– Jamen, Helle, hun er jo med påhæng! Eller er du ligeglad? sagde Karen, mens hun lænede sig op ad havehegnet og smilede skævt til naboen. Kunne du ikke finde noget bedre til din søn? Han er da ellers pæn og fornuftig, kunne sikkert score hvem som helst, og alligevel, han vælger hende!
Helle sukkede tungt. Hun havde ikke lyst til at indrømme overfor sig selv, at sønnens valg ikke ligefrem var hendes drøm og det var dobbelt ærgerligt at høre det fra hendes veninde, Karen.
– Vi bliver altså glade for flere børn, forstår du, Karen! Hvor er det lige, hun er så slem? Hun er ung, hun er køn, hun har hovedet skruet ordentligt på dét ved jeg. Og ja, hun har da et barn og hvad så? Drengen blev altså født i ægteskab. Det kan ske for os alle, at man pludselig står alene hun er enkepige, det er jo livet, tænker jeg. Vi skal nok tage os af ham og opdrage ham, så har jeg bare én mere at bage boller til! Så lad nu være med at brokke dig, bare for at brokke dig.
Helle kneb læberne sammen og viftede med hånden efter Karens tykke stribede kat, der luskede henad hegnet mod hende.
– Den ballademager der! Han har snuppet tre kyllinger fra mig, Karen! Hold styr på din pelsklump, ellers slipper jeg Ludvig ud og så er det din tur til at klage!
– Ha, den var god! Karen skubbede katten væk fra hegnet. Vi må se, hvem der jagter hvem. Men han får altså lov at blive han fanger jo rotter, det ville jeg ikke undvære. Man må tage det onde med det gode.
– Lad ham så blive hjemme med de der instinkter!
– For øvrigt, Helle glassene! Jordbærrene er vist færdige at koge.
– Jamen, du står jo her og sludrer, hvem styrer gryderne?
– Olga gør. Hun kom i går for at hjælpe i haven.
– Olga? Men er hun ikke højgravid?
– Jo, men hun vil ikke sidde stille, så hun står i køkkenet. Den svigerdatter er en guldklump, siger jeg dig!
– Hvorfor skal du rose hende bag hendes ryg og gejle hende frem foran hende?
– Til balancen! Karen lo. Når du selv bliver svigermor, må du tage ved lære. Er du for sød så sidder de på nakken af dig!
– Det skal jeg nok klare men skal du have glassene eller kan du klare dig selv? Jeg har altså ikke tid til mere snak jeg har arbejde at lave.
Da Karen var sendt ud af haven, gik Helle i gang med dejen. Sønnen, Søren, kom jo hjem næste dag, og han tog sin kæreste med. Kæreste Helle stoppede op, lænede sig ind over bordet og kiggede ud ad køkkenvinduet. Hvad mon der nu ville ske?
Denne Mille kendte hun næsten ikke. Hun havde kun set hende på afstand, når hun havde besøgt sin søster i nabobyen, og havde aldrig skænket hende mange tanker. Lyshåret, med store øjne høj som hendes Søren. Men en rigtig kvinde, altså. Hun har været gift før, og hun har sin søn, Gustav, på tre år. Skæbnen havde været hård ved Mille hun mistede sine forældre tidligt og blev opdraget af bedsteforældre, som kun lige nåede at glæde sig over oldebarnet, før Mille blev enke. Det var da synd for hende Men Helle måtte indrømme, at hun helst ville have ondt af hende på afstand. Hendes hjerte blødte for sønnen, siden han havde mistet sin far. Han var hendes støtte og glæde. Nok var han blevet voksen, og nu var tiden måske kommet til, at han fandt sin egen familie. Og nu havde han fundet Mille
Helle tøvede ikke med at ringe til sin søster, Grethe.
– Skal du nu få pip igen?
– Hvem er hun, hvad er hun for en?
– Hun flytter ind, men nok kun kort tid har Søren ikke sagt det? Jeg har givet ham det gamle hus. Det skal virkelig shines op, men grunden er god. De bygger nok selv.
Helle fik en klump i maven var det nu meningen, hun bare skulle sidde tilbage alene? Godt nok ligger byen tæt på, og bussen kører, men det føltes anderledes, når Søren ikke var hjemme hver aften.
– Er du ked af det, eller hvad? Grethe satte sig tættere på Du må give slip, Helle. Søren skal videre. Han fortjener sit eget.
– Jeg ved det men jeg er bekymret. Hvad hvis det ikke går? Og Gustav
– Prøv at høre; jeg kender mange unge kvinder her, men der er ingen jeg kan sige lige så meget godt om som Mille. Hun er fornuftig.
– Det er måske netop dét, der gør mig nervøs hun virker for rigtig!
– Der er ingen, der kan gøre dig tilfreds! Ville du have jublet, hvis hun var blevet stemplet som dårlig?
– Du har ret, Grethe Jeg er bare bange for at miste ham.
– Hvis du ikke tager imod hende, risikerer du at miste Søren. Han elsker hende.
