Eksamen
Jeg gider ikke mere! Nu er det nok! Hvis du ikke stopper med at køre rundt i hovedet på mig, så går jeg slet ikke til eksamen! Jeg bliver bare hjemme! Jeg gider ikke engang møde op! Hvad vil du så gøre?! Hva?! Signe slyngede sin rygsæk ind i hjørnet af entreen og trak sin hue af.
Mor svarede hende ikke, rystede bare på hovedet, inden hun gik ud i køkkenet.
Signe smed jakken og var lige ved at smide den ind til rygsækken, men fortrød i sidste øjeblik. Hun åbnede skabet, hang jakken pænt på sin bøjle og sukkede dybt.
Hold nu op, hvor er det typisk. Endnu engang et skænderi og igen om ingenting!
Hvorfor skal mor altid blande sig i alting og komme med gode råd? Tror hun, jeg er et lille barn? Eller tror hun, jeg er dum?
Ja, ja, hun husker skam godt, at hun skal til undervisning hos sin nye dansklærer i dag. Der er slet ikke grund til igen og igen at minde hende om det!
Signe overdrev selvfølgelig. Moren havde ikke mast hende hele tiden. Hun spurgte bare, om Signe husker, at der venter endnu en den tredje i år privatlærer i dansk og litteratur. Men netop det, at moren stadig ville kontrollere hende, gjorde Signe så rasende, at hun næsten ikke kunne lade være med at eksplodere, selv når det var helt unødvendigt.
Signe vaskede hænder og stirrede ind i spejlet over håndvasken.
Flot, det er hun! Bumser, den krogede næse fra far og de vilde, røde lokker fra mor. Hvor mange gange har Signe ikke bedt sin mor om at få lov til at farve håret? Aldrig! Mor siger, at skønhed kommer med tiden, og en dag bliver jeg glad for det. Ja, hvem prøver hun at narre! Det vælter rundt med almindelige piger men hun ligner en fugleskræmsel! Hvem går overhovedet med fletninger nu til dags?!
Signe kom til at smile, da hun huskede, hvor vred hendes mor blev, da hun engang klippede sine fletninger af næsten helt ind til hovedbunden. Saksen var en gammel skole-saks fra det gamle penalhus. Hun bed tænderne sammen og klippede lokkerne over med de sløve blade, mens hun kunne forestille sig morens forbløffede “Signe, hvorfor?!”.
Fordi nok er nok! Fordi hun er træt af, at alle skal bestemme over hende! Det er hendes liv og hendes regler! Hun vil gøre præcis, som hun vil!
Hvorfor skal hun lytte til dem? Hvorfor skal hun følge deres forældede livssyn? Hun har sit eget liv. Hvordan skulle de kunne forstå, hvad hun føler, når de ikke engang havde internet, da de var unge? Hvordan overlevede de overhovedet dengang? Det fatter man ikke! Og hun kan ikke forklare dem, at alt er anderledes nu. Man behøver ikke den dér skide uddannelse eller at sidde timer med næsen i bøgerne. Man kan bare google. Tre sekunder. Så har man det hele. Mor siger godt nok, at internet ikke kan lære en at være menneske eller hvordan man taler med andre, men hvor skulle hun vide det fra? Hun burde tage noget kursus i, hvordan man snakker med teenagere!
Signe pillede endnu en skorpe af en bums og skar ansigt. Godt mor ikke ser det. Så ville der være ballade! Mor hiver hende rundt til hudlæger og siger, at hun får ar men Signe er ligeglad! Man bliver ikke elsket for udseendet men for det, man er indeni! Prøv at forklar det til moren
Forælder hørt det før, ikke? Ja, hun har født mig, men det giver ikke ejendomsret! Jeg er ikke hendes ting! Hun skal ikke behandle mig, som hun gør!
Signe blinkede til sit eget spejlbillede.
Hva så, mor? Kan du li den?! Man skal ikke undertrykke Signe med alle de dér lektielærere! Og hun skal slet ikke skubbe Signe ind på jurastudiet! Signe ved allerede mere om lov og ret end hendes forældre. Bare de havde vidst det halve, var de blevet skilt på en ordentlig måde, ikke sådan som det endte.
