Min datter og jeg levede dengang udelukkende af børnepengene fra hendes biologiske far. Det var min tidligere mands skyld, at jeg ikke engang kunne finde mig et arbejde, for han gjorde hvad han kunne for at sikre, at ingen ville ansætte mig nogetsteds. Og hvis jeg endelig fik et job, blev jeg sagt op igen efter kort tid altid uden nogen forklaring, men jeg forstod jo udmærket selv, hvad der foregik.
Alle mine problemer begyndte den dag, jeg indgav skilsmisse. Jeg kunne ikke længere holde ud at have ham i mit liv. Jeg ønskede at forlade ham stille og roligt, uden skænderi eller drama, men sådan gik det ikke. Han nægtede hårdnakket at lade sig skille.
Efter skilsmissen tog jeg min datter med hjem til mine forældre. Mens min mor passede barnebarnet, ledte jeg efter arbejde. Jeg havde ærlig talt ingen erfaring, for jeg havde kun været kassedame før. Jeg anede ikke, hvordan man lavede andet. Min eksmand var direktør i en stor detailkæde, og via sine forbindelser sørgede han for, at jeg blev afvist alle steder.
Ingen butikker i København ville ansætte mig, og blev jeg alligevel ansat et sted, varede det ikke længe, før jeg blev fyret.
Min tidligere mand smilede bare og sagde, at han da ingen andel havde i det. Han forklarede hver opsigelse med, at jeg var uuddannet og uduelig. Til trods for hans glimrende løn betalte han kun et beskedent beløb i børnepenge, og min mor og jeg havde svært ved at klare udgifterne til husleje, el, mad og de mest nødvendige ting til min datter med vores samlede folkepension og børnebidraget.
Hver gang han kom for at besøge vores datter, begyndte han at ydmyge mig. Han sagde til hende, at hendes dumme mor havde forladt sin mand og nu var nødt til at leve i fattigdom uden legetøj og ordentlig mad, og at han, hendes far, havde ondt af hende.
Så gav han altid datteren en stor bunke kroner og gik. I begyndelsen lod jeg det passere, men min datter var jo lille og forstod ikke, hvorfor far havde penge, mens mor ikke havde. På det sidste er hun begyndt at sige, at hun hellere vil bo hos sin far: “Far er så sød og køber alting til mig, og du er dum og streng, så jeg vil bo hos far!”
Jeg ved virkelig ikke, hvor længe jeg kan holde til det mere. Mine nerver er allerede slidt helt op. Min mor støttede mig alt, hvad hun kunne, og sagde, at vi nok skulle klare det til sidst, men jeg var ikke så sikker, for min tidligere mand knuste mig psykisk, fordi han vidste præcis, hvor mine svagheder lå. Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvordan livet skulle gå videre dengang.
