Han forlod mig med børnene og solgte huset — men jeg fandt lys i mørket.
Nanna stivnede, som om verden brød sammen, da Viktors niece, Lise, stak et foldet papir i hånden på hende og stak af med våde øjne. Hun vidste, at noget var galt — Viktor havde længe været fjern, overnattede hos sin bror, og undskyldte sig med svinestalden. Hun foldede papiret ud. “Nanna, jeg tager afsted, undskyld. Jeg svigter ikke børnene, men kan ikke bo med dig. Har solgt huset, her er din del. Rejs til din mor.” Penge faldt til jorden, og hun stod vaklende, som om vinden havde taget hendes liv væk.
Bedstemor Vera listede ind i stuen, hendes stemme skælvede: “Nanna, hvad er der sket?” Nanna slugte klumpen i halsen. “Det er alt i orden, bedstemor, gå ud at drik te, småkagerne brænder på.” Duften af vanilje blandede sig med bitterheden af brændt dej. Hun havde ventet det — rygter fra Susanne, Viktors svigerinde, var nået hende, men hun havde ignoreret dem. Nu lå sandheden foran hende, kold og skarp som en kniv.
Lille Jens kiggede ind fra gården: “Mor, onkel Peter kalder.” Hun tog frakken på og gik udenfor. Naboen følte sig akavet: “Goddag, Nanna… Jeg har købt huset, for min datter Helle… Men bliv, så længe du vil.” Nanna rettede ryggen: “Giv mig tre dage, så flytter jeg.” Hun smækkede døren i uden at lytte til hans “men hvor skal I hen?” Jens løb hen til hende, rød i kinderne: “Mor, hvor er far?” Hun omfavnede ham, indåndede hans velkendte duft af svedig pande og græd stille. “Han er gået, skat.” — “Jeg vil slå ham!” — “Det skal du ikke, vi er stærke, vi klarer det.”
Marie snøftede, og Nanna satte børnene ved bordet, mens hun selv gik ind til bedstemor Vera. Hun sad ved vinduet, skuldrene rystede. “Nanna, send mig på plejehjem.” — “Er du vanvittig? Vi rejser sammen.” — “Hvorhen?” — “Det ved jeg ikke endnu.” Nanna ringede til sin mor, men hun stønnede kun: “Gå til skiderikken, kast penge i ansigtet på ham!” — “Nej.” Moren kunne ikke hjælpe — hun havde en anden familie, og stedfaderen havde længe siden smidt hende ud af huset. Bedstemor Vera, hendes afdøde bedstemors søster, var blevet overset efter landsbyens ophævelse. Hendes døtre veg uden om, og Nanna husede hende for seks år siden. De var nu én familie.
Telefonen ringede igen. Moren: “Hvor gør du af bedstemor Vera?” — “Ikke hos dig.” Nanna lagde på, tog en gammel notesbog og ringede op. “Tante Nanna, jeg er gået fra Viktor, kan jeg bringe bedstemor Vera over?” — “Nej, jeg har forhøjet blodtryk!” Linjen blev stille. Nanna så på børnene og bedstemor. En togvogn, en spinkel kvinde med triste øjne, en alvorlig dreng, en livlig pige og en gammel dame, der tørrer tårerne væk. Hun var på vej til et sted, hvor hun kunne finde en løsning.
“Hej, far,” sagde Nanna stående i døråbningen. Faren blev forvirret: “Børnene? Bedstemor Vera?” — “Giv mig nøglerne til den lejlighed, bedstemor Mette efterlod mig i arv.” Han blev ivrig: “Kom ind, Lene, det er dejligt at se dig!” Stedmoren smilede: “Vi er ikke fremmede.” Men efter tre dage hørte Nanna hendes hvisken: “Hvornår rejser gæsterne?” — “Far, hvad med lejligheden?” Lene kastede skeen: “Der er ingen lejlighed, vi solgte den, og delte pengene!” Faren undgik øjenkontakt. Nanna knyttede næverne: “Tre dage.”
Det var en kamp at finde et sted at bo. “Ingen leje med børn,” “Ingen mand?”, “Tre måneders forudbetaling.” Det var endnu værre at finde arbejde. “Ingen erfaring?”, “Små børn? Beklager.” Men så dukkede Morten op: “Hun vil lære hurtigt. Tre dages oplæring — og så i gang med at udleje lejligheder.” Nanna åndede lettet op. De flyttede ind i et lille værelse med toilet og brusekabine hos en nabo. Børnene jublede: “Er dette vores værelser?” Bedstemor Vera græd: “Jeg er til besvær.” — “Vi er en familie, hører du? Du er min støtte.”
Morten inviterede hende til at uddanne sig som jurist: “Virksomheden vokser, vi har brug for folk.” Nanna hviskede til bedstemor: “Skal jeg søge?” — “Ja, mit barn.” Tiden gik. Jens voksede op, Marie blev færdig med skolen. De købte en lejlighed — deres egen, ægte. “Mor, er alt dette vores?” — “Ja, og der er et gæsteværelse.” Så ringede tante Nanna: “Har du skjult at min mor er død?” — “Jeg har ringet, du gemte dig.” — “Hvilke opsparinger?” — “Det skulle I selv vide.” Nanna lagde på, smilte. Ved bedstemor Veras grav mimrede hun: “Kan du huske Anders? Han gav mig tre dage til at tænke over det. Jeg vil sige ja.”
Solen kiggede frem fra skyerne, omfavnede hende med sine stråler. Nanna følte varmen — som om bedstemor Vera var lige der ved siden af hende. “Vi klarede det, bedstemor.” Hjemme ventede børnene, et nyt liv, en mand, der elskede hende. Længere væk forblev Viktor alene med pengene, men uden en familie. Hvem havde mistet mest? Hun så op mod himlen og tænkte: “Tak for, at du gav mig de tre dage.” Måske var det hele ikke forgæves? Måske må man gennemgå mørket for at se lyset?
