I otte år levede jeg i et ægteskab med min mand, Torben. Jeg troede egentlig, han var en almindelig mand, men under vores skilsmisse kom alt det rådne op til overfladen. Nu sidder jeg bare med en følelse af væmmelse over, at jeg har været sammen med ham så længe, men jeg er dog lettet over, at det nu er fortid.
Vi mødtes tilbage i 2013 og var kærester et års tid inden vi blev gift. Så vi nåede at være sammen i ni år af mit liv. Selvfølgelig oplevede vi en masse sammen i årenes løb, alt fra skænderier og forsoninger til både gode og dårlige perioder. Jeg troede i lang tid, at vi havde et helt almindeligt liv ligesom alle andre mine forældre har jo også haft deres at slås med, men har holdt sammen i halvtreds år, så jeg tænkte, det var normalt.
Vi fik også en søn sammen Malthe, som nu er seks år. Da skilsmissen stod på, var han kun fem. Torben tog ikke rigtig ansvar for Malthe, altid den samme sang om, at han er alligevel for lille endnu, og løfter om at når han bliver større, så skal vi nok lave noget sammen. Det skete selvfølgelig aldrig.
Hjemmet hjalp han slet ikke til i. Hvis jeg pressede på, kunne han finde på at tage opvasken eller gå ud med skraldet. Ifølge hans mor var det jo kvindearbejde; en mand skal ikke svinge støvekosten. Den opdragelse har han åbenbart fået ind med modermælken.
Min svigermor, Ingrid, er en karakter for sig. Gudskelov bor hun i Aalborg og kun kommer på besøg tre gange om året. Det er mere end rigeligt. Hver gang hun var på besøg, forsøgte hun nærmest at styre hele husholdningen sammen med Torben ingen var nogensinde tilfredse, og hun blandede sig konstant og skabte bare mere kaos.
Værst var alle hendes bemærkninger om, hvem der skulle forsørge familien og hvem der skulle holde sammen på hjemmet. Jeg har tjent langt mere end Torben i alle årene, og har trukket det store læs. Det var nærmest aldrig til at blive klog på, hvem der skulle gøre hvad udover at jeg både skulle arbejde og rydde op.
Det sidste år var Torben arbejdsløs. Først virkede det, som om hans firma klarede skærene under pandemien, men til sidst gik det nedenom og hjem, og han blev fyret sammen med hele holdet. Så startede jagten på et nyt job men altid var der noget galt: lønnen var for lav, arbejdet for langt væk, eller så havde han ikke erfaring nok. Der var altid en undskyldning, og i mellemtiden sled jeg mig halvt ihjel for at holde sammen på det hele. Mine dage bestod i at knokle på kontoret, hente Malthe fra børnehaven, og så hjem og tage det næste træk.
Torben havde altid travlt, han søgte jobs, sendte ansøgninger og gik til samtaler, men mærkeligt nok kom han aldrig nogen vegne og han hjalp stadig ikke i hjemmet. Til sidst havde jeg fået nok. Skænderierne eskalerede, og jeg endte med at smække med dørene og overnatte hos veninder. Jeg gav ham en sidste chance, som han ikke greb.
Så tog jeg konsekvensen: pakkede hans ting, smed ham ud af min lejlighed (den havde mine forældre købt til mig før vores ægteskab) og søgte om skilsmisse. Han prøvede nogle gange at forlige sig, men jeg var brændt så meget ud, at jeg ikke længere troede på hans ord og løfter.
Vi blev skilt, men Torben og svigermor kan stadig ikke finde ro, og sammen snakker de grimt om mig til enhver de møder. At de ydmygede mig overfor hele hans familie, gør mig ikke så meget dem kan jeg godt undvære. Men at han ringer til mine forældre og fylder dem med løgne og sladder, det gør mig vred. Mine forældre er ældre og behøver ikke mere drama i deres liv.
Som prikken over iet benyttede han, mens jeg en dag var væk hjemmefra, sin gamle nøgle til at hente min bærbare computer, min vinterjakke, mikroovnen og lidt smykker. Selvfølgelig havde vi ingen kvitteringer, så politiet kunne jeg ikke bruge til noget. Set i bakspejlet skulle jeg ha skiftet låsen med det samme, men jeg havde ikke troet han var sådan.
Det største chok fik jeg dog under retssagen om børnepenge, hvor Torben pludselig krævede en faderskabstest, fordi han ikke var sikker på Malthe var hans. Jeg nægtede, og sagde bare fint, så er han ikke din søn både ham og svigermor blev helt målløse. Måske løj jeg, men deres ansigtsudtryk var det hele værd.
Retten slettede Torben som far i Malthes fødselsattest, og så var jeg endelig fri. Jeg har læst historier om kvinder, der nærmest lever i frygt for eksmænd, som kontrollerer og truer, men heldigvis slap jeg. I mit tilfælde efterlod Torben det hele til mig ironisk nok det største gave han kunne give.
Alle kan se, at Malthe ligner sin far på en prik, også Torben og Ingrid men jeg ønsker, at de aldrig skal se ham igen. Ifølge papirerne er de ingen nu, og jeg har ret til at bestemme over min søn. De har selv drevet det dertil. Jeg har heller ingen interesse i barnets penge fra Torben det hele klarer jeg selv.
Når jeg ser tilbage på det hele, har jeg lært, at man hellere skal gå fra bordet, når respekten er væk. Kærlighed og familie bør handle om gensidig støtte og respekt ikke gamle normer og forventninger, der trykker én ned. Jeg klarer mig, og det vigtigste er, at Malthe har det godt.
