13. marts
Jeg datede min mand, Anders, i tre år, før vi blev gift, og nu har vi været gift i to år.
Anders er den eneste mand, jeg nogensinde har været sammen med. Jeg har aldrig kigget efter andre. Men Anders var altid meget jaloux. Min graviditet var planlagt, og da testen viste de to streger, var vi begge lykkelige. Anders havde altid drømt om at få en søn og var fra dag ét overbevist om, at det netop var det, vi ventede. Så vi blev begge noget overraskede, da jordemoderen til scanning fortalte, at vi skulle have en pige.
Efter scanningen begyndte Anders at få mistanker om, at jeg havde været utro. Han sagde, at mændene i hans familie kun kunne lave drenge, for der var hverken søstre i hans familie eller hos hans far. Han brugte det som bevis for, at noget måtte være galt. Jeg kunne næsten slå ham i hovedet med en biologibog det er trods alt kvinderne og tilfældet, der afgør kønnet!
Under hele graviditeten ønskede jeg på en måde, at det var en dreng, så den diskussion kunne blive lagt død, men lægerne fik ret, og vi fik en lille pige, som vi kaldte Astrid.
Anders forsøgte at lade som om, han var glad for, at det blev en datter, men det var tydeligt, at han havde svært ved at acceptere det. Mistankerne voksede hos både ham og hans familie især svigerfamilien. Deres antydninger og drillerier ramte dybt. Værre blev det, fordi Astrid lignede mig på en prik fra min barndom: hun blev født med lyst hår og blå øjne, hvor Anders er mørkhåret og brunøjet. Hver dag måtte jeg forklare ham, hvorfor Astrid så ud, som hun gjorde. Lige meget hvad jeg sagde, kunne jeg ikke overbevise ham fuldstændigt.
Det stod på i over fire måneder. Jeg havde ikke flere kræfter til diskussioner om søster-chancer og genetik. Så, ud af det blå, ændrede Anders sig og blev pludselig verdens mest kærlige far. Jeg troede, han endelig havde accepteret situationen og forelsket sig i vores lille pige. Men jeg opdagede sandheden senere.
Da Astrid fyldte et år, holdt vi fødselsdag med hele svigerfamilien og en masse gæster. Astrid lignede mig mere og mere, og igen blev det bemærket højlydt. Svigerfamilien lagde ikke skjul på deres tvivl om, hvem hun mon kunne ligne. En dag sprængte Anders sig selv han råbte højt, at han var sikker på, han var hendes far, fordi han havde taget en faderskabstest.
Om aftenen konfronterede jeg ham, og han indrømmede, at han havde taget en DNA-test, da Astrid var fire måneder gammel. Testen viste selvsagt, at han var faren, men han havde ikke sagt noget til mig før nu. Jeg forstod straks, hvorfor hans opførsel ændrede sig. Han stolede ikke på mig, før han havde set sort på hvidt, at Astrid var hans datter.
Jeg følte mig så såret, nærmest beskidt. Det gjorde ondt at tænke på, at jeg skulle være sammen med et menneske, der havde så lidt tillid til mig, at han i hemmelighed bestilte en faderskabstest. Og hvad hvis der opstod flere tvivl i fremtiden? Ville han så nogensinde stole på mig?
Jeg kunne mærke, hvordan mit syn på Anders ændrede sig. Den utryghed og mistillid, han havde plantet, kunne jeg ikke slippe igen. Jeg besluttede mig for at søge om skilsmisse. Anders var målløs han forsøgte at forklare sine handlinger, men jeg nægtede at høre på ham, lige så lidt som han havde hørt på mig året forinden. Hans familie syntes, jeg var vanvittig ifølge dem var det da ikke en grund til at blive skilt. Mine egne forældre kunne heller ikke forstå mig, men tog imod mig og Astrid.
Nu vil jeg hellere opdrage Astrid alene end bruge mit liv på at forsvare mig overfor én, der tydeligvis ikke har tillid til mig. Jeg vil ikke leve resten af mit liv i tvivl og frygt.
Jeg ved ærligt talt ikke, om jeg gjorde det rigtige, men min mavefornemmelse siger, at jeg fortjener bedre og det gør Astrid også.
