Gæsteværelset
Søren stillede to ruller tapet på gulvet ude i entreen og, stadig med skoene på, skubbede sig ind af døren til gæsteværelset med skulderen. Døren kørte mod noget blødt og nægtede at åbne helt op. Han pustede irriteret ud og maste mere, mens han mærkede irritationen fra arbejdsdagen sætte sig fast i halsen.
Selvfølgelig, sagde han, selvom der ikke var andre end ham selv, der indtil videre havde forladt køkkenet. Igen.
Inde i rummet lå sække med tøj, kasser fra elektronik, en gammel madras lænet op ad væggen og en hylde med et herligt rod af syltetøjsglas, bøger og tilfældige ledninger. Imellem alt det var der en smal passage til vinduet, hvor en kasse med julepynt samlede støv på vindueskarmen.
Nanna dukkede op bag ham og tørrede hænderne i viskestykket.
Har du allerede købt tapetet? spurgte hun og studerede ikke rullerne, men rummet, som om hun lige ville tjekke, om der var vokset noget nyt frem siden sidst.
Jeps. Og maling. Og spartelmasse, sagde Søren og lænede tapetrullerne op ad væggen i entreen, så de ikke stod i vejen. Men vi skal altså først kunne åbne døren.
Nanna bøjede sig, huggede en sæk fat og trak den op. Døren gik fri.
Nu skal vi gøre det ordentligt, sagde hun. I dag rydder vi op. I morgen maler vi vægge. Og det er dét. Ikke noget senere.
Søren nikkede, men indeni boblede den velkendte modstand op. For senere var deres fælles strategi for ikke at blive uvenner. Så længe rummet var ingens, behøvede man ikke afgøre, hvis det var.
Der lød en stemme fra køkkenet Vera:
Jeg hjælper gerne til sig bare, hvad man må røre.
Vera havde boet hos dem i to år, siden hendes mor døde og de solgte andelsværelset. Hun var stille, pertentlig, og hendes tilstedeværelse i lejligheden føltes altid som ekstra ilt: Man lægger ikke rigtigt mærke til det, men det får alting til at føles anderledes.
Alt må du, sagde Nanna lidt for hurtigt og rettede straks: Eller næsten alt.
Søren gik forsigtigt ind i værelset, trådte over en kasse med ledninger skrevet på siden og greb fat i madrassen, der stod på højkant. Men den sad fast i håndtaget på en gammel kuffert.
Tag lige fat her, bad han Nanna.
Hun løftede madrassen, mens Søren hev kufferten fri. Den var tung, med slidte hjørner og en bundet ståltråd om låsen.
Hvem tilhører den egentlig? spurgte han.
Nanna kiggede og slog blikket væk.
Min mors. Hun sagde det så lavt, det nærmest lød som om kufferten kunne høre det.
Vera kom ind, med en bunke aviser, bundet sammen med sejlgarn.
Skal de smides ud? spurgte hun.
Ja, bare i en pose, så det ikke ligger over det hele, sagde Søren.
Han stillede kufferten ved døren. Ståltråden var snurret stramt, og helt af sig selv strøg hans finger langs den, for at se om den kunne rettes ud. Nanna opdagede det.
Gør det ikke, sagde hun. Det må vente.
Søren så op.
Nanna, vi havde en aftale. I dag.
Hun kneb læberne sammen, tog julepyntskassen fra vindueskarmen og gik ud med den. Som om den tog samtalen med sig.
Vera begyndte lydløst at lægge aviser i posen. Papirets knitren irriterede Søren næsten mere end selve rodet.
Han greb den øverste kasse. Sune. Skole stod der med sort tusch. Tapen slap i siden, og han åbnede låget. Indeni lå skolehæfter, en gammel dagbog, diplomer, en plastiklineal og øverst en lille fodboldtrøje med nummer på ryggen.
Søren stivnede. Trøjen var til et barn, men ikke længere et lille barn lige i alderen, hvor man stadig godt tør have skrigende farver på.
Det her er vel begyndte han.
Nanna så på ham.
Lad den ligge. Hun sagde det sagte.
Hvorfor? spurgte Søren. Vi skal jo alligevel…
Han sagde det ikke færdigt. Han kommer jo aldrig tilbage lød for skræmt til at slippe ud, selv om han tænkte det.
