30. januar
Efter konsultationen stak min læge, Henrik Lundgaard, diskret en lille seddel i min lomme: Flygt fra din familie. Den sætning gav ikke mening for mig i øjeblikket, men allerede samme aften skulle jeg forstå, at han havde reddet mit liv. Men ingen kunne have forudset det, der senere skulle ryste os alle. Det er nærmest umuligt at fatte
Jeg kendte Henrik Lundgaard fra jeg mistede min elskede Jens for år tilbage. Han var altid omsorgsfuld og velovervejetdet var trygt at have ham som sin faste læge. Denne gang sagde han dog ingenting, blot et alvorligt blik og så den papirlap. Uden for konsultationen foldede jeg den forsigtigt ud. Flygt fra din familie, stod der, skrevet med hurtig, rystende hånd.
Min første tanke var, at det måtte være en slags fejl eller dårlig joke. Men samme aften begyndte jeg at forstå alvoren i det. Mens jeg gik hjem gennem Frederiksbergs gader, kunne jeg ikke slippe følelsen af, at noget var anderledes ved Henrik. Han havde ellers aldrig brudt sin professionelle distance og altid været så betænksom, det kunne ikke bare være alderen, der tyngede ham.
Mit liv var blevet roligt efter min mands død, og trøst fandt jeg i min søn, Mads. For et år siden flyttede han og hans forlovede, Amalie, ind hos mig i min lille treværelses andelslejlighed på Vesterbro, efter de blev gift. Mor, vi kan da ikke lade dig være alene. Du er hele vores verden, sagde han og gav mig et kram. Mit hjerte smeltede, hver gang.
Da jeg låste mig ind den aften, var der en duft af nybagte boller og en strejf af kanel. Amalie havde nok bagt æblekage, min yndlings. Hun kom smilende ud fra køkkenet: Mor, hvordan gik det hos lægen? spurgte hun hjerteligt. Jeg lo og dæmpede min uro: Bare lidt svingende blodtryk, han har givet mig nogle nye piller, løj jeg uden at møde hendes blik.
Vi har lavet urtete til dig, mor. Mads har købt særlige vitaminer på apoteket dem bør du tage sammen med teen hver aften, sagde Amalie, mens hun satte sig ved siden af mig i stuen.
Mads kom ud fra soveværelset og lagde en hånd på min skulder: Vi er her for dig, mor. Vi elsker dig. Jeg blev rørt, men mærkede også, hvor overdrevet deres omsorg pludselig føltes. Måske var det bare min alder, der fik mig til at tolke det for meget, tænkte jeg.
Aftenen gik stille og roligt med te, kage og vitaminsnak. Bagefter gik jeg i seng, men kunne ikke finde ro. Senere kom Amalie listende ind med et fad og en stor, hvid tablet uden mærkning samt en kop rygende urtete. Husk nu din vitamin, mor, så du sover trygt, sagde hun og smilede kærligt.
For ikke at gøre Amalie ked af det, lod jeg som om jeg slugte pillen, men gemte den i hånden. Teen tog jeg kun en lille slurk af og sagde godnat, mens jeg hurtigt gemte pillen under kommoden. Jeg havde ikke tænkt videre over det og faldt efterhånden i søvn.
Midt om natten vågnede jeg dog ved en underlig lyd. Det lød som små klynk og kradsen. Jeg gned søvnen ud af øjnene, tændte nattelampen og kiggede. Vores hamster Frida lå under kommoden og rystede hun plejede ellers at være ilter og nysgerrig i løbegangen om aftenen.
Jeg hev Frida ud. Hun var helt slap, blikket sløret og vejrtrækningen anstrengt. På gulvet, lige ved siden af, lå den hvide tablet, jeg havde undgået at tage. Skyldfølelse skyllede ind over mig. Frida måtte have fundet den pille og spist af den. Hun åndede ud et øjeblik efter jeg sad bare og græd, mens jeg holdt om min lille ven.
