Maren, men hun har jo medfølgende bagage! Eller tager du det bare som det kommer? Rigmor lænede sig op ad den gamle plankeværk og lod en spids latter slippe, mens hun kiggede på sin genbo. Kunne du ikke finde noget bedre til ham? Du burde kunne han er jo hverken klodset eller sær, tværtimod en glimrende fyr. Og der er da piger nok her, men nej, han skulle selvfølgelig finde hende!
Galina sukkede. Hun ville ikke indrømme, ikke engang over for sig selv, at sønnens valg ikke var helt det, hun havde drømt om. Og nu, hvor hendes næsten-veninde sagde det lige ud, sved det dobbelt så meget.
Børn er en gave, Rigmor! Forstår du det? Hvad er der galt med hende, om jeg må spørge? Ung, smuk, ikke krakilsk af sind jeg ved, hun er ordentlig. Og hvad så, om hun har et barn? Hun løb jo ikke rundt, hun var gift, da hun blev mor. At hun er enke i den alder tja, vi ved aldrig, hvad livet bringer. Vi skal nok tage os af hans opvækst, og så har jeg én mere at forkæle som mormor. Du behøver virkelig ikke bruge mund på det mere.
Galina pressede læberne sammen og jog naboens kat væk, som kom snigende op ad hegnet.
Han er blevet alt for fræk, din Sofus. Han har snuppet tre af mine kyllinger nu, Rigmor. Pas din kat, ellers slipper jeg Holger løs, og så kan det hende, du får balladen.
Trusler, siger du, fnøs Rigmor og skubbede den tykke stribede hankat væk fra hegnet. Hvem jager hvem, hva. Jeg må hellere få ham lukket inde. Sidste år jagtede han de små hele tiden. Men han er nu god til mus, ellers havde jeg skaffet mig af med ham for længe siden. Instinkter, du ved.
Han skulle udøve dem indendørs!
Men Galina, jeg kom sådan til at tænke på noget. Syltetøjet er sikkert færdigt nu.
Du sludrer løs her, og hvem tror du så faktisk står for det i køkkenet?
Det er Olga, min svigerdatter. Hun er kommet for at hjælpe til med haven.
Men hun er jo højgravid?
Og derfor har vi alle i haven. Hun vil bare ikke sidde stille. Jeg siger dig, ikke en svigerdatter, men rent guld!
Alligevel roses hun bag hendes ryg, men får besked om alt i ansigtet. Typisk dig, Rigmor.
For orden skyld! Rigmor grinede skævt. Når du engang bliver svigermor, så tag det til dig. Er du for blid, kravler de op på nakken af dig.
Nu får vi se! Skal du have glas med eller klarer du dig? Jeg har ikke tid til mere snak, der skal også arbejdes.
Da Rigmor var sendt ud, gik Galina straks i gang med dejen. I morgen kommer sønnen hjem med sin forlovede. Forlovede…
Galina stod stille, lod hænderne hvile over det hvide mel, mens blikket gled ud i haven gennem det lille vindue. Hun kendte ikke Fie. Kun set hende kort, dengang hun besøgte søsterens familie i nabobyen. Ingen prangende pige blond, store øjne, kun høj ligesom hendes Mads. Men, det er heller ikke nogen pige mere. En ung kvinde. Havde været gift og har en lille dreng på knap tre år. Livet havde ikke været gavmildt mod Fie forældreløs og opvokset hos bedsteforældre, gift, nåede lige at give dem et oldebarn, så døde manden i en trafikulykke. Sidder tilbage med barnet alene. Hjerteklemmen i Galina voksede, selv om hun helst ville have ondt af Fie på afstand.
Siden hun mistede sin egen mand, var Mads blevet den eneste støtte, hun havde. Hun havde været glad for, at han holdt sig nær, men har også bekymret sig. Nu var han voksen, og skulle til at stifte familie. Når hun spurgte ind, afviste han med et smil og sagde, han ventede på den store kærlighed. Og nu var den altså her Fie! Galina havde naturligvis opsøgt sin søster for at høre mere.
Hvad farer du sådan op for, som en høne der har mistet sine kyllinger?
Jeg må da forstå, hvad hun er for én. Hvad nu hvis…
Han kommer jo til dig men ikke for evigt.
Hvordan det?
Mads ved det måske ikke, men jeg har givet ham det gamle hus. Det er måske utæt og nedslidt, men grunden er god. De kan bygge nyt.
Tankerne rumsterede inde i Galina, som vilde harer. Hvad skulle der blive af hende, når Mads flyttede? Byerne ligger jo tæt, og der er bus, men én ting er at have ham boende, og noget andet, at han lever sit eget liv. Der ville ikke være tilgang mere kun ved højtider.
Tror du ikke, du måske skulle glædes? Lise satte sig ved siden af Galina og talte sagte. Man skal give slip, Galina. Mads er blevet voksen. Nu skal han have sin egen familie og sit eget hjem.