Vera så op fra posen.
Sune ringede i går, sagde hun forsigtigt. Jeg hørte, Nanna talte med ham.
Nanna snurrede rundt.
Overhørte du os?
Nej Vera rakte hænderne frem. I var bare højrøstede. Han spurgte, hvordan du havde det.
Søren mærkede tingene rokke sig indeni. Sune, deres søn, boede langt væk, havde fuldtidsarbejde, lejede lejlighed. Han kom sjældent, og hver gang blev det til en større begivenhed, som Nanna forberedte sig til som til eksamen. For hende var gæsteværelset hans rum, selvom der ikke havde været seng der længe.
Og? spurgte Søren. Kommer han så?
Nanna trak på skuldrene.
Måske til foråret, sagde hun uden følelse, som en plade, hun havde hørt for mange gange.
Søren stillede kassen tilbage. Låget blev ikke lukket. Trøjen lå og bebrejdede dem.
Vi laver kontor her, sagde han. Jeg er træt af at arbejde i køkkenet. Træt af ikke at kunne lukke døren.
Nanna så på ham, som om han havde foreslået at skille sig af med en hund.
Kontor, gentog hun. Og hvis han kommer? Hvor skal han sove?
På sofaen i stuen, ligesom man gør, sagde Søren tørt. Han er voksen.
Vera rømmede sig let.
Man kunne jo købe en lille sovesofa sådan et smalt et. De er ikke store.
Søren havde egentlig lyst til at sige, at det ikke handler om møbler. Det handlede om at Nanna beholdt værelset som et løfte, han aldrig havde aflagt.
Han greb endnu en sæk. Indeni lå gamle jakker, halstørklæder, uldpleddet. Han rodede rundt; på bunden fandt han en pose med værktøj: hammer, skruetrækkere, tommestok, en æske skruer.
Det er mit, sagde han og glædede sig over noget, der i det mindste var håndgribeligt.
Nanna nikkede.
Det får lov at blive. Hun sagde det, som om det var en indrømmelse.
Vera havde meanwhile fundet et sammenklappeligt bord i hjørnet og prøvede at sætte det op.
Det vakler, konstaterede hun.
Ud med det, sagde Søren.
Nanna bed fra sig:
Vent nu, man kan da
Hvad kan det? Søren vendte sig Stå og samle støv? Vi bor altså ikke på museum.
Det fløj ud af ham, og han fortrød med det samme. Nanna sænkede blikket og begyndte at lægge bøger i en kasse uden at se på titlerne.
Jeg er ikke noget museum, hviskede hun. Jeg jeg
Hun tav. Søren så, hvordan hendes fingre rystede, da hun lukkede kassen. Han ville gå hen, men akkurat da trak Vera en tynd papmappe frem bag reolen.
Der er nogle papirer her jeg er ikke sikker på hvor de skal hen.
Mappen havde snore. Søren løsner, åbner. En bunke breve og nogle billeder. Det øverste brev er skrevet med Nannas hånd, men ikke til ham.
Søren kunne mærke sine hænder blive kolde.
Hvad er det her? spurgte han.
Et glimt af træthed gled over Nannas ansigt, så vendte hun opmærksomheden på sig selv.
Det er gammelt, sagde hun.
Til hvem? Søren holdt brevet, som om det kunne brænde ham.
Vera forstod, at hun var på afveje, og fortrak hurtigt ud mod køkkenet.
Jeg sætter te over, sagde hun og forsvandt.
Søren var alene med Nanna midt i bunker og støv, og pludselig forstod han, at oprydningen var begyndt bare ikke på væggen.
Det er fra Andreas, sagde Nanna, inden han nåede at spørge. Du kan godt huske ham.
Søren huskede. Andreas havde været hendes studiekammerat; de havde datet kort, før hun mødte Søren. Så blev de gift, fik Sune, levede som folk gør. Andreas dukkede op i snakken af og til, som et navn fra en let kitschet fortid.
Hvorfor har du det stadig? spurgte Søren.
Nanna trak på skuldrene.
Fordi jeg ikke kunne smide det ud. Fordi det er en del af mig.
Og så har du det stående her i rummet, vi aldrig rører, brummede Søren. Lige som alt det andet.
