29. december 2022
Jeg hedder Henrik. Jeg sad hele dagen i køkkenet. Dagens store aften nærmede sig, og jeg ville gerne have, at alt var perfekt. Hen på aftenen ringede det på døren. Det var Katrines familie. Allerede da de havde fået overtøjet af, satte de sig til bords.
Hvor er kødet? spurgte hendes tante.
Der står jo den fyldte and dér, sagde jeg venligt.
Tanten rejste sig straks fra bordet og sagde højt: Det kan man da ikke spise. Vi kører hjem.
Katrine rejste sig også, greb sin taske og mumlede: Så kan du jo bo her selv, hvis du ikke engang kan lave mad. Pludselig begyndte hun at pakke sine ting i tasken.
Nogle dage senere. Jeg ringede til min gamle veninde, Malene.
Hallo, Malene. Det er Henrik. Ja, forbindelsen er lidt dårlig. Hvorfor jeg ringer? Tja, jeg kommer altså ikke til jer i år, hverken til nytår eller andre højtider. Hvorfor? Jamen, du har jo din mand og datter med svigersøn og børnebørn. Og hvad med mig? Skal jeg spise mig mæt i grønlangkål og tage en taxa hjem til dobbelt pris? Jeg kan altså ikke sove i fremmede hjem, det ved du. Hvad jeg så skal lave? Ingenting. Går bare tidligt i seng.
Med støj på linjen svarede Malene, at hun egentlig selv ville ringe. De skulle nemlig til Odense til hendes mands moster. Held og lykke med det, ønskede jeg. Men så nævnte hun, at hendes nevø, Andreas, ville komme til København et par dage om jeg kunne have ham boende. Jeg afskyr egentlig gæster, og jeg kunne mærke irritationen. Men okay, jeg lovede det alligevel.
Efter samtalen sad jeg lidt og tænkte. Måske er det ikke så slemt at have selskab i julen alligevel. Jeg begyndte at forberede lidt mad skulle nok lave en lille salat. For mig selv ville jeg sagtens kunne nøjes med rugbrødsmadder, men en gæst skal jo have lidt ekstra. Jeg satte grøntsager over, fandt lidt friske krydderurter frem og stod lidt i egne tanker.
Jeg tænkte på tidligere år, dengang jeg var sammen med Katrine. Allerede den 30. kom hele hendes familie fra Jylland væltende. Køkkenet var ikke til at kende. Alt, hvad der dampede og stegte skinker, tarteletter, brune kager og frikadeller. Jeg løb rundt med fade og gryder, men måtte ikke være med til at lave maden. Efter jeg engang lavede en salat med avokado, sagde hendes tante med en mine af væmmelse: Føj, hvad er det! Hele familien bakkede op, naturligvis.
Jeg forsøgte at trøste mig selv: “Hos dem er det ikke spor bedre alt er badet i remoulade. Og mændene satte sig straks til bordet og var igennem hele snapse-udvalget, allerede inden klokken blev tolv nytårsaften.”
Den 2. januar var de væk, havde ribbet køleskabet og drukket det hele. Så stod jeg selv tilbage med et bombet hjem og kunne gøre rent den næste uge. Katrine tog videre på landet og fortsatte festen. Hun kom hjem træt, ubarberet og sur. Hendes familie påstod, hun havde giftet sig med én, der ikke engang kunne lave mad. Hun bebrejdede mig altid og sammenlignede mig med den tidligere kæreste, Stine som jeg havde taget hende fra. Jeg tog det på mig. Jeg kunne jo ikke lave de fede retter, hun var vokset op med.
Jeg ringede til Malene, min veninde fra barndommen, for at klage min nød. Hun havde temperament, og da hun havde hørt mig jamre længe nok, fik hun mig til at love, at jeg selv ville lave julefrokost næste år, inviterede familien og bad dem komme nytårsaften. Malene hjalp, vi lavede velsmagende, lettere retter til nytår.
Familien dukkede op og satte sig. Tanten spurgte hurtigt: Hvor er kødet?
Der står jo en fyldt and, sagde jeg venligt.
Hvad med kartoffelmos? blev hun ved.
Tanten rejste sig højlydt fra bordet: Det her kan jeg ikke spise. Kom, Preben, du kører mig hjem.
Alle rejste sig, tog overtøjet på og smækkede døren.
Ja, du… begyndte Katrine. Så sagde hun: Husk at tage dine ting med.
Du kan få lov at sidde her alene. Jeg finder nok et sted, men dig? Hun smed tasken over skulderen og smækkede døren.
Da det begyndte at koge over i gryden, kom jeg til mig selv. Jeg lettede på låget og straks ringede det på døren. “Det må være Andreas,” tænkte jeg, og åbnede.
