Eksamen for voksne – Søde, hvorfor vil du ikke med os ud og fejre, at vi er færdige med projektet? – spurgte Michael smilende og gav Svetlana et lille blink med øjet. – Fordi, min kære ven, jeg har en date, – sagde Svetlana lidt forlegen. – Det var alligevel en overraskelse! – udbrød Michael, for han havde kendt Svetlana i fem år. Hun var enlig mor og så ellers ikke ud til at lede efter en mand… Underligt. Måske havde han bare aldrig bemærket det? – Nå, vi må heller ikke opholde dig. Jeg håber, det går godt, – sagde han, vendte sig om mod de andre kolleger og tilføjede: – Skal vi gå? – Ja! – Kom nu! – Selvfølgelig! – lød det fra alle sider, og de styrede mod caféen. Michael gik sammen med de andre og smilede, men inderst inde følte han et stik af jalousi. Selvom – hvad skulle han overhovedet være jaloux over? Mellem ham og Svetlana var der aldrig noget og kunne heller ikke blive det. Kun almindelig, kollegial og venskabelig kontakt. »Mærkeligt alt sammen,« tænkte Michael. * * * Den dag kom han hjem langt senere end normalt. Børnene fløj straks ind og råbte: »Far er hjemme!«, og bagefter dukkede hans kone, Katja, frem. – Endelig, Misha! Hun krammede og kyssede ham. – Vi nåede både at lege og bygge et flot skib. Og du render bare rundt hele tiden, – smilede Katja. – Jeg tjener da penge, – brummede Michael. – Og jeg har da ret til at blive længe efter arbejde! – Selvfølgelig, – nikkede Katja. – Ingen grund til at grille mig, – mumlede han stadig i et surt tonefald. Hvis man havde spurgt Michael lige dér, hvorfor han svarede sådan, kunne han ikke selv forklare det. – Misha, hvem har bidt dig? – spurgte Katja stadig smilende. Og Michael indså pludselig, hvorfor han opførte sig sådan. Han ville tage hendes smil væk og gøre hende lige så ked af det, som han var. – Nej, jeg er bare træt. Tænd ovnen, – sagde han med en så neutral stemme, han kunne, og da Katja gik ud i køkkenet, satte han sig på skohylden og tog sig til hovedet. »Hvad laver jeg egentlig?«, tænkte han forfærdet. * * * Efter et par dage fik Michael det bedre igen. Han besluttede, at det hele bare handlede om, at han gerne ville have, at hele projektgruppen skulle med ud og fejre afslutningen – og han blev bare ked af det, da Svetlana sagde nej. Nu havde de gang i et nyt projekt, og han kastede sig ud i det. * * * – Svetlana, du bliver nok nødt til at blive lidt længere i dag, – sagde han en dag. – Jeg skal bruge de beregninger. – Undskyld, men i dag skal jeg hjem til min mor, – rystede Svetlana på hovedet. – Det er vigtigt for mig. Jeg kan komme tidligere i morgen og få det hele klar. – Fint, – sagde Michael. Han var egentlig irriteret. Hvordan kunne hun? De havde jo et projekt! Var der noget vigtigere end det? – Er din mor syg? – spurgte han. – Ja, det kan man godt sige, – svarede hun og kiggede ned. – Forstået, – nikkede han. En syg mor havde han trods alt forståelse for. Men det viste sig, at hendes mor slet ikke var syg. At Svetlana bare havde fundet på en undskyldning, så Michael ikke skulle overtale hende til at blive. – Hvordan det? Hvorfor tager hun så ikke hjem til sin mor? – blev han spurgt af kollegerne. – Det gør hun da også. Bare ikke alene – med sin kæreste, – sagde Olga, der havde haft opsyn gennem vinduet. Hun vinkede Michael hen til sig. Han så, hvordan Svetlana forlod kontorbygningen, hvor hendes kæreste ventede på hende. De tog hinanden i hånden og gik mod hans bil, satte sig ind, og kørte væk. Straks følte Michael jalousien igen, men denne gang endnu stærkere. »Gud! Det er sandt! Hun har virkelig fundet en mand!