Birgitte! lød der pludselig bag mig en stemme, jeg ikke havde hørt i årevis, men alligevel straks genkendte til knoglerne.
Jeg fór sammen, trak skuldrene op til ørerne og satte tempoet op hen ad fortovet uden at vende mig om.
Birgitte, vent nu lige! Jeg kan da se, det er dig!
Jeg gik lidt hurtigere, men en hånd lagde sig, ikke voldsomt, men bestemt, på min skulder.
Birgitte, er du blevet døv, eller hvad? Det er mig, Mads.
Jeg vendte mig brat om og hviskede, uden rigtig at tro på det jeg så:
Gud, Mads Jeg troede, jeg hørte syner. Men Det kan jo ikke passe?
Hvad kan ikke passe? Mads smilede, ligesom han plejede da vi var unge, åbent og fuld af liv. Må jeg ikke vende hjem til min barndomsby engang imellem?
Hvor vender du hjem fra? spurgte jeg forvirret. Du Du døde jo. Det fik jeg fortalt.
Døde? Hans mund blev skæv af overraskelse. Mig?
Ja. Et halvt år efter vi blev skilt, og du tog til Aarhus. Din ven sagde, du Jeg tøvede lidt, men sagde det. At det gik ned ad bakke for dig og du døde under sørgelige omstændigheder derovre.
Hvem har dog bildt dig det ind?
Henriksen. Din bedste ven. Han begyndte pludselig at flirte med mig, kort tid efter du var taget afsted. Jeg afviste ham hurtigt. Det var så han fortalte det om dig.
Typisk, grinede Mads. Han sagde det til mig i spøg, inden jeg tog af sted: “Du har efterladt Birgitte, så kan jeg tage over!” Sagde det, som om det var for sjov, men han har aldrig svaret på mine breve eller opkald siden. Dengang havde vi jo hverken mobil eller sociale medier, kun fastnettelefon og posten. Jeg aner ikke engang hvad der blev af ham.
Han døde, sagde jeg stille. For fem år siden begravede vi ham.
Mads blev alvorlig. Døde Han kunne da ha fået mange gode år endnu Ja Et smil gled igen over Mads’ ansigt. Tænk, vi blev skilt for så længe siden, men du ligner dig selv. Stadig lige smuk.
Ej, hold op, lo jeg og viftede med hånden. Jeg er da ret almindelig.
Jeg hørte, du blev gift igen, sagde Mads og kiggede varmt på mig, som om han ikke kunne se sig mæt. Og du har børn. To, ikke?
Ja, to, nikkede jeg. De er voksne nu. Begge er flyttet hjemmefra. Nu er jeg farmor. To gange endda.
Det var noget af et hop! Og hvordan har din mand det så?
Han har det fint, svarede jeg med et lille smil. Men i en anden familie nu. Jeg er single.
Sådan kan det gå, nikkede Mads. Vi mænd kan være nogle fjolser. Vi jagter alt muligt, men overser det vigtigste, lige foran næsen på os.
Hvorfor er du vendt tilbage? Arbejde, eller?
Jeg er kommet hjem for godt, Birgitte. For altid. Han sukkede. Min kone døde sidste år og så besluttede jeg at vende hjem. Til rødderne. For at være ærlig: jeg kunne ikke holde ud at være derovre længere. Lægerne sagde også, klimaet passede ikke til mig. Alder, du ved. Også min kone havde problemer astma. Vi burde være flyttet før, men hun var inkarneret aarhusianer. Jeg kan ikke undvære min by, sagde hun altid. Ja Nu går jeg rundt her i min barndoms gader og prøver at finde et sted at bo. Her er jo forandret sig meget de sidste tredive år. Har du et godt råd om et kvarter, hvor jeg kunne slå mig ned?
Hvor bor du så nu? spurgte jeg.
På hotel. Hvor ellers?
Ikke hos familie?
Åh nej, han rynkede på næsen. Det kan jeg ikke få mig selv til. Du ved jo, jeg bryder mig ikke om at være til besvær. De har deres egne liv. Det ville være underligt bare at dumpe ind hos dem. Og lidt pinligt for en mand.
Vil du ikke bo hos mig? spurgte jeg pludselig, og blev forlegen over mit eget forslag, så jeg tilføjede hurtigt: Altså som lejer.
Mads så overrasket ud, tøvede lidt og sukkede:
Måske ville jeg gerne, Birgitte, men Jeg kan ikke for min skyldsfølelse over for dig.
Hvad for en skyld?
Du ved, trak han på skuldrene. Jeg forlod dig, dengang. Det sidder stadig i mig, selv efter så mange år.
Pjat! Jeg smilede skævt. Jeg pressede dig jo også væk. Det var jo mig, der sagde de ord den aften, som fik dig til at gå. Enhver mand ville være gået.
Jeg kan nu kun huske, hvad jeg gjorde galt, sagde han og rystede på hovedet. Ikke dig.
Hvad husker du da?
At jeg i arrigskab pakkede min kuffert og stak af den nat. Fortrød det selvfølgelig bagefter, men da var det for sent.
Jeg blev faktisk lettet først, indrømmede jeg grinende. Tænkte: Nu starter jeg forfra Det gjorde jeg også og endte med at fortryde.
Er det sandt? spurgte han forsigtigt. Så er du altså ikke bitter?
Overhovedet ikke. Jeg så på ham med en varme, jeg ikke havde mærket siden ungdommen. Du er stadig dig, Mads kun håret er blevet lidt gråt. Flyt bare ind. I dag endda jeg har et værelse klart. Hvorfor spise tørre frikadeller på hotellet, når du kan spise hjemme? Du er jo familie, selvom vi ikke længere er gift.
Er du sikker på, jeg ikke er til besvær?
Hvis du var det, havde jeg aldrig spurgt. Jeg savner faktisk selskab om aftenen.
Jamen Så Mads tog forsigtigt min hånd. Så må vi hellere hente min kuffert på hotellet?
Den samme kuffert, du tog dengang?
Vi grinede begge og gik side om side langs fortovet, med den underlige fornemmelse af slet ikke at have været adskiltHan lo, og hans gamle latter fik noget til at smelte inde i mig. Nej, den gik til på vejen. Men jeg har da stadig pakket for meget.
Vi begyndte at gå side om side ned ad fortovet. Solen tittede frem mellem skyerne, og jeg mærkede en ro, jeg ikke havde kendt længe, brede sig i kroppen.
Mads kiggede på mig med det der blik, jeg havde savnet som om jeg stadig var den vigtigste i verden.
Måske er vi gamle fjolser, sagde han, men nogle gange skal man bare sige ja til en ny begyndelse. Også selvom det er med gamle kufferter og gamle fejl.
Jeg klemte hans hånd. / Kom nu, gamle ven, før jeg fortryder!/
Du ved, jeg altid har været bedst til at fortryde, først når det er for sent.
Vi grinede begge, og da vi drejede om hjørnet, føltes det, som om byen så lidt lysere ud, som om barndommens gader havde ventet på netop os.
Og selvom vores skridt var tungere end dengang, lød de alligevel lette, som to unge på vej hjem sammen for allerførste gang igen.
