Mikkel, er du alvorlig? Du tager dig af din mor igen?
Hvad foreslår du så? At smide hende ud i kulden uden lys og vand? protesterer Birgitte, mens hun graver i rygsækken. Ville du gøre det mod dine egne forældre?
Mine forældre gør aldrig så noget mod mig. De ved, at jeg har en familie, og de trækker mig ikke ind i sådanne eventyr. svarer hun.
Og din mor starter Birgitte.
Giv mig et pusterum. Du ved jo, at jeg skal hjælpe, afbryder Mikkel og vinker væk.
Jeg forstår, men det gør mig stadig ondt. Ikke fordi drengene snart glemmer, hvad deres far hed, men fordi du ikke engang prøver at gøre hende selvstændig.
Hun lavede selv grøden lad hende klare den. Du skal selv vælge, hvor din familie hører til: i landsbyen eller her i byen.
Birgitte vender om og går mod soveværelset. Et halvt minut senere klikker låsen i korridoren, og Mikkel går ud. Hun bliver alene med børnene, som hun i dag har lovet en tur i parken.
Bare faren har igen flygtet fra familien, og ansvaret falder på Birgitte.
For to år siden var alting anderledes. Birgitte husker den dag tydeligt. De kører på besøg til hendes forældre i Aarhus og tager sin svigermor, Kirsten Larsen, med for at hun ikke skal være alene. Kirsten kommer godt ud af det med slægtningene, så ingen er imod.
Mens de drikker kaffe og spiser småkager på terrassen med vinrankerne, får Kirsten en genial idé, der skal vende hele Birgittes liv.
Åh, hvor skønt det er her! siger hun og tager en dyb indånding. Jeg må også flytte ind i et privat hus. Det er den alder, hvor ro, stilhed og frisk luft betyder noget
Birgittes mor smiler bare. Først tror hun, Kirsten drømmer højt.
Det er rart som gæst, men uden mand er der intet at lave i huset. Det er ikke en ferie, du skal hele tiden reparere og pudse. Og du, Kirsten, er slet ikke bygget til at drive et hus, sådan tror jeg.
Kirsten rynker panden, men har intet at blive sur over. Hun virker ikke doven, men lever i en konstant træthed, selv når hun ikke gør noget.
Jeg har ikke tænkt mig at styre landbruget eller rode i drivhuse. Her er der høns og svin, men jeg har kun brug for blomster og træer.
Bare sidde i skyggen og nyde udsigten. Børnebørnene får også glæde af det. Jeg vil købe en oppustelig swimmingpool, så de kan løbe på græs i stedet for at indånde benzin og støv.
Blomster og træer kræver også pleje. Du falder altid over i lejligheden, men der er intet at gøre. Støvsug en gang om ugen, vask gulvet hver anden dag, så kan du lægge dig ned og hvile, foreslår Birgittes mor med en mild tone.
Tror du, vi holder en gård ud af ren arbejdsglæde? hviner svigersønnen. Ordene er smukke, men i virkeligheden er huset en bottomless spand.
I dag går kedlen i stykker, i morgen tagrender, efter i morgen hegnet. Og alting koster penge. Så knokler vi.
Det er fint, vi finder ud af det. Jeg er ikke alene, svarer Kirsten stædigt og kaster et blik på Mikkel.
Birgitte løfter øjenbrynene, men holder mund. At påvirke svigermor er sværere end at overbevise en sulten gås om ikke at spise kål.
Den dag discuterer Kirsten ikke længere med svigersønnene; hun smiler gådefuldt som Mona Lisa. Et halvt år senere viser hun stolt sit nye hus og nyder den særegne duft af roser fra nabohaven. Huset er virkelig velindrettet og komfortabelt.
Ser I? I troede mig ikke. Nu er jeg i jeres by ingen tvivl! erklærer svigermoren selvsikkert.
Lykketuren holder dog ikke længe. Først beder Kirsten sin søn om hjælp til en kosmetisk renovering. Det trækker ud i et halvt år, for Mikkel kun er hjemme i weekenderne.
Birgitte mumler, men udholder. Hun tror, at renoveringen en dag slutter, og så vender livet tilbage til det normale.
Men når malingen på hegnet tørrer, og de nye tapeter hænger på væggene, viser det sig, at listen over opgaver aldrig slutter.
Først slukker de for strømmen hos svigermoren i næsten to dage. Der er hverken lys eller vand i huset. Mikkel kører til sin mor med drikkebeholdere og vand på flaske for at berolige hende.
Alt er i stykker! Varmen er væk, ingen aircondition, ingen bruse jeg lever ikke, jeg overlever, klager Kirsten.
