Efter sin kones og venners forræderi vendte den velhavende mand, Jakob, tilbage til sin fødeby. Ved sin mors grav stod han lammet af overraskelse.
Jakob standsede bilen. Hvor mange gange havde han planlagt at komme, men aldrig fundet tiden? Da hans mor levede, var han ikke der, og efter hendes død heller ikke.
Minderne fyldte ham med afsky for sig selv. Det havde kun krævet en lille vækkelse for at han skulle indse, at den verden, han havde bygget omkring sig, kun var en illusion. Intet ord, ingen handling havde rigtig betydning. Han følte endda taknemmelighed overfor Emma, hans ekskone, for at hun havde åbnet hans øjne.
På et øjeblik kollapsede alt. Hans perfekte familieforhold, hans venskaber alt var en facade. Det viste sig, at hans kone og bedste ven havde bedraget ham, og de venner, der kendte sandheden, havde tavet. Det var et totalt sammenbrud. Alle omkring ham havde svigtet ham. Efter skilsmissen rejste Jakob tilbage til sin fødeby, Aarhus. Der var gået otte år siden mors begravelse, og ikke én gang havde han fundet tid til at besøge hendes grav. Først nu gik det op for ham, at hans mor var den eneste, der aldrig ville svigte ham.
Jakob giftede sig sent. Han var 33, og hans udvalgte var 25. Åh, hvor han følte stolthed, når han så Emma ved sin side. Hun virkede elegant og raffineret. Senere, da hun skreg i hans ansigt, at hun hadede ham hele deres korte ægteskab, at intimitet med ham var en pine, indså Jakob, hvor blind han havde været. Hendes forvredne ansigt lignede en frygtelig maske, frastødende og skræmmende. Men han var lige ved at give efter. Emma græd så overbevisende, bad om tilgivelse og sagde, at han altid var optaget, og hun altid var alene.
Men da han stædigt insisterede på skilsmissen, viste Emma sit sande jeg. Jakob steg ud af bilen og tog en stor buket blomster. Han gik langsomt gennem kirkegårdens stier. Efter så mange år var alt sikkert overgroet. Han kom ikke engang, da gravstenen blev sat. Alt var ordnet online, på afstand. Sådan kunne hele livet glide forbi.
Til hans overraskelse så græsplænen og gravstenen velholdte ud, ikke en eneste ukrudtsplante. Nogen havde passet graven. Hvem? Måske en af mors veninder. De levede sikkert stadig. Hvis sønnen ikke havde tid til at komme? Han åbnede grinden. “Hej, mor,” hviskede han. Halsen snørede sig, og øjnene begyndte at svie. Tårer løb ned ad hans kinder.
Han en succesfuld forretningsmand, en hård mand, der aldrig græd eller var ked af det stod nu og græd som et barn. Og han ville ikke stoppe tårerne. Det føltes som om sjælen blev renset, alt det, der havde med Emma og andre fiaskoer at gøre, forsvandt. Som om mor blidt strøg ham over hovedet og hviskede: “Åh, min dreng, det skal nok gå, du skal se.” Han sad længe stille og talte mentalt med sin mor. Mindedes, da han slog knæene og græd. Mor smurte såret med jod, pustede på det og trøstede: “Det er ikke så galt, alle mine drenge har slået knæ. Det hele gror, og der bliver ikke noget mærke.” Og det gjorde det. Med hver gang blev smerten lettere at bære.
“Man vænner sig til alt. Men man skal aldrig vænne sig til forræderi,” gentog hun. Nu forstod han dybden i hendes ord. Dengang virkede de almindelige, men nu indså han, hvor vis en kvinde hans mor havde været. Hun opdragede ham alene, men forkælede ham ikke hun gjorde ham til en normal fyr.
Han anede ikke, hvor lang tid der var gået, og han gad ikke kigge på uret. Nu følte han ro. Han besluttede at blive i byen et par dage. Han måtte finde ud af, hvad han skulle gøre med mors hus. Selvfølgelig kunne han betale naboen for at passe det, men hvor længe skulle det stå tomt? Han smilede, da han tænkte på, hvordan han havde mødt hendes datter. Da han aftalte huspassning, mødte han Ida. Han havde det så skidt dengang, så bittert. Og Ida viste sig at være omsorgsfuld. De mødtes en aften, snakkede, og det skete bare. Om morgenen kørte han væk og efterlod en seddel om, hvor nøglen skulle lægges.
I Idas øjne havde han måske set dårlig ud. Men han lovede jo ikke noget. Det skete med gensidig accept. Ida var kommet hjem til sin mor efter en skilsmisse fra en tyrannisk mand. Hun fortalte ham om det. Hun havde det hårdt, ham også. Og så skete det. Bare sådan.
“Onkel, kan du hjælpe mig?” lød en pigestemme. Han vendte sig om og så en 7-8-årig pige med en tom spand i hånden.
“Jeg skal have vand til at vande blomsterne. Mor og jeg har lige plantet dem, men i dag er mor syg. Det er så varmt, de vil visne. Vandet er lige her ved siden af, men jeg kan ikke bære spanden alene. Og jeg vil ikke have, at mor ved, at jeg er her alene. Hvis jeg skal bære lidt ad gangen, tager det alt for lang tid, og mor finder ud af det.”
Jakob smilede:
“Selvfølgelig, vis mig vej.”
Pigen gik foran og snakkede løs. På fem minutter vidste Jakob alt. Om hvordan hun havde bedt mor om ikke at drikke koldt vand i heden, og nu var mor blevet syg. Mette var kommet til sin bedstemors grav, der døde for et år siden. Bedstemor ville have skældt mor ud, så hun ikke var blevet syg. Desuden gik Mette allerede i skole og drømte om at blive færdig med en guldmedalje.
Jakob følte sig lettere til mode. Børn er så ærlige! Nu forstod han, at han ville have været lykkelig med en almindelig, kærlig kone og et barn. Nogen, der ventede på ham efter arbejde. Hans Emma lignede en dyr dukke og ville ikke engang høre om børn. Hun sagde, man skulle være dum for at ofre sin skønhed for en skrigende lille ting. De var gift i fem år. Og nu indså Jakob han havde ikke et eneste varmt minde om deres ægteskab.
Han satte spanden ved graven, og Mette begyndte forsigtigt at vande blomsterne. Jakob kiggede på gravstenen og stivnede. På bil
