*Drømmen om flugten*
Min mor skælder mig ud, fordi jeg ikke hjælper hende med at passe min syge bror. Efter gymnasiet pakkede jeg mine ting og løb hjemmefra.
Min mor holder ikke igen og sender gerne rasende beskeder fyldt med had. Jeg har blokeret utallige numre, men hver gang finder hun et nyt. Ordene ændrer sig, men de er altid gennemtrængt af forbandelser. Hun ønsker mig de værste ting—sygdom, død.
Hvordan kan en mor skrive sådan til sin egen datter? Hun ser intet galt i det. I ti år har kun min bror Mads eksisteret for hende. Jeg er kun en tjener, der skal rydde op og passe ham.
––––– REKLAME –––––
Afspil video
––––––––––
Min bror og jeg har forskellige fædre. Min mor giftede sig igen, da jeg var tolv. Jeg kan knap huske min far, men hun har aldrig sagt et godt ord om ham. Som barn troede jeg, han var ond, for min mor smurte ham til uden grund. Nu står jeg i samme situation.
Min stedfar var almindelig. Vi skændtes ikke, behandlede hinanden med respekt, men holdt afstand. Jeg så ham ikke som en far, men hvis jeg bad om hjælp—til lektier, f.eks.—sagde han aldrig nej.
Da jeg var tretten, fødte min mor Mads. Det stod hurtigt klart, at barnet var sygt, og mine forældre løb til læger. I starten var der håb, men så blev det værre. Lægerne diagnosede først mentalt handicap, senere kom den endelige dom: en uhelbredelig sygdom. Min stedfar kunne ikke bære det, fik et hjerteanfald og døde efter en uge på intensiv. Mit liv blev til et helvede.
––––––––––
Jeg kan forstå min mor. Det var hårdt med et barn, der skreg, slog sig selv eller opførte sig mærkeligt. Men da de tilbød at placere ham på et plejehjem, nægtede hun. *Det er mit kors at bære,* sagde hun.
Hun kunne dog ikke klare det alene, så halvdelen af opgaven faldt på mig. Jeg kom hjem fra skole, hun gik på arbejde, og jeg passede Mads. Det var hårdt og nogle gange ulækkert—børn med hans sygdom har ikke altid kontrol over deres kropsfunktioner.
Jeg havde ikke en normal teenageeksistens. Skole, derefter bror, mens min mor arbejdede skiftende vagter. Når hun kom hjem, prøvede jeg at lave lektier, men hans skrig gennemborede alt.
Tre