Mor har hverken stolthed eller ambitioner! Ikke nok med at far smuttede med en yngre kvinde og efterlod moren, han delte også alt, som han ville og mor sagde ikke et pip. De har da skrevet lejligheden over på Signe, som hendes mormor efterlod, men det er da bare fair! Og hvad fik mor? Børnepenge? Og det var det? Hvad med erstatning for alle de spildte år? Signe ved da udmærket, hvordan de havde det de sidste fem år! Hun er ikke længere “Lille-Egern”, som far plejede at kalde hende hun ser og forstår det hele!
Den tavse vrede, der lå i hver bevægelse, når moren satte aftensmad på bordet Og farens ligegyldighed, når han sagde “tak for mad” helt tørt Sofaen i den lille stue, hvor der end ikke var plads til et klædeskab, så far alligevel hver morgen måtte ind i soveværelset efter tøj Vækkeuret, mor satte, så han ikke skulle finde hende sovende Og lettelsen, da Signe blev fjorten og selv sagde til dem, at nu måtte de skilles og stoppe med at ødelægge hinandens liv. Nok er nok!
Voksne de er sgu mærkelige! Alt det dér: “vi lever for dig!” og “du er vores menings indhold!”
Løgn! Der er ikke ét sandt ord i det! Alle lever for sig selv. De er ligeglade med andre! Kun deres egne interesser tæller! Det kan Signe bevise endda om det, der skulle være til hendes fordel. Forældrene bruger hende som en brik til deres egne aftaler.
Bare se på lejligheden, de nu bor i. Samme bygning som før, men en anden opgang og færre værelser. Før var det en treværelses, nu kun to. Jo, der er lavet pænt, og møblerne er gode, men mor fik lejligheden ved at spille på fars skyldfølelse. Barnet skal have ordentlige forhold! Skal du have et nyt liv, så sørg for, at din datter får et hjem! Far gik med til det han gjorde præcis, som hun bad om. Ja, Signe har nu et større værelse end før, men det var ikke, fordi nogen tog hensyn til hende, men fordi forældrene skulle dele, uden at blive uvenner resten af livet. Så hun blev sådan en slags stødpude mellem dem …
Signe rynkede på næsen og fandt salven fra apoteket frem fra hylden. Ikke fordi moren har ret, men fordi salven faktisk hjælper. Den tørrer bumserne ud. Og netop i dag har Signe brug for det.
Fordi det er aften … Fordi … taget …
Taget blev en del af Signes verden for ikke ret længe siden. For nogle måneder siden. Lade, som Signe bare havde kigget på på afstand, skrev pludselig: “Vil du med ud at gå en tur?”
Hun troede først, det var en ond joke. Alle i klassen vidste jo, at hun var vild med Lasse. De havde godt nok grinet lidt af det, men mest kærligt. Alle kunne lide Signe. Hun var aldrig strid, hjalp altid med lektierne og meldte sig, hvis klassekammeraterne var uforberedte.
Sørensen, jeg havde dig oppe sidste time! Hvorfor rækker du hånden op nu?
Jamen, fru Kristensen, det er et spændende emne! Siger De lige var Frederik 7. en diktator? Kan hans regering kaldes totalitær?
Hvor har du det fra? den frygtede historielærer, som alle de andre frygtede, hoppede på Signes spørgsmål og klassen åndede lettet op. Ingen bliver hørt i dag.
Så da Signe viste beskeden fra Lasse til sin veninde Mette, fnøs hun:
Og? Hvorfor går du i panik?
Er du sikker på, det er ham?
Signe, du er så mærkelig! Gå hen og spørg! Hvem bilder du dig ind, du er? Det er 2024! Piger beder selv fyre med ud! Men du tør ikke engang spørge, om det virkelig er ham, der har skrevet beskeden!
Signe sagde ikke mere. Hun kunne ikke forklare, hvordan hendes tanker myldrede, da hun læste Lasses besked.
Men hun mødte op på det aftalte sted. Og fra den dag blev alting anderledes.
Taget på den forladte gamle beboelsesblok, som de unge for længst havde gjort til deres sted, var ikke det sikreste. Signe var godt klar over det. Men hver gang Lasse tog hende i hånden og sagde: “Pas nu på!” blev hendes hjerte helt vildt, og hun fulgte efter, trådte forsigtigt hvert trin op.
Hun talte trinene for sig selv og lyttede til stemmen indeni:
Femten, seksten … Kom så! Toogtredive, treogtredive … Hvad er du bange for? Han er her …
På taget lagde Lasse for første gang armen omkring hende. Uden varsel. Uden ord. Bare tættere på, og hans arm over hendes skulder: “Det er min kæreste!”
Ingen sagde ham imod, selvom Signe godt så, at pigerne fra parallelklassen så surt på hende. Lasse havde gået i skole med dem altid, men han valgte Signe.
Samme sted kyssede han hende første gang …
Den aften var de alene, fordi alle de andre var gået i biografen. Signe havde egentlig også haft lyst til at se filmen, men da Lasse sagde, de kunne tage i biografen alene en anden dag, blev hun bare stående. Hun vidste, denne aften ville blive noget særligt.
Og det blev den. Signe kan stadig finde på at stoppe op, lukke øjnene og høre hans stemme viske:
Signe, jeg kan virkelig godt li dig … Virkelig … Jeg er ikke så god til at tale, men du skal vide jeg har aldrig mødt en pige som dig … Må jeg …
Hans varme læber … så blide, så underligt kærtegnende …
Signe kneb øjnene sammen. Hun nød følelsen af lykke, men så lød morens stemme forsigtigt uden for døren:
Signe, du kommer for sent … Der står mad på bordet …
Vreden væltede op i hende. Hvorfor kan hun aldrig lade være!
Ud af badeværelset fór hun som en arrig trold. Ansigtet så ud præcis som det meme, hun havde set med en vred kone med vinger, der skælder ud af billedet.
Hvad vil du dog fra mig?! Jeg har helt styr på det! Lad mig nu være! Far han er jo også væk! Nu skal du til at kontrollere mig? Jeg flytter bare hjem til ham! Hvis du ikke stopper, så …
Mere nåede Signe ikke. Mor så på hende, sukkede og gav hende en lussing.
Så smut! Men glem ikke, at du har prøve i dansk i morgen. Du skal altså sove!
Signe blev målløs. Moren havde aldrig slået hende før. Ingen gang, i hele Signes korte liv. Det gjorde ikke engang ondt. Men tanken om, at moren ikke længere bare finder sig i alt, blev et chok.
Men Signe var ikke typen, der gav op. Rygsæk, jakke, høretelefoner … Hun havde lyst til at smække døren, så hele opgangen rystede, men holdt sig i skindet. Hun ville ikke lade mor tro, at hun var helt ude af kontrol.
Ude på vejen tjekkede Signe klokken. En time frem og tilbage, en time hos læreren. Så er klokken omkring seks, når hun kan mødes med Lasse. Perfekt! De kan tage på taget og mor kan få tid til at falde ned og spekulere lidt. Det har hun bare godt af. Faren hendes tager ikke telefonen i første hug mere, så Signe har tid, inden hun skal tale med Lasse. Måske kan han give et godt råd? Lasses forældre blander sig jo ikke. Han lever sit eget liv, har eget kort (med loft selvfølgelig), fede mærkevarer men ingen overvågning. Hans mor siger, hun har ikke tid, og faren mener, at seksten år det er alderen, hvor man skal klare sig selv. Han må tjene penge og skal selv klare eksamensforberedelserne helt. Han skal selv vælge sin fremtid.
Gid Signe havde sådan nogle forældre!
Det har hun desværre ikke
Faren ringede, netop som Signe nærmede sig lærerens hus.
Hvad har I gang i nu? Mor siger, du planlægger at flytte hjem til mig?
Åh, far! Hør nu, jeg orker ikke jeres problemer. Katja føder jo snart, og skal jeg så passe babyen? Jeg har nok med mit!