«, røg det gennem hans hoved. – Nå, – sagde han med en så ligegyldig stemme, han kunne mønstre. – Vi slutter kl. 18, og så kan alle jo gå, som de selv har lyst. Så satte han sig tilbage til sit skrivebord og forsøgte at arbejde, men det var umuligt. * * * Tiden gik, og Michael blev mere og mere nervøs. Han kunne ikke forstå, hvad der egentlig skete med ham. Til at starte med var det bare en vag uro – hver gang han hørte Svetlanas stemme, eller hun skrev i chatten, bankede hans hjerte lidt hurtigere. Lige sådan, som det bankede, dengang han første gang mødte Katja. »Er jeg blevet forelsket?«, tænkte han. Og ved den tanke kunne han både grine og gyse. Han prøvede at ignorere det, ikke tænke på det. Han var jo en voksen mand. Han var lige blevet 40. Han havde en familie. Han elskede sin kone. Eller nej… det gjorde han ikke længere. Han respekterede hende, var hende taknemlig – men lidenskaben, den altopslugende, vanvittige, smukke kærlighed, den var væk. Sådan er det måske for alle… Så blev uroen værre. Han lagde mærke til småting – for eksempel at han altid rettede ryggen, når Svetlana trådte ind i rummet. Måske håbede han, hun ville lægge mærke til ham. Han opsøgte samtaler, spurgte til hendes mening og gentog bagefter samtalen for sig selv, som om der lå et skjult budskab. En dag tænkte han: »Hvad hvis jeg havde mødt hende før? Før børnene kom til?« Tanken ramte ham som et elektrisk chok. For han indså – ja! Han ville have valgt hende. Måske ikke med det samme, men langsomt, ville han have fundet en undskyldning, faret vild, gået. Han ville have forladt alt: huset, det vante liv – bare for en chance for at være sammen med hende. Så skyllede skylden ind over ham – pludselig, kraftfuldt, som en bølge, der gjorde det umuligt at fastholde kontrollen. Han kiggede på familiebilledet på sit bord. Katja, børnene, ferien ved havet. Alle smiler. Han smiler. Alt er, som det skal være. Hvorfor føles det så, som om han lever et fremmed liv? Michael kunne ikke svare sig selv. Hvorfor nu? Hvorfor lige Svetlana? De havde arbejdet sammen i tre år uden, at han havde følt noget. Hvorfor nu? Hvorfor kunne han ikke bare lade være med at tænke på hende? Det føltes, som om hele fundamentet under ham begyndte at smuldre. Han ville ikke forråde nogen. Ville ikke miste sin familie. Ville ikke ødelægge det, han havde. Men han kunne heller ikke undertrykke det, han følte. * * * En tidlig morgen vågnede han, mens det stadig var mørkt i huset. Kun en smal stribe lys sneg sig ind gennem gardinerne. Han lå og kiggede op i loftet. Svetlana var hele tiden i hans tanker. Også her i det rolige, trygge familiehjem. Hun var der, som en splint, dybt inde. Han huskede gårsdagen. Igen gik hun tidligt – sammen med den fyr. Hver gang hun gjorde det, føltes det som noget indeni ham gik i stykker. »Jeg er ved at miste mig selv,« tænkte han. »Hvis jeg ikke stopper nu, mister jeg alt. Ikke med det samme, men langsomt. Jeg bliver kold, vred, fremmed for børnene, fremmed for Katja, fremmed for mig selv. Jeg vil hade det, jeg bliver til. Og så er det for sent.