Du har ret, men jeg er bange for, det ikke går. Hvis det glipper, eller… ja, barnet.
Hør her, Galina, vi har masser af piger i byen, men jeg kan ikke sige noget pænere om nogen af dem end om Fie.
Det er det, der skræmmer mig. Hun er for rigtig.
Man kan ikke gøre dig tilfredsvar hun utiltalende, havde du så været glad? Galina, hold nu op! Lad dem være glade. Du må ikke begå den fejl, der koster dig din søn.
Hvilken fejl? Galina gispede.
Hvis du ikke tager imod hende, mister du ham. Jeg har set, hvordan han ser på hende. Det er kærlighed.
Sådan sad Galina den aften med et stikkende uvejr i brystet. Hun mærkede, hvordan det rodede rundt og gjorde det umuligt at sove. Men hun skulle gøre det ordentligtFie skulle ikke kunne sige, hun ikke var velkommen.
Små, ensartede boller lagde sig tæt på det store fad. Galina mindedes, hvordan hendes afdøde mand elskede de små, lækre boller lige til én bid!
Solsikkefrø, ikke andet! havde han grinet, kysset hendes hånd, og hun havde gengældt hans omfavnelse og leet. Gud, hvor kunne hun bruge hans råd nu! Hun savnede ham frygteligt.
Natten blev lang og søvnløs.
Fie stod bag Mads, turde knap møde blikket fra den, som måske blev hendes nye svigermor. Lille Simon sad på armen og betragtede spændt de nye omgivelser. En stor hund sad i lænke uden at gø underligt! Hos gamle fru Vibeke kunne de ikke være i fred for dens bjæffen. Katten listede forbi med værdig mine. Simon greb efter moderen.
Du kan godt slippe ham løs, jeg låser Holger indeder er ikke noget at være bange for. Du får ham i øje hele tiden, sagde Galina med rolig stemme, mens hun betragtede sin gæst.
Hvilken pige, tænkte hun. Trist at se på. Tynd, bleg. Vandmandhvordan kan sådan en spinkel, løjerlig pige have en knægt så stor? Men den knude i Galinas bryst lempede alligevel, da Simon tøvede ved hendes fødder og spurgte:
Hvor gik katten hen?
Katten? Jeg har da ingen kat. Hvor så du den?
Simon pegede hen mod stalddøren, Galina gispede, og sammen løb de derhen katten var, ganske rigtigt, på vej mod kyllingerne.
For pokker! Sådan! Ud med dig! Galina kastede træskoen efter katten, mens Simon lo. Hun lo også til sidst, kunne ikke lade være, og satte sig siden med ham på skødet.
God dreng du har, Fie! Kvik og glad for mad. Enhver mormors drøm.
Hun så forstående på Fie, hvis blik endnu blev rettet mod Mads.
Inden længe sad Simon til hendes glæde og åd krebinetter i små bidder, mens Galina talte til Fie:
Hvorfor er du så stille? Hvis du er ked af noget, må du sige til.
Jeg sagde til Mads, jeg ikke ønsker et stort bryllup. Vi kunne bare blive viet stille.
Men han vil holde fest?
Ja. Familien forventer det, siger han. Men jeg vil bare have fred. Lykken elsker stilhed. Sidst jeg blev gift, var det festog nu
Fie, jeg forstår dig. Jeg kender din sorg, men du må tro, at hvis han elskede dig, ønsker han dig glad. Livet bestemmer, ikke os. Vi kan kun tage imod og være taknemmelige.
Jeg var bange
For hvad?
At du ville dømme mig.
For at gifte dig med min søn? Hvorfor dog?
Han kunne jo vælge hvem som helst alligevel blev det mig.
Simon rørte uroligt på sig, og Galina satte ham på gulvet.
Hvem er du så? Hans store, stålgrå øjne mødte hendes.
Nu er jeg din mormor, Simon. Kald mig bare mormor Galina.
Det skal jeg nok! Simon nikkede højtideligt.
Brylluppet blev, som Mads ville have det, og nysgerrige sjæle fandt hurtigt ud af at tie, når Galina så brysk på dem.
I næsten et år boede Mads og Fie hos Galina. Mindre og mindre tænkte hun på sin gamle frygt, mens hun betragtede, hvordan Fie bekymrede sig for Mads. At slippe bekymringerne var dog noget sværere, end at forstå, hun burde. En sjælden gang kom hendes utilfredshed dog op til overfladen, men Fie formåede hver gang at løsne op for uroen.
Hvorfor siger du aldrig noget, Fie? Måske skulle du en dag fortælle Mads, hvordan du har det. Måske får Galina ro så, sagde Rigmor, mens hun jagede koen på marken.
Og så skulle vi alle blive uvenner?! Mor og søn i totternedu er da sær med dine gode råd! sagde Fie skælmsk og gik ind.