Okay. Du skal ikke skændes med mor. Ellers lukker jeg for din konto, forstået?
Det er det, jeg kan lide ved dig, far. Du siger det, som det er! Jeg har forstået!
Fint. Og lad nu være med at tirre din mor. Hun fortjener det ikke.
Der lød bip i øret, og Signe blev sur.
Sådan gør de altid! De kan skændes indbyrdes, men når det gælder Signe, holder de sammen. Mærkeligt … virkelig mærkeligt!
Den nye dansklærer var ikke noget hit for Signe. Han fnøs ad hendes tanker om sprogets udvikling og stak hende en bog og sagde, hun skulle læse det markerede til næste gang. Signe blev først irriteret, men efter et par eksempler kunne hun godt se, at lidt ekstra læsning måske ikke skadede.
Hun gad nemlig ikke fremstå dum. Lasse er jo klog … så må hun også være det! Signe har set så mange videoer om parforhold, og de siger alle, at en pige skal være selvstændig og begavet! Selvstændighed kan hun ikke prale af endnu, men klogskab kan opnås. Det siger moren også, og der har hun måske ret. Hun fik jo alligevel læst til eksamen, selvom det trak ud med skilsmissen.
Mor droppede universitetet, da hun fik Signe. Først orlov, så blev det aldrig til mere barnet var vigtigere end at læse. Signe var syg hele tiden som barn, mormor og farmor var døde, og vuggestuen måtte de droppe efter et halvt år Signe kunne ikke lide det, og hun var hjemme næsten hele tiden. Moderen plejede hende altid. Faren sagde engang:
Du slipper hende aldrig. Hun er vant til, at du altid er der, og det er ikke godt. Senere bliver det svært for hende.
Da Signe begyndte i anden klasse, fik moren nabokonen til at hente hende fra SFO, og hun gik tilbage til studierne på deltid, samtidig med et job.
Godt det samme. Ellers sad hun nok nu og talte ører, og var bitter på hele verden. Nu har hun trods alt sin egen lille forretning, hvor hun arrangerer fester og bryllupper. Signe kunne lide, hvad moren lavede, det var smukt og kvindeligt. På arbejde ændrede moren sig, blev chef og viste, hvordan tingene skulle gøres. Da så Signe virkelig op til hende og ønskede at have samme styrke.
Men forældrekontrol er træls! Signe er helt enig med sin far. Hun kan ikke holde det ud! Hun har lært mor at banke på hendes dør og respekterer hendes liv, men alligevel holder mor lige øje ikke med trusler som far, men med venlige:
Signe, hvordan går det? Hvad har du på programmet i dag? Er du sulten?
Omsorgen er næsten ikke til at klare, og hun har mest lyst til at skrige:
Bare lad mig være! Jeg er voksen!
Indimellem gjorde hun det. Råbte, stampede i gulvet og var sur over, at mor tog det som “barnefnidder”.
Signe skyndte sig fra undervisning til det sted, hvor hun og Lasse plejede at mødes. Hun længtes efter at komme ind i hans arme og bare glemme alt om forældre og eksamen, bare for en stund. De snakker altid om det samme. Træt af det!
Ved skoleporten var Lasse ikke. Hun ventede lidt og besluttede sig så for at gå op på taget alene. Lasse tog ikke telefonen, og det havde han aldrig gjort før. Signe blev nervøs. Noget var galt.
Hun gik op ad trappen og mærkede frygten stige. Før fløj hun op sammen med Lasse, men nu var hvert skridt tungt.
Taget tog imod hende med en kold, forårsvind og stilhed.
Ingen var der …
Hun overvejede at gå, tog sin mobil op for at tænde lyset det begyndte at blive mørkt. Mens hun fumlede med lynlåsen på jakken, bevægede noget sig helt ude på kanten af taget. Signe stivnede, bed sig i læben og undertrykte et skrig, da hun genkendte Lasses skikkelse.