Den klump i Helles bryst ville ikke forsvinde, selv når hun prøvede at lade være med at tænke på den. Hun rystede hænderne, tørrede dem i forklædet og gik i gang med dejen igen. Hun måtte tage sig sammen og tage imod Mille med åbne arme ikke lade Søren mærke hendes bekymring. Tiden måtte vise resten.
Små boller blev trillet, nøjagtigt i ens størrelse, klar til fadet. Helle huskede, hvordan hendes afdøde mand elskede de små boller.
– Det er jo ligesom solsikkekerner man kan aldrig få nok! Så gode!
Han kyssede altid hendes hånd. Savnet skar i hende. Hvor ville hun dog gerne høre hans råd, hans beroligende ord nu.
Den nat vendte Helle sig rastløst i sengen og fik næsten ikke lukket et øje. Kom nu, morgen
Da Søren endelig stod i døren Mille bag ham og Gustav på armen blev det hele pludselig virkeligt. Gustav kiggede nysgerrigt omkring. Hvilken stor hund! Og katten så da vigtig ud. Han kiggede op på Mille:
– Mor, må jeg gå ud?
– Bare han får lov at løbe lidt rundt, jeg lukker Ludvig ind, der sker ikke noget her du kan sagtens overskue ham. sagde Helle venligt.
Hun nærstuderede Mille. Stakkels pigebarn så spinkel og lidt bleg, man kunne ikke se, hun havde båret det robuste barn på armen. Noget blødte i Helle, klumpen forskød sig lidt. Gustav tøffede nysgerrigt hen og kiggede op.
– Hvor gik katten hen?
– Kat? Jeg har ingen kat? Helle undrede sig.
Gustav pegede ivrigt mod hjørnet, og Helle fór ud. Katten, for pokker, ikke flere kyllinger nu!
Det endte med, at hun, Gustav i hælene, jagede katten væk fra hønsegården han lo frydefuldt, og Helle kunne ikke lade være med at smile. En god dreng, livlig og kærlig. Hun gik hurtigt hen til ham, hentede en lille kylling frem, som Gustav kun turde klappe.
– Den er lille, farmor.
Efter kort tid sad Gustav allerede på Helles skød, gnavende lykkeligt en bolle. Mille sendte forskræmte blikke til Søren Helle smilede tilbage:
– Sikke en søn du har, Mille! Skøn og madglad enhver mormors drøm.
Mille sukkede lettet, og Helle mærkede, hvordan bekymringen dalede lidt mere.
Senere, mens Søren småsnakkede om bryllup, sagde Helle, da hun var alene med Mille:
– Hvorfor siger du ikke noget? Bryllup er da sjovt?
– Jeg har sagt til Søren, jeg ikke vil have en stor fest. Bare roligt, stille og roligt.
– Og det holder han ikke meget af?
– Nej, han mener, vi skal gøre det rigtigt med alle familiemedlemmer man skal ikke støde nogen.
– Han har lidt ret. Men dine grunde er måske lige så gode? Hvorfor ikke?
Mille kiggede længe på sin kommende svigermor og sagde så stille:
– Jeg er bange. Glæde har bedst af stilhed. Første gang jeg blev gift, var det stor fest og se hvordan det gik
– Mille, jeg forstår dig men lyt; din afdøde mand ville ønske dig lykke. Livet er dét, det er man ved aldrig, hvad man får. Vi må tage det, der er os givet, taknemmeligt eller ej. Man kan ikke løbe fra skæbnen.
– Jeg var bare nervøs for, I ville dømme mig.
– Simon kunne have fået hvem som helst. Det blev dig og det er jeg glad for.
Gustav kiggede op på Helle.
– Hvem er du?
– Nu er jeg din farmor, Gustav. Du må kalde mig farmor Helle.
– Okay! Gustav nikkede alvorligt.
Så blev der holdt bryllup, præcis som Søren ønskede. Familien fik snakket men når nogen forsøgte at komme med dumme bemærkninger, sendte Helle bare et blik, og så var den samtale slut.
Mille og Søren boede næsten et år hos Helle, mens de ordnede det gamle hus. Helle glemte hurtigt sin tvivl og de gamle småsting og lærte, at Mille aldrig gav næring til småskænderier. Hun svarede aldrig igen med surhed, men fandt altid en måde at glatte tingene ud på, når Helle blev irriteret.
– Sig mig, Mille, hvorfor brænder du aldrig ud? Skulle du ikke en dag græde ud, eller klage til Søren? Karen daskede en ko ud ad havelågen.
– Skulle vi ikke alle ende med at skændes så? Hvad får man ud af det? At mor og søn bliver uvenner? Nej tak! Mille grinede af Karen.
– Du er for stædig, Mille! Sådan noget holder ikke.
– Bedst at stole på sig selv og ikke lytte til for mange gode råd, svarede Mille, inden hun forsvandt indenfor.