Du er stolt, Fie. Det er ikke sundt at bære på det hele.
Bedre at bruge sit eget hoved.
Snakken forsvandt med Rigmor, som hurtigt fandt en anden rugemor at sladre med.
Da Mads året efter lagde sidste hånd på huset, flyttede de ud. Tiden fløj nye pligter, børn. Da Fie mærkede sig svimmel, gik hun til lægen.
Jeg er gravid? Fie stirrede vantro på lægen.
Selvfølgelig. Er det ikke ønsket?
Jo, det er det da! Men det hele er meget anderledes denne gang.
Der er problemer, men vi gør alt for dig og barnet.
Galina kom straks for at tage sig af Simon, hvis Tak, mormor Galina! fyldte huset med latter.
Hvorfor så du sådan ud, da jeg kom? spurgte Galina, da hun lagde varene på bordet.
Dit ansigt var strengt. Jeg var bange, du var vred.
Galina sukkede. Nu havde Rigmor ødelagt humøret hele vejen fra morgenstunden.
Du skal ikke tænke på det, Fie. To fra bussen skændtes, det går på nerverne. Ikke andet.
Skal jeg hjælpe dig med noget?
Nej, jeg har styr på det. Jeg har bare ikke lyst til hospitalet.
Hellere det, hvis det giver barnet en god start. Jeg skal nok tage mig af Simon.
Mads kørte Fie til hospitalet, og dagene blev lange. Galina ventede og passede på Simon med alt, hvad hun havde i sig.
En uge, to så nikkede lægen endelig tilfreds.
Snart hjem, hvis bare nogen kan hjælpe?
Det kan de min svigermor bor her nu.
Svigermor? Er det godt?
Hun er den bedste! Ikke som man hører i vittigheder.
Galina gik nervøst rundt, mens Simon legede udenfor i sandkassen. Hun kiggede ud han var der, hun vendte ryggen og gik et øjeblik i køkkenet, men da hun kom tilbage, var sandkassen tom.
Hun løb ud kalde, søge. Porten stod åben. Tom gade. Blodet hamrede; hvor længe havde hun været væk? Hun anede ikke, at Simon havde hørt larm fra vejen, løbet ud og set et par store drenge drille en lille sort-hvid hvalp. Uden at tøve gik Simon imellem dem, blev grinet af, men gav ikke op. Da drengene løb, bange for en vred kvinde, opdagede Simon, at han var langt væk hjemmefra.
Hvad er det dog for børn, der vokser op? Driller og plager dyr!
Kvinden sendte ham et skarpt blik.
Du driller ham vel ikke selv?
Nej! Han er jo lille
Så pas på ham.
Hun gik videre. Simon satte sig på bænken ved porten, som hans mor havde lært ham: “Går du vild, så vent, vi finder dig.”
Da Mads betrådte matriklen og så den åbne port, sagde han til Fie, der sad træt i bilen:
Bliv her, jeg henter dem sikkert i butikken.
Galina var allerede ude af sig selv, da han fandt hende vagende ved nabohuset.
Mor! Hvor er Simon?
Jeg… han kom ud, forsvandt! græd Galina.
Vi skal finde ham. Du søger her, jeg løber længere væk. Sig intet til Fie!
Mads fandt Simon timen efter, sovende på bænken med hvalpen i armene.
Du er en god vagthund, grinede Mads og puffede kærligt til Simon.
Far jeg blev bare her, som du sagde.
Godt, min ven. Hvem er din ven?
Han ligner Holger!
Eller måske Porthos, så rund og glad han er. Skal vi tage ham med?
Må vi godt?
Selvfølgelig. Et hus uden hund er jo ikke et hjem!
Samlede sammen gik de hjem. Galina stod forpustet på hjørnet og gled udmattet ned på en bænk.
Mor, der er han. Alt endte godt.
Åh, Simon! hulkede Galina og kyssede ham. Jeg vil aldrig miste dig!
Simon omfavnede hende.
Da Fie senere hørte om optrinnet, lod hun sig ikke rive med; hun vidste, hendes svigermor var der, og at familien holdt sammen. At hun kunne stole på Galina, for Simon kunne være forsvundet for hvem som helst.
Siden fødte Fie en pige, der fik navnet Galina efter sin mormor. Galina strålede hun hjalp i huset, passede sine børnebørn og indså, at hun var landet, hvor hun skulle være.
Du er for god ved dem, bemærkede Rigmor fra lågen. Skulle nødig forkæle dem for meget.
Jeg har to børnebørn nu, Dorte, ikke bare ét. Alle mine. Forstå det, hvis du kan.
Jaja, men folk respekterer mig også.
Måske, men jeg tror nu, kærlighed er bedre end respekt. Ikke sandt, Dorte? Galina blinkede, og med et gisp opdagede hun, at bussen snart gik, og indeni mærkede hun roen for nu ventede familien på hende.