« Han stod op, lavede kaffe og stillede sig ved vinduet. Udenfor var der øde, gråt og ensomt. Han tog en beslutning. * * * – Hvad? Skal du flytte til en anden afdeling? – Hans kolleger stimlede sammen, også Svetlana. – Ja, det blev sådan. De mangler hjælp derovre, – sagde Michael. – Så det er bare midlertidigt? – Selvfølgelig, – nikkede Michael, selvom han udmærket vidste, at intet er mere permanent end det midlertidige. Han havde overvejet helt at sige op, men besluttede, det var dumt. Han var godt tilfreds hos firmaet, lønnen var god, og der var gode muligheder. Så han bad om en overflytning til en anden afdeling. Om det så kun var i nogle måneder, så ville det hjælpe ham ud af den onde cirkel, hvor hvert blik, hver samtale med Svetlana gjorde hans hjerte uroligt. Han ville ikke være ham, der mistede alt over en følelse. Ikke en af dem, der sagde: »Jeg er jo kun et menneske…« Han vidste, det ville gå over. Først ville det gøre ondt, men smerten ville forsvinde. Om aftenen sagde han til Katja: – Jeg vil gerne bruge mere tid sammen med dig og børnene. Jeg vil ikke bare forsvinde i arbejde hele tiden. Katja så overrasket på ham. – Virkelig? – Ja. Jeg føler, jeg går glip af for meget. Med børnene. Med dig. Hun sagde ikke noget, men smilede lidt – og det smil var så velkendt, at hans hjerte snørede sig sammen. Han begyndte at tage børnene med i parken, hente dem fra skole, være med til arrangementer, han før havde modvilligt tacklet. Han talte med Katja om andet end dagligdag – om sig selv, sin dag, sine tanker. Han spurgte også til hendes liv. Indimellem undrede han sig: »Hvorfor har jeg aldrig gjort det før? Hvorfor så jeg det før som en sur pligt i stedet for som en mulighed for at lære den vigtigste i mit liv bedre at kende?« Han holdt ikke op med at tænke på Svetlana, men det skete sjældnere. Nogle gange så han hende stadig, og så følte han et lille stik. Men ikke længere smerte eller jalousi; bare en stille erindring om, at her var en, han kunne have valgt, men han valgte sin familie. Og var taknemlig for det. * * * – Misha! Michael! Michael var på vej gennem Field’s mod BR for at købe legetøj, da han hørte sit navn. Han vendte sig og så Svetlana. – Misha! Hvor har du dog været? Hele afdelingen har savnet dig! Et helt år er gået! Michael smilede. Han blev oprigtigt glad for at se hende, men indeni gjorde det ikke længere ondt. – Hej, Svetlana. Det er godt at se dig. – Hvordan går det? – spurgte hun. – Godt. Faktisk rigtig godt, – sagde han – og han kunne mærke, det var sandt. – Hvorfor kom du aldrig tilbage til os? Du var den bedste leder. – Jeg havde brug for forandring, – svarede han. – Og dig? – Mig? – Hun smilede stort. – Jeg er blevet gift. Han er en god mand. Tryg og rolig. Min datter kan også lide ham. Michael nikkede. Han følte ingen jalousi. Bare en let overraskelse, som at møde en gammel ven, der har fundet en anden vej. – Jeg er glad på dine vegne, – sagde han ærligt. De stod lidt og talte om arbejdet, kollegerne, firmaet. Ingen foreslog, at de skulle tage en kop kaffe. Begge vidste, at det var slut – eller måske starten på noget nyt, men ikke sammen. Da de havde sagt farvel, gik Michael videre, købte gaven, satte sig ud i bilen. Og først dér blev det tydeligt: han følte ikke længere noget for hende. Ingen smerte, ingen uro, intet ønske om at begynde på en frisk med hende. Han så på det grønne lys, på børn, der blev ført over vejen, og følte for første gang i lang tid, at han var der, hvor han skulle være. Ikke et eventyrliv. Ikke en roman. Men hans eget liv. Virkeligt. Knap så nemt. Men hans. * * * Svetlana og Katja stod ved løbebåndene i Fitness DK. De havde længe trænet i samme center og rendte tit på hinanden samme sted. – Hvordan gik jeres møde? – spurgte Katja. Svetlana trak på skuldrene. – Der var ikke så meget. Han ønskede mig bare lykke. Så, du vandt – din mand er virkelig noget særligt, – sagde hun ærligt. – Det ved jeg, – svarede Katja og blinkede tilbage.