Derefter tager svigermoren ind en vagabondhund, tilsyneladende midlertidigt. Hunden har nyreproblemer, men i landsbyen findes der ingen dyrlæge, så den må transporteres til København. Selvfølgelig er det Mikkel, der kører.
Nå, hvad kan vi gøre? Drengen er syg Men i det mindste har vi en vagt i huset, mumler Kirsten, mens hun trøster hunden.
Senere må Birgitte vaske bilens interiør, fordi vagten ryster så meget, at sæderne flyver. Det er ikke alt. Hunden skal have specialfoder, men i landsbyen er der hverken dyrebutik eller levering. Mikkel må selv blive postbud.
Jeg efterlader ikke min mor med et sygt dyr! Du ved, hvor hjerteskærende hun er. Så skyder hun sig selv i foden, svarer han, da Birgitte bebrejder ham.
Jo, hjerteskærende. Hunden får medlidenhed, men folk? Ikke så meget
Mikkel bruger alle sine weekender på sin mor, og sommetider også på hverdage efter arbejde. Sidste gang bliver han endda overnattet hos svigermoren.
Jeg kommer nu, så vil I sove, forsvarer han sig. Så kan jeg tidligt stå op og køre på arbejde.
Birgitte venter på, at situationen lette, men intet bliver lettere. Hos svigermoren er taget vedligeholdt, septiktanken fyldt, sne falder, græsset vokser Hun vil ikke længere selv vedligeholde huset. Hun kan ikke engang selv ringe efter håndværkere.
Hvad hvis der er svindlere? Tyve? De vil tage de sidste tre lag? Mikkel, du er mand, mænd frygter ikke. Find en pålidelig mand, og vær der, bønfalder Kirsten.
Birgittes tålmodighed brister, da svigermoren igen mister strømmen. Det er sent på efteråret, men kortvarigt nok til at Kirsten får panik.
Birgitte, jeg køber i morgen en generator til mor, siger Mikkel roligt.
Birgitte spænder benene.
Fra vores penge? spørger hun, mens hun kniber øjnene sammen, for hun ved, at det er dyrt.
Jo, du ved, at min mor er presset. Alt hvad hun har tilbage efter salget af lejligheden er brugt, og hun lever kun på sin pension, ryster Mikkel på hovedet.
Så vi finansierer nu både vores eget liv og hendes drømmehus. Mikkel, har du ikke for meget af din mors ønsker?
Mikkel smiler skævt og vinker med hånden.
Birgitte, stop. De har heller ikke lys der. Vil du have, at hun fryser?
Birgitte ruller med øjnene, men må holde ud.
Hun sidder nu alene i deres soveværelse og overvejer skilsmisse. Selv om de lever ret godt, virker separation for drastisk. Hun må finde en anden løsning, så hun ikke mister forstanden af udmattelse.
Hun får en idé
En uge senere står Birgitte op tidligt, klæder sig i stilhed. Hun er ved at gå ud, da Mikkel dovent bevæger sig.
Så tidligt? gnider han øjnene og gaber.
Til mine forældre, svarer hun roligt, mens hun ser sig selv i spejlet.
Hvad mener du? rynker Mikkel panden. I dag? Jeg havde lovet min mor at beskære grenene.
Du aftalte det ikke med mig. Jeg har også mine forældre, som har brug for hjælp.
Men du har to!
Aldrig sagde nogen, at alderdom går af vejen. Fra nu af deler vi dagene: én weekend til din mor, én til mine forældre, siger Birgitte, mens hun går ind i gangen.
Så ja, jeg har ikke glemt. Opgaverne står på køleskabet. Glem ikke at lave lektier med børnene og lave pizza til frokost, de har bedt om det.
Hun går ud, mærker mandens tunge blik, men vender sig ikke om. På vej til sine forældre indser hun, at hun i al evighed har undgået hastige beslutninger.
Hjælpen til forældrene er kun symbolsk. Birgitte rydder på anden sal og hviler derefter.
Hun læser en bog på havenes gyngestole, tænker på sjove barndomsminder over frokost, og ligger dovent i sengen. Hun har glemt, hvordan det er at spise roligt i stedet for at sluge mad i et uendeligt madmad!.
Den perfekte løsning vil måske aldrig komme. Måske sælger Kirsten aldrig huset, og hun starter aldrig selvstændigt uden sin søns hjælp.
Men nu har Birgitte sit eget lille frirum, som hun ikke vil opgive. Det er måske kun en lille sejr i kampen for retfærdighed og sin egen psyke.
