Ved siden af mig på en bænk sad en lille pige på fem år. Hun vippede med benene og fortalte mig om sit liv: Jeg har aldrig set min far, for han forlod mig og min mor, da jeg var meget lille. Min mor døde for et år siden. De voksne sagde til mig, at hun var død.
Pigen så mig i øjnene og fortsatte sin fortælling: Efter begravelsen flyttede min moster Karen ind hos os. Hun er min mors søster. De sagde, at hun var meget god, fordi hun ikke satte mig på børnehjem. Jeg fik at vide, at nu er moster Karen min værge, og jeg skal bo hos hende.
Hun blev stille, kiggede ned under bænken og fortsatte: Da jeg flyttede ind, begyndte moster Karen med det samme at rydde op i huset. Hun samlede alle min mors ting i et hjørne og sagde, at de skulle smides ud. Jeg græd, og bad hende lade dem være. Hun lod mig beholde dem, og nu sover jeg i det hjørne. Om aftenen lægger jeg mig blandt min mors ting, og det føles varmt som om hun stadig er tæt på mig.
Hver morgen giver min moster mig lidt morgenmad. Hun er ikke så god til at lave mad, min mor var bedre, men hun beder mig spise det hele. Jeg vil ikke gøre hende ked af det, så jeg spiser det meste. Jeg ved, hun har gjort en indsats, da hun lavede maden. Det er ikke hendes skyld, at hun ikke kan lave det som mor. Bagefter sender hun mig ud at gå tur, og jeg må først komme hjem, når det bliver mørkt. Moster Karen er meget, meget sød.
Hun kan godt lide at tale om mig, når hendes veninder kommer forbi. Jeg kender dem ikke, men de besøger os tit. Moster sidder med dem og drikker kaffe, fortæller sjove historier, siger pæne ord til mig, og forkæler mig og sine veninder med småkager.
Pigen sukkede og sagde:
Jeg kan ikke spise kager hele tiden. Moster har aldrig skældt mig ud. Hun er altid sød og mild mod mig. En gang gav hun mig en dukke den var lidt ødelagt, med et ben der var lidt skævt og et øje der ikke kunne sidde ordentligt. Mor gav mig aldrig en dukke, der fejlede noget.
Pigen sprang ned fra bænken og hoppede på et ben:
Nu skal jeg hjem, for moster har sagt, at veninderne kommer i dag, og hun vil have mig til at tage fint tøj på før de kommer. Hun har lovet, at jeg får en lækker kage bagefter. Farvel!
Hun sprang afsted for at ordne sine ting. Jeg blev siddende længe og tænkte, og mine tanker kredsede om den gode moster Karen. Jeg spekulerede på, hvad hendes godhed egentlig betød? Hvorfor ville hun have alle til at tro, hun var så ædel? Kan man virkelig være ligeglad med et barn, der sover på gulvet og varmer sig med sin døde mors tøj?
Det slog mig, at ægte omsorg handler ikke om, hvad andre tror om én men om hvordan man giver barnet den kærlighed, det virkelig har brug for. Vi skal huske, at det vigtigste er ømhed og nærhed, ikke hvor god man virker i andres øjne.