Lasse
Han sad helt ude på kanten, fødderne dinglende ned over taget, skuldrene sank. Signe kendte ham ikke så længe, men i dette øjeblik vidste hun: han har det forfærdeligt. Noget slemt er sket, han er fuldstændig fortabt. Ellers ville han aldrig sidde sådan.
Frygten for det uoprettelige gav Signe styrke. Hun lagde stille rygsækken og gik ud på taget uden at kalde på Lasse.
Hej
Hun satte sig ved siden af ham på kanten, der adskilte taget fra dybet, som mørket snart ville skjule helt. Signe turde ikke sidde ligesådan, hendes ben blev på taget, ikke ud over. Hun havde altid været bange for højder, men nu havde hun alligevel overvundet frygten for at være der sammen med Lasse.
Hej Lasse vendte ikke hovedet, så Signe fandt hans hånd og mærkede, hvor kolde fingrene var.
Du fryser…
Hva? Signe fik ham til at kigge op, og det blik var så tomt, slet ikke det, hun kendte, at hun blev bange og samtidig draget.
Måske forstod Signe netop nu, hvad hendes mor føler, når de skændes. Blot skræk, dyb skræk for ikke at kunne nå ind til den, man elsker
Den frygt mærkede hun nu, hvor Lasses kolde hånd lå slapt i hendes.
Hvordan har du det?
Signe hørte sin egen stemme. Den lød som mors … de samme toner … Den samme bøn:
Sig det til mig! Luk mig ind! Jeg vil dig ikke noget ondt!
Og det hjalp.
Skidt … Lasse svarede og klemte hendes fingre svagt. Jeg har det dårligt, Signe …
Er der sket noget?
Signe spurgte ikke. Hun konstaterede, og det virkede.
Ja.
Vil du fortælle? Jeg ved godt, vi ikke er så tætte endnu, men måske …
Lasse så på hende så mærkeligt, at Signe fik kuldegysninger.
Synes du, vi ikke er tætte?
Nej, det var ikke sådan … Jeg mener: jeg føler mig tæt på dig, men er ikke sikker på, om du har det på samme måde.
Signe, hvorfor siger du dét? Jeg har kun dig. Der er ingen andre.
Signes hjerte sprang et slag over og bankede derudad hun var bange for, at Lasse kunne høre den vilde rytme.
Ingen? Hvad med dine forældre? Signe fik sagt det uden at tænke, men reaktionen på Lasses ansigt sendte hende ned på jorden.
Han rystede pludselig på hovedet, så hun blev forskrækket.
Pas nu på!
Ja! Hold mig! Eller skub mig ned! Som de har gjort!
Hvem?!
Dem, jeg troede, var mine forældre! De er ikke mine forældre! Mor gav mig mine papirer i dag og forklarede, hvordan jeg kom ind i familien. Signe jeg er adoptivbarn! Forstår du? Jeg er ikke deres! Jeg havde det på fornemmelsen, men nu ved jeg det! Hele livet har jeg levet andres liv! Jeg har taget en andens plads!
Han råbte højt, hun greb hans hånd hårdt bange for, at han skulle hoppe.
Hun kunne næsten ikke tvivle på, at han havde haft tanken. Han kunne spille den kække, men hun kendte ham. Bag de smarte bemærkninger gemte sig et følsomt menneske. Når de var alene, så hun det lyse i hans sjæl, og hun skammede sig over sin egen vrede mod sine forældre og livets uretfærdighed.
Hvad var den egentlige uretfærdighed? Hun vidste det ikke. Nu forstod hun, at kampen for hendes voksenhed det var tomt. Foran hende sad en, der for alvor var blevet voksen på et øjeblik men havde ingen at læne sig op ad, sådan som Signe altid havde.
Lasse, jeg er bange! sagde Signe, hun græd, og det bragte Lasse til sig selv.
Hey, hvad sker der? han tog rundt om hende, og hun klyngede sig til ham.
Du må ikke! Please! Uanset hvad de gør, så giver jeg ikke slip på dig! Du betyder mere end noget andet, Lasse!
Jeg hedder ikke Lasse … hans stemme var mærkelig dyb og fremmed. Jeg hed noget andet engang.