Med ét væltede alle tankerne. Seddelen, Henrik Lundgaards alvor, den mærkelige pille. Mit hjerte hamrede. Jeg puttede Frida i et lommetørklæde for at give hende et ordentligt farvel, men dér vidste jeg, at jeg måtte væk nu.
Jeg pakkede hurtigt de vigtigste papirer, lidt tøj og mine kontanter omkring 4.000 kroner i min gamle sportstaske. Jeg tog både vitaminbøtten og urtete med mig som bevis. Jeg listede ud i entreen alt var stille, kun lyden af uret, som tikkede. Roligt åbnede jeg hoveddøren, sneg mig ned ad trappen og ind i natten på gaden.
Byen virkede kold og øde, men jeg så mig ikke tilbage; jeg gik straks hen til Henrik Lundgaards lejlighed på Østerbro. Omkring kvarteret var alt stille. Da han svarede på dørtelefonen, hviskede jeg kun: Det er mig, kan du åbne?
Da døren gik op, stod han allerede klar inde i gangen. Kom ind, Kristiane. Jeg vidste, du ville komme.
Jeg satte mig, forklarede alt og viste ham tabletten og vitaminbøtten. Henrik testede hurtigt pillen: Det er et stærkt neuroleptikum Det kunne være dødeligt for dig. Han forklarede, at han havde bemærket giftstoffer i mine seneste blodprøver, som ikke burde være der givet mine diagnoser, og at pillerne passede med de symptomer, jeg havde klaget over i månederne.
Chokeret spurgte jeg: Men hvorfor? Henrik sukkede dybt. Jeg tror, du selv ved svaret. Men vigtigst: Du skal ikke tilbage dertil. Jeg hjælper dig.
Jeg nikkede, mens tårerne silede ned. Jeg følte ikke længere frygt kun vrede og sorg. Jeg var overlevet, nu begyndte kampen for sandheden.
—
Et halvt år er nu gået, og alt står klart. Det kostede dyrt.
Politiet gik grundigt til værks. Mads og Amalie benægtede det hele til at starte med og påstod, at vitaminerne bare var en harmløs kosttilskud, teen ganske fredelig. Hamsterens død er bare et uheld, sagde de. Men kemiske analyser beviste, at pillerne var neuroleptika og teen indeholdt beroligende stoffer. Desuden kunne man se, hvordan toksinerne var ophobet i mit blod gennem måneder.
Til sidst brød Mads sammen under afhøringen og indrømmede: Det var Amalies idé hun havde overtalt ham, at det bedst kunne betale sig for os alle, især hvis de kunne få lejligheden i mit navn. Hun havde ordnet varer gennem en bekendt farmaceut. Mads påstod, han ikke havde turdet sige hende imod. Amalie selv holdt fast i, at jeg bare forestillede mig ting, men beviserne var overvældende. Hun fik en dom for drabsforsøg, mens Mads fik betinget dom for medvirken.
Nu bor jeg i Odense Henrik hjalp mig med at finde en billig lejlighed og satte mig i kontakt med en kollega. Om morgenen går jeg tur i Munke Mose, strikker og sælger sjaler, og har fundet et hyggeligt fællesskab i pensionistklubben, hvor man spiller whist. For første gang i mange år sover jeg uden frygt.
Tanker om Mads gør stadig ondt. Jeg husker hans varme kram som barn, Mor, du er alt for mig. Den Mads eksisterer ikke mere. Jeg hverken tilgiver eller hader ham jeg indser, at vores familie forsvandt længe før den mørke nat.
På hylden over mit TV står Fridas lille billede og et plysdyr, jeg købte som minde. Hver aften lægger jeg et bær der bare til hende. Hun reddede mit liv, uden at vide det.
Henrik kommer fortsat forbi en gang om måneden. Han kigger til mig, har altid en ny bog med og siger tit: Vi læger skal ikke kun behandle sygdom vi skal også opdage, når mennesker er i fare af andre grunde end diagnoserne. Jeg smiler og nikker. For nu ved jeg: Livet fortsætter trods svigt. Og man finder styrke til at leve videre, hvis man endelig tør vælge sig selv og ender et sted, hvor man er i sikkerhed.
