Kære dagbog,
Jeg har i otte år levet i et ægteskab med min mand, og jeg troede længe, at han bare var en ganske almindelig mand. Men under skilsmissen kom alt det grimme frem, og nu væmmes jeg ærligt talt ved, at jeg var sammen med ham så længe men det er en lettelse at være ude af det nu.
Vi mødtes et år, før vi blev gift, så vi nåede at være sammen i ni år alt i alt. I løbet af de år skete der naturligvis lidt af hvert i familien. Vi skændtes og blev gode igen, der var gode og dårlige stunder. Jeg troede bare, vores liv var helt normalt, at sådan levede folk nu engang. Mine forældre har også haft deres op- og nedture, men de har været gift i halvtreds år og har det fint.
Vi har også en søn. Han er seks år nu, var fem, da vi blev skilt. Min mand har aldrig taget sig rigtigt af ham han sagde bare, at drengen var for lille, og at han ville bruge tid med ham, når han blev ældre.
Han hjalp heller ikke til i hjemmet. Det meste han kunne præstere, var at vaske op og tage skraldet, men hans mor havde lært ham, at det med husarbejde var noget for kvinder; mænd skulle ikke løfte den slags.
Min svigermor var sin egen historie. Heldigvis bor hun i Aalborg og kom kun på besøg tre gange om året. Det var rigeligt. Alt i hjemmet skulle altid gå efter min mands hoved, og alle bakkede ham altid op, indtil hans mor kom på besøg med sine gammeldags meninger. Det førte kun til flere skænderier.
Det værste var alt hendes snak om, hvem der skulle forsørge og hvem der skulle holde sammen på hjemmet. Det var mig, der forsørgede familien jeg havde en væsentligt højere indkomst end min mand. Derfor står det mig stadig ikke klart, hvem, ifølge hendes logik, burde “holde sammen på hjemmet” og “jage uldhåret mammut”.
Det seneste år lavede min mand ingenting. Under corona klarede firmaet sig nogenlunde i starten, og jeg håbede, den sværeste tid var overstået, men det blev værre. Firmaet gik konkurs, og personalet blev fyret. Min mand begyndte at lede efter arbejde.
Men enten var lønnen for lav, pendlingen for lang, erfaringen manglede, eller arbejdsgiveren lød suspekt. Så han meldte sig på ledige jobs mens jeg trak læsset i to skift først på arbejde, så hente vores søn i børnehaven, og hjem for at klare anden runde med madlavning og oprydning. Min mand havde aldrig tid til at hjælpe, for han skulle jo “søge arbejde” og til samtaler.
Men sjovt nok fandt han aldrig noget, han ville have. Og han gjorde ingenting derhjemme. Jeg blev selvfølgelig utilfreds vi skændtes, jeg smækkede med dørene og sov hos veninder. Jeg gav ham en sidste chance, men han greb den aldrig.
Til sidst fik jeg nok, pakkede hans ting og smed ham ud af lejligheden som mine forældre havde givet mig, før vi blev gift. Jeg søgte om skilsmisse. Han kom og forsøgte at gøre det godt igen et par gange, men jeg var udmattet og troede ikke længere på hans ord og løfter.
Vi blev skilt, men min eksmand kunne ikke finde ro og hælder nu galde ud over mig, sammen med sin mor. At jeg blev talt ned om til hele hans familie rører mig ikke synderligt de mennesker betyder intet for mig. Men han ringede endda til mine forældre og fortalte alskens løgne og giftigheder, og det behøver de ikke høre på i deres alder.
Oven i købet, mens jeg ikke var hjemme, brugte han sin nøgle til at tage min computer, en vinterjakke, mikrobølgeovnen og nogle smykker. Naturligvis har jeg ingen kvitteringer, så der var ikke meget at stille op ved politiet jeg kan ikke bevise, hvad der er taget. Måske skulle jeg have skiftet låsene med det samme, men jeg havde ikke forestillet mig, han kunne finde på sådan noget.
Den største overraskelse kom dog, da vi var i retten omkring børnebidrag. Min eksmand krævede en faderskabstest, fordi han ikke mente, at drengen var hans. Jeg nægtede, sagde, at nej så var han ikke faren. Hans og hans mors ansigter var det hele værd! Det kan godt være, det var en løgn, men det blik de fik, var guld værd.
Resultatet blev, at min eksmand blev fjernet fra min søns fødselsattest, og jeg var omsider frit stillet. Jeg har læst historier om, at sådanne “fædre” bagefter bliver ved med at kontrollere moren, nægter at lade barnet rejse med hende, truer og overvåger. Men her faldt alt på plads til sidst og min eks gav mig faktisk en gave, han sikkert ikke selv forstår betydningen af.
Min eks og hans mor ved begge to udmærket, at vores dreng ligner ham på en prik. Men jeg ønsker ikke, at de skal have noget med ham at gøre, og nu har jeg ret til det ifølge papirerne er de ingen for os. Jeg har på ingen måde brug for deres hjælp eller børnebidrag.