Nanna gik hen og tog mappen.
Lad nu være med at spille hellig, sagde hun. Du har selv et overflytningsskema på arbejde liggende i din kasse. Jeg har set det.
Søren blinkede.
Hvilket skema?
Til Odense. Du har skrevet, printet og underskrevet det Og så lagt det væk. Senere.
Igen mærkede han vreden og skammen. Han havde virkelig villet afsted, da alt så værst ud på arbejdet. Senere gik det bedre. Senere føltes forandring for uoverskueligt.
Det er ikke det samme, sagde han.
Det er mere ens, end du tror. Vi hælder bare alting herind: Du dine forventninger. Jeg mine frygter.
Søren kiggede på Sune-kassen.
Og Sune, sagde han.
Nanna gispede.
Sig det ikke.
Det handler ikke om ham, sagde Søren hurtigt. Det handler om os. Vi holder hans plads, som om han stadig var lille. Men han lever jo bare sit eget liv.
Nanna satte sig tungt på madrassen, der knirkede.
Tror du ikke, jeg godt ved det? sagde hun slidt. Men hvis jeg giver slip føles det tomt.
Søren satte sig på en kasse overfor. Den var stenhård.
Det føles også tomt for mig, sagde han. Men jeg bruger ikke mine gamle breve til at fylde ud.
Nanna kiggede på brev-mappen i sit skød.
Tror du, det handler om Andreas? spurgte hun. Det er mere at jeg engang var en anden. Nogle gange skræmmer det mig, hvis jeg har levet forkert. Ikke fordi du er gal. Men livet det går jo sin gang.
Søren sagde ikke noget. Pludselig så han ikke Nanna som konen, der nægtede at give slip på Sunes værelse, men som en kvinde bange for at indrømme, at meget aldrig kommer tilbage.
Der lød skridt i gangen. Vera kom tilbage med krus og stillede dem på vindueskarmen.
Hvor skal jeg stille brevet? spurgte hun, og pegede på mappen. I reolen?
Nanna løftede blikket.
Vera, sagde hun alvorligt og følsomt. Du skal ikke redde os.
Vera stivnede og nikkede.
Jeg redder jer ikke. Jeg bor bare her. Men jeg vil gerne vide, hvad der venter.
Søren kiggede på Vera. Hun stod i døren, rank, med helt hvide knoer om koppen. Pludselig slog det ham, at gæsteværelset også var ventetid for hende. Måske ventede hun på, at det rigtige liv vendte hjem så hun var for meget.
Vi laver værelset, sagde Søren, så alle forstod. Ikke for at presse nogen ud. Men for at kunne bo.
Nanna rejste sig.
Aftale, sagde hun. I dag beslutter vi, hvad det her rum bliver. Og hvad det ikke skal være.
Søren nikkede.
Kontor, gentog han, men blødere. Og gæsteplads. Så Sune kan komme. Og Vera kan lukke døren, hvis hun vil.
Vera så overrasket op.
Det behøver jeg ikke men tja, lidt ro engang imellem ville være rart.
Nanna greb tommestokken.
Vi måle! Hvis vi rykker skrivebordet ind under vinduet, og sovesofaen mod væggen
Han blev lidt benovet over, hvor hurtigt hun tog fat men det var Nannas redning. Pragmatisme.
De gik i gang. Søren bar sække med tøj ud. Nanna sorterede bøger: noget til aflever, noget til reolen i stuen. Vera lagde glassene i poser man ved aldrig.
Glas skal ud, sagde Søren.
De skal ej! protesterede Nanna. Jeg bruger dem til syltetøj.
Sidst du lavede syltetøj, var for to år siden, sagde Søren.
Nanna så skævt på ham.
Og måske gør jeg det i år, hvis jeg har et sted at opbevare det!
Søren sagde ikke mere. Han indså, at diskussionen om syltetøjsglas slet ikke handlede om glas.
Da aftenen kom, kunne de for første gang se gulvet. Linoleummet var gammelt og bulet. Pludselig dukkede en kasse med fotos op. Nanna satte sig på gulvet og begyndte at rode.
Søren sank ned ved siden af.
Skal de blive? spurgte han.
Ja, svarede hun. Men ikke gemt. De skal til at være i live ikke skjulte.
Hun lagde udvalgte billeder frem. På ét var Sune lille, i elefanthue med røde kinder. På et andet var Søren og Nanna unge foran en ufærdig boligblok, der dengang føltes som fremtiden.
Søren tog et foto, så på det.
Dengang troede vi, alt var nemt, sagde han.
Nanna smilede skævt.
Vi troede, vi havde reserver, sagde hun. Reserver af tid, kræfter og værelser.
Vera kom slæbende med kufferten.
Den spærrer hvad gør vi med den?
Nanna kiggede på kufferten. Hun så på Søren.
Vi åbner den, sagde hun.
Søren fandt en tang i værktøjsposen, klippede ståltråden. Låsen klikkede tungt op, som om kufferten var uvillig.
Indeni lå mors gamle ting: Tørklæder, album, breve og nederst et lille barne-tæppe.
Nanna tog det op, trykkede det ind til sig og lukkede øjnene.
Det er mit. Jeg blev hentet hjem fra hospitalet i det, sagde hun.
Søren mærkede, noget gav slip. Han havde ventet drama, men fandt bare det almindelige.
Skal vi gemme det? spurgte han.
Nanna nikkede.
Men ikke hele kufferten. Hun kiggede rundt. Vi laver en lille kasse til det. Sætter det øverst. Så vi kan huske, men ikke drukne i minder.
Vera forsigtigt:
Skal vi skrive på den? Så vi ikke glemmer hvorfor.
Søren så på Nanna. Hun nikkede.
Vi skriver Mors. Og det er dét.
De pakkede tæppet, albummet og et par breve. Resten sorterede Nanna fra til storskrald. Søren kunne se, at det gjorde ondt, men hun gjorde det roligt, uden tårer.
Da kassen var færdig, kravlede Søren op på en skammel og stillede den helt op på reolens øverste hylde. Den reol, de havde besluttet måtte blive, skulle nu være mindehjørnet, ifølge Nanna. Nederste hylder: papirer og sæsonting. Intet mere.
Reglen er: Hvis noget skal herind, skal det mærkes og have udløbsdato, sagde Nanna, da de hvilede. Om et år gennemgår vi det.
Søren løftede øjenbrynene.
Udløbsdato?
Ja. Ellers bliver det sump igen. Hun så på ham. Og hvis man vil gemme til hvis nu, skal det siges højt.
Vera tilføjede:
Og spørge de andre.
Søren nikkede med.
Næste dag pillede Søren linoleum op og slæbte det til storskrald. Armene smertede, ryggen var helt træt, men i hovedet var der bemærkelsesværdig ro. Nanna spartlede vægge, helt kridtet ind. Vera vaskede vindue og karmen.
Hen ad aftenen hængte de en splinterny lampe op. Søren balancerede på stigen, Nanna stak isolering ind, Vera holdt lommelygte, for rummet manglede stadig lys.
Nu! sagde Nanna.
Søren tændte sikringen. Nyt, stærkt lys. Værelset blev bare et værelse.
De stillede skrivebordet ved vinduet. Søren satte PC’en, der tidligere boede rodløst i køkkenet, på plads. Nanna kom hjem med en smal sovesofa. Vera satte en lille lampe på reolen ved Mors-kassen.
Søren bar den sidste skraldesæk ud. På reposen standsede han og lyttede. Stilhed, men ikke tomhed. Han gik ind, lukkede døren og så Nanna stå under det nye lys. Hun kiggede på bordet.
Nå, spurgte han.
Nanna vendte sig.
Det ligner et liv, sagde hun.
Vera dukkede forbi døren.
Hvis Sune kommer, sagde hun, så kan jeg trække mig.
Nanna rystede på hovedet.
Ingen grund. Nu er det ikke Suneblevet rum eller vores. Det er alles. Hun så på Søren. Hvis nogen ender med at rejse eller blive, så siger vi det. Vi gemmer det ikke væk.
Søren trykkede afbryderen i gangen kun værelset var oplyst. Lyset dækkede gulvet jævnt, bordet, sofaen, den lille, pæne kasse på hylden.
Det er aftalen, sagde han.
Nanna nikkede, og inden hun gik, rettede hun lampen på reolen op. En lille bevægelse. Og alligevel: ikke fortids-vogt, men omsorg for det, der kan blive.
