Efterhånden fik vi lagt både vand og gas ind i hendes hjem, og senere sørgede vi for alle moderne bekvemmeligheder. Senere fandt jeg min mosters hus på en dansk boligportal Min 78-årige moster har to søstre, hvoraf den ene er min mor. Moster Katrine har været gift mindst ti gange. Hendes sidste mand døde for ti år siden, og hun har aldrig haft egne børn. Min moster og hendes mand boede i et gammelt hus uden faciliteter, kun to værelser og et toilet i gården. Mosterens mand var kendt som en livlig karakter. Vi besøgte dem ofte. Hendes yngre søster boede i Sverige, og søstrene holdt kontakten over telefonen. Efter mandens død blev det nødvendigt at besøge hende ofte. For egne penge købte vi kul og brænde til hende og hjalp med haven; vi tog aldrig noget retur. Vi foreslog flere gange, at hun kunne flytte ind hos os, men hun sagde, at hun ikke var skabt til livet i byen. Efterhånden fik vi lagt vand og gas ind i huset. Siden lavede vi alle nødvendige faciliteter, byggede badehus i gården og lagde nyt tag – for at give hende det bedste landsbyliv. Som tak sagde moster Katrine, at huset skulle arves af vores børn. Vi kom hver gang hun ringede. Senere flyttede hun til Sverige hos sin yngre søster. Tidligere talte de ikke rigtigt sammen, men nu opstod pludselig søsterlig kærlighed. Hvad så med huset? Hun sagde, vi bare skulle lade det stå! Jeg tænkte at uanset søstrenes forhold, ville hun måske komme tilbage. Søsteren i Sverige har sin egen familie – mand og voksen datter. Alle bor sammen. Vi havde nøglerne til huset, og næste weekend ville vi tjekke det. Men nøglen passede ikke, låsen var skiftet og “Til salg” stod skrevet med stor hvid maling på hegnet. Da vi kom hjem, fandt jeg huset på en dansk bolighjemmeside. Jeg ringede til ejendomsmægleren, som fortalte, at huset var solgt for næsten 1,5 mio. kr. Jeg ringede ikke til min moster, for jeg var dybt skuffet. Hvis ikke det var for de penge, vi har investeret, havde huset været værdiløst. Moster Katrine ringede en måned senere og fortalte, at hun havde solgt huset og givet pengene til sin niece – datteren til søsteren i Sverige. Nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal se min mand i øjnene, for pengene vi brugte kom også fra ham.

Efterhånden fik vi lagt både vand og til sidst også gas ind i hendes hus. Bagefter tog vi fat på alle de moderne bekvemmeligheder, der skal til for at et hjem ikke føles som et friluftsprojekt i 1953. Til min overraskelse fandt jeg senere min tantes hus på en dansk ejendomsside jamen, nu er vi altså ude i noget!

Min 78-årige tante, Gudrun, har to søstre. Den ene er min mor og den anden, tja, hun er flyttet til Sverige for længe siden, hvor hun nu lever svenskerlivet med kødboller og surströmming. Tante Gudrun har været gift et tocifret antal gange; helt ærligt, der er nok ikke plads til så mange vielsesattester på væggen! Hendes sidste mand, Arne, døde for ti år siden. Børn har hun aldrig haft og nu sidder hun alene i et gammelt hus, som har så lidt moderne komfort, at selv et shelter på en jysk lejrskole virker luksuriøst i sammenligning. To rum er der, og toilettet er et romantisk lille hus på gårdspladsen, hvor man bedst tager paraplyen med.

Onkel Arne var en type, man ikke kan beskrive uden at bruge ordet original min mormor sagde altid, han havde naboens hest med til hver sammenkomst. Vi besøgte dem tit, og så fik vi kage, der smagte af kærlighed og lidt af havre. Tante Gudruns yngste søster, Helle, bor som sagt i Sverige, men de tre søstre har holdt liv i telefontiden mellem Kolding og Malmö.

Da Arne lukkede haveporten for sidste gang, måtte vi mere eller mindre flytte ind hos Gudrun. For egne danske kroner købte vi kul og brænde nok til hele vinteren og hjalp også med at anlægge køkkenhaven, selvom ingen af os havde grønne fingre. Aldrig har vi taget en krone for det, og vi har mange gange foreslået hende at flytte ind til os i Odense men Gudrun insisterede på, at byliv er lig med stress, og hun var altså ikke skabt til trafiklys og cykelstier.

Langsomt fik vi lagt vand ind, og til sidst gas, og vi installerede alle de faciliteter, man kan drømme om: badeværelse på gårdspladsen, nyt tag ja, det eneste der manglede var måske et sommerhus ved Vesterhavet. Vi gjorde alt for at Gudrun skulle have det bekvemt i landsbyen, og hun sagde tak og lovede, at hendes hus skulle gå i arv til vores børn. Bare vent, sagde hun.

Vi kom, så snart hun ringede og efterhånden endte hun alligevel i Sverige hos lillesøster Helle og familien. Hvordan de to søstre pludselig blev dus og dejlige, når de tidligere knap har kunnet sige hej, må stå hen i det uvisse. Og huset? Lad det nu bare stå! sagde Gudrun med sit lune grin.

Jeg tænkte, at uanset hvordan det så går med søstrenes forhold, skal det nok ændre sig igen måske Gudrun kommer hjem, måske ikke. Helle har sin egen familie, svensk mand og voksen datter, og de bor alle tre sammen sikkert med egne regler for opvask og kaffepauser.

Vi har stadig nøglen til Gudruns hus, og en weekend besluttede vi os for at tage ud og se, om alt stod vel til. Selvfølgelig passede vores nøgle ikke længere låsen var skiftet, og på stakittet stod der med hvid maling: Til Salg! skrevet på flot dansk.

Da jeg kom hjem, gik jeg på nettet for lige at tjekke og ganske rigtigt, der lå huset til salg for næsten to hundrede tusinde kroner. Jeg ringede til ejendomsmægleren, som bekræftede, at huset allerede var solgt. Jeg ringede ikke til Gudrun jeg havde brug for en time-out. Jeg var simpelthen for sur.

Hvis ikke for de penge, vi har smidt i det hus, ville det stå som et relikt fra fortiden. En måned senere ringede Gudrun: Hun havde solgt huset og givet hele beløbet til sin niece altså datteren til Helle, som nu bor i Malmö. Nu sidder jeg her og skal se min mand i øjnene for de penge, vi stak i huset, var jo også hans. Og helt ærligt, jeg kan ikke engang blive ordentlig sur på Gudrun. Det er jo familie!