En mand på omkring fyrre smilede: Det er mig. Lad mig præsentere mig, Andreas Birk Mortensen, Morten er min onkel, og jeg skulle egentlig overraske, men de er rejst. Du er Henrik, ikke?
Jeg nikkede mekanisk og sagde: Malene nævnte nu en niece.
Andreas lo: Måske hørte du forkert?
Jeg huskede den dårlige forbindelse og lo lidt: Muligt. Jamen, kom ind da.
Du skal ikke tænke på det. Jeg har billet fredag aften, findes ikke tidligere tog. Så jeg generer dig ikke længe.
Jeg gik ud i køkkenet og lod de afkogte grøntsager stå og køle. Andreas spurgte drillende: Er det én salat, du har tænkt dig til nytår?
Jeg svarede måske lige lovlig vrantent: Skal der være den helt store menu? Flæskesteg, tarteletter og det hele?
Han lo: Nej tak. Jeg bryder mig langt mere om fisk.
Jeg trak på skuldrene: Fisk har jeg ikke, og jeg kan heller ikke lave det ordentligt.
Andreas fik jakken på igen og sagde: Det klarer jeg, vent du bare, og før jeg kunne protestere var han ude ad døren.
Det hele virkede absurd jeg havde ventet en midaldrende dame og fik i stedet en gæv jyde.
Han var væk i over halvanden time. Jeg nåede at blive bekymret. Hvad nu hvis han var faret vild? Da dørklokken endelig lød, løb jeg ud for at åbne.
Hvor har du været, jeg begyndte da at blive urolig, sagde jeg, men tav brat. I døren stod en juletræsfod med pynt, og Andreas bar poser.
Hvorfor det hele? spurgte jeg.
Andreas satte juletræet ved væggen og sagde med et bredt grin: Det er da ikke nytår uden juletræ!
Jeg trak vejret duften af gran var næsten som i min barndom og sagde: Nu mangler der bare mandariner.
Du skulle bare vide! Jeg har både mandariner og boblevin! Hjælp mig med poserne, så begynder vi at gøre klar.
Resten af aftenen gik med latter og sjove bemærkninger. Vi pyntede træet, lavede mad. Under Andreas kyndige øje fik jeg pillet rejer, ordnet fisk og set, hvordan han tilberedte en ovnbagt karpe.
Ved midnat var det hele klar. Boblevinen blev åbnet, og vi skålede: Godt nytår! Nyt lykke!
Efter tolv snakkede vi videre.
Alting var anderledes, da vi blev gift. Han var rar og forstående. Eller sådan føltes det. Man ser jo ikke fejl hos sine elskede, sagde jeg trist. Men senere var det kun bebrejdelser, aldrig god nok. Nå, nok om det! Hvad med dig, Andreas? Gift?
Andreas sukkede: Ikke længere. Kedsommelig historie. Jeg kom hjem fra søen, og hun var flyttet. Så bliver det skilsmisse, når jeg er hjemme næste gang. Men nu, lad os glemme sorgen og fortælle historier fra barndommen!
Jeg sloges med drengene og endte engang i toppen af det højeste træ på vejen dér, og så kunne jeg ikke komme ned. Sad dér og tudede, indtil onkel Børge fra tredje sal hentede mig ned. Fik så lov at stå i skammekrogen hele aftenen, grinede jeg.
Jeg limede engang stolen fast i skolens kontor. Min far gik til mig med remmen bagefter, sagde Andreas med et smil.
Vi snakkede og lo til det næsten blev lyst. Jeg gabte, og Andreas sagde: Nu skal du gå i seng, jeg klarer oprydningen!
Jeg protesterede, men han sagde: Jeg tager det hele.
Jeg gik modvilligt i seng og sov tungt med det samme.
Andreas vækkede mig næste morgen.
Henrik, det er tid. Jeg må videre. Kan du låse efter mig?
Jeg sprang ud af sengen: Allerede? Kunne du ikke have vækket mig noget før?
Han strøg en hårlok fra min pande og smilede: Du sov jo så fredeligt. Men jeg skal videre skal nå stationen.
Jeg fulgte ham til døren. Tak for nytåret, sagde jeg, lidt vemodigt.
Andreas tøvede i døråbningen, kiggede mig i øjnene og sagde pludselig: Må jeg komme igen, når jeg har tid?
Jeg smilede bredt: Du skal være velkommen.
Han bøjede sig og kyssede mig, hviskede: Vi ses!
Længe stod jeg dér ved døren og tog mig til læberne, lykkelig forundret. Nogle mennesker kender du hele dit liv, og de skuffer dig. Andre er fremmede et døgn, og føles som om du har kendt dem altid.
Lad det være min erfaring: Nytårsaften sker der stadig mirakler i Danmark. Kombinationen af tilfældigheder og lidt mod kan føre til et nyt kapitel i livet.
