Jeg husker tydeligt, hvordan jeg og min datter i en årrække levede af børnebidraget, som hendes biologiske far udbetalte. Det var min eksmands skyld, at jeg end ikke kunne finde mig et arbejde han gjorde alt i sin magt for, at jeg ikke blev ansat nogetsteds. Selv hvis jeg var heldig at få et job, blev jeg fyret igen efter kort tid uden nogen forklaring jeg vidste jo godt, hvad baggrunden var.
Alle mine trængsler begyndte dengang jeg indgav skilsmisse. Jeg kunne ikke holde hans tilstedeværelse ud længere. Jeg havde håbet, at vi kunne gå hvert til sit uden spektakel, men han nægtede at acceptere skilsmissen i stilhed.
Efter skilsmissen rejste jeg med min datter hjem til mine forældre i Odense. Min mor hyggede sig med barnebarnet, mens jeg søgte efter job. Sagen var dog, at jeg aldrig rigtigt havde prøvet andet end et job som kassemedarbejder, så jeg følte mig ret uforberedt. Min eksmand havde været butikschef i en stor dagligvarekæde, og via sine forbindelser sørgede han diskret for, at ingen ville ansætte mig.
Ingen af forretningerne i vores by havde plads til mig, og i de sjældne tilfælde jeg fik foden indenfor, gik der ikke længe før jeg uden forklaring blev afskediget.
Min eksmand smilede blot overbærende, når jeg konfronterede ham, og lod som om han intet havde med min arbejdsløshed at gøre. Han sagde, det kun skyldtes, at jeg manglede uddannelse og ikke evnede mit arbejde. Han betalte os kun et meget magert børnebidrag, selvom hans løn i virkeligheden var ganske pæn. Min mor og jeg kunne knap dække husleje, mad og det nødvendigste til min datter for vores folkepension og det lille bidrag.
Når min eksmand kom på besøg for at se vores datter, begyndte han straks at ydmyge mig. Han fortalte hende, at hendes dumme mor havde forladt faren, og nu måtte hun derfor bo i fattigdom uden legetøj og ordentlig mad, og at han, faren, havde ondt af hende.
Derefter stak han datteren en stor bunke penge og sagde farvel. I starten prøvede jeg at ignorere det, men min datter var stadig kun et barn og fattede ikke, hvorfor far havde penge og mor ingenting havde. På det seneste begyndte hun at bede om at bo hos ham: Far er så sød og giver mig alt, du er bare streng og slem, jeg vil bo hos far!
Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde det ud mere. Nerverne sidder udenpå tøjet. Min mor prøver at støtte mig så godt hun kan og siger, vi nok skal klare os sammen, men jeg er ikke længere så sikker. Min eksmand kender mine svagheder alt for godt og kvæler mig psykisk. Jeg tør slet ikke forestille mig, hvordan jeg skal holde det ud meget længere.