Hvad da?
Alexander. Jeg havde et andet efternavn.
Det er ligemeget! Hvem du end er du er dig! Jeg kender dig, det er det, der betyder noget!
Men ikke alle vil tage det sådan … Signe, hvad skal jeg gøre? Hvor skal jeg gå hen nu?
Kan du ikke tage hjem? Smed de dig ud?
Nej. Mor græd, hun bad mig blive. Far … jeg slog ham.
Hvorfor?
Han ville låse døren og holde mig inde. Skreg, at jeg ingenting forstod …
Og gjorde du? Forstod du det hele? Er du sikker?
Hvad mener du? Hvad skulle der være at forstå?
Hvorfor sagde de det først nu?
Det blæste, og hendes stemme blev slået væk i vinden. Lasse prøvede at finde mening:
Det ved jeg ikke … endelig svarede han, og Signe åndede lettet op.
Nu var der igen spørgsmål i hans stemme, ikke håbløshed. Hun forstod, at så længe han havde et spørgsmål, ville kanten af taget ikke lokke ham til at gøre det, han lige havde tænkt.
Vil du have jeg går med dig?
Hvorhen?
Hjem til dine … Lasse, vi går sammen, og så kan de fortælle, hvorfor du skulle vide det nu. Hvis du vil, kan vi altid gå tilbage bagefter og gør du, hvad du vil. Jeg blander mig ikke.
Signes blik holdt hans overraskede. Så trak hun ham væk fra kanten.
Kom!
Lasse svingede benene op på taget og gik med, mens Signe førte ham væk fra kanten. Hun fik ham til at tænke på det, der skulle gøres ikke det, de gik fra.
Jeg er en kujon …
Vrøvl! Signe fnøs og trak ham hen mod trappen. Jeg var gået amok, hvis jeg fik at vide, mine forældre … Enhver ville have reageret! Forstår du?!
Signe snublede, og Lasse greb hende.
Pas nu på!
Hvem siger det? fniste Signe, holdt fast i hans hånd og tændte lyset i telefonen. Lad os komme afsted! Vi har meget at ordne!
Aftenen blev én, de aldrig glemmer.
Samtalen med Lasses forældre, svær og sårbar.
Forsoningen, da Lasse fandt ud af, at hans biologiske far ville blive løsladt snart og ønskede kontakt.
Tårerne hos den kvinde, der havde været hans mor, da hun fortalte, hun havde taget et fremmed barn til sig, efter hans rigtige mor hendes nære veninde døde ulykkeligt efter at have valgt den forkerte mand.
Min mor … den rigtige mor …
Ja, Lasse, det var din far, der …
Og nu vil han mødes …
Han vil tale med dig.
Jeg vil ikke!
Det bestemmer du. Vi støtter dig uanset.
De snakkede og snakkede, og Signe vidste, at nu kom de nok aldrig tilbage på taget. Hverken i dag eller siden. Noget var ændret. Noget gammelt var væk og gav plads til noget nyt, fremtiden i stedet for fortiden.
Da Signe, tæt på midnat, kom hjem, lukkede hun stille hoveddøren op med sin egen nøgle, gik på listefødder ind i det mørke køkken, hvor mor, som en vagthund, stod ved vinduet. Og Signe krammede hende bagfra, gned næsen ind i de vildt krøllede nakkehår og indsnusede den velkendte duft af mors parfume. Og til sidst kom det ord, der gav håb, fjernede alt unødvendigt og efterlod det vigtigste:
Undskyld
Og hendes mor svarede, med stemmen som aldrig kan gøre andet end at elske, støtte og bekymre sig om Signe:
Også dig … Er du sulten?
Nej, mor. Tak … Ved du hvad, jeg tror, jeg afleverede en eksamen i dag …
Hvilken eksamen, Signe? Det er da ikke endnu?
Jeg tror, det var den vigtigste, mor … Men det fortæller jeg dig om en anden dag.
Hvorfor først senere?
Fordi jeg har prøve i morgen og skal sove …