Et år senere stod det gamle hus klar. Familien flyttede ind og havde nok at gøre. Mille følte sig ustabil, så hun gik til lægen.
– Hvad, gravid? spurgte Mille vantro.
– Ja, og det er helt normalt. Hvordan har du det med det?
– Jeg er selvfølgelig glad, men med Gustav gik alt bare anderledes…
– Det skal nok gå. Rokér ikke så meget, tag nogle uger på Rigshospitalet, bare for en sikkerheds skyld.
Samme dag kom Helle over for at hjælpe med Gustav.
– Hvorfor rynkede du sådan på næsen, da jeg kom ind, Mille?
– Fordi du så så vred ud, Helle. Jeg var bange for, det var rettet mod mig.
Sagen var, at Karen havde mødt Helle på vejen og igen fået sat det moralske kompas i uorden:
– Først en med påhæng, nu også syg hvad tænker Søren på, Helle? Kan du nå at stoppe det?
– Hvad bilder du dig ind, Karen? Hvem er så hård, du kan dømme et menneske, som kæmper? Mille har aldrig gjort dig noget tværtimod.
– Slap nu af, jeg laver bare sjov. Det skal nok gå.
Men Karin vidste, at hun havde gjort Helle trist på hele vejen over til Mille. For ikke at gøre Mille ked af det, sagde hun bare:
– Det var bare noget jeg så i bussen, to gamle damer skændtes blev så træt af det.
– Lad være at tage det ind, Helle jeg klarer mig.
– Neej, du skal afsted nu. Jeg passer Gustav!
Søren kørte Mille til hospitalet, og ventetiden blev lang. Da glæden vendte tilbage, var det nyheden om, at hun snart måtte komme hjem, bare lidt endnu under opsyn.
Imens gik Helle rundt som en høne uden hoved. En formiddag var Gustav væk han var altid lydig og gik aldrig ud uden at spørge om lov! Helle havde blot vendt sig om et øjeblik ved komfuret – da hun så op igen, var han væk.
Gustav var stukket ud, fordi nogle større drenge havde fanget en lille sort-hvid hvalp og lavede ballade med den. Gustav prøvede at redde den og glemte alt om, hvor han var henne, indtil han fandt sig selv alene langt væk hjemmefra.
En ældre dame kom forbi, jagede drengene væk og stirrede på Gustav:
– Skal du også pine den stakkels hund?
– Nej! Han er lille han har ondt!
Damen gik videre, og Gustav satte sig på en bænk med hvalpen. “Mor siger, man skal blive, hvor man er, hvis man farer vild.”
Det anede Helle ikke. Hun søgte i nærområdet aldrig drømt om, at han var gået så langt!
Søren, der lige var kommet hjem med Mille, opdagede, at porten stod åben. Da han ikke kunne finde dem, gik han ud og fandt Helle på nabogaden, grædende af angst.
Efter en time fandt Søren Gustav sovende på bænken, med hvalpen i favnen.
– Godt klaret, Gustav. Hvorfor gik du ikke?
– Jeg blev siddende, som du og mor har lært mig.
– Hvem er din ven?
– Den kunne ligne Ludvig! Må vi tage ham med hjem?
– Ja, hvad er en dansk familie uden hund? Lad os se, hvilken vagthund han bliver.
Helle havde næsten ikke flere kræfter men holdt Gustav tæt.
– Undskyld farmor! Jeg skal nok blive bedre.
Hun græd men nu kun af lettelse og glæde.
Mille fik først hele beretningen senere. Gustav sagde ikke noget, for han syntes, moderen havde nok at spekulere på lige nu. De lå alle på stuegulvet, vaskede den mest beskidte hvalp, og grinede sammen.
– Jeg har savnet dig, farmor!
– Og jeg har savnet dig mere!
Lillesøster blev født til tiden hun kom til at hedde Helle efter farmor. Helle strålede, hver gang hun kunne tage bussen over til den lille familie, og selv hvis hun tænkte tilbage på dengang, hun havde været i tvivl om at tage Mille til sig, så fortrød hun intet.
Hun hjalp til, hvor hun kunne, uden at trænge sig på med gode råd. Hun så, hvordan Mille kun var taknemmelig og Helle havde aldrig haft mere overskud. Bare det at høre:
– Tak, mor!
Og når Gustav kom løbende og krammede hende, og Mille smilede og rakte hende lille Helle, vidste Helle, at hun gjorde det rigtige.
– Skal du til dine børnebørn nu igen? Karen stod ved lågen, mens Helle fandt sine nøgler frem. Du forkæler dem!
– Jeg har to børnebørn, Karen. To. Både Gustav og Helle. Men det ville du næppe forstå!
– Hvordan det?
– Kærlighed går begge veje, Karen. Hvis du vil have kærlighed, må du gøre dig fortjent til den. De elsker mig, mine børn og børnebørn hvem elsker dig?
– De respekterer mig!
– Det er også noget. Men trods alt, Karen kærlighed smager bedst. Nå, jeg skal nå bussen mine børnebørn venter!
