er længe siden, jeg har set mor.”
Tre dage senere modtog Mette en besked fra Birthe:
“Jeg kommer i dag, I behøver ikke hente mig, jeg tager en taxa.”
Mette gjorde sofaen klar, købte ekstra ind og hentede endda en lagkage.
Birthe dukkede op om aftenen med to store tasker og et bredt smil. Men bag hende i entréen stod en mandlig skikkelse.
“Mette, her skal du hilse på,” sagde Birthe muntert. “Det her er Bjarne, min ven. Han skulle også til København i forbindelse med arbejde, så vi tænkte, vi kunne tage sammen og lige stifte bekendtskab.”
Mette stirrede forvirret på den ukendte mand, der så ud til at være omkring tres. Gråhåret, i et slidt jakkesæt og med en medtaget kuffert i hånden.
“Goddag,” mumlede hun.
“Dejligt at møde dig,” svarede Bjarne og rakte hånden frem. “Birthe har fortalt så meget om jer.”
Mette viste gæsterne ind i stuen og prøvede at forstå, hvad der foregik. Hun hviskede til Birthe:
“Birthe, hvor skal Bjarne bo? Du sagde ikke, du ikke kom alene.”
“Hvad er der galt med det?” svarede Birthe forvirret. “Sofan er stor nok, vi kan godt være der. Bjarne er ikke kræsen.”
Mette stod midt i stuen og kæmpede for at fordøje situationen. Deres to-værelses lejlighed var beregnet til en familie på tre. Pludselig var de fem.
“Birthe, jeg har kun forberedt plads til én person. Vi har en lille baby, der er ikke meget plads.”
Birthe var allerede i gang med at pakke ud:
“Åh, Mette, bare slap af. Vi er ikke kræsne, vi tager ikke meget plads. Ikke sandt, Bjarne?”
Bjarne nikkede og kiggede interesseret rundt:
“Fin lejlighed. Godt kvarter, trafikken er tæt på. Perfekt til jobsøgning.”
“Jobsøgning?” spurgte Mette.
“Ja, jeg har tænkt mig at finde arbejde i København,” forklarede Bjarne. “Der er ingen fremtid i vores lille by, men her kan man måske finde noget.”
Mette følte, det begyndte at gå rundt for hende. Så han var ikke bare på besøg i nogle dage?
“Hvor længe regner du med at blive?”
“Nå, det får vi at se,” svarede Birthe roligt. “Bjarne har brug for tid til at finde noget arbejde.”
Mette lod ikke mærke til sin forvirring og gik ud i køkkenet for at lave aftensmad. Lige da kom Jakob hjem fra arbejde.
“Hej, hvordan går det? Er mor kommet?”
“Ja. Og hun er ikke alene.”
Jakob stoppede:
“Hvad mener du?”
“Hun har en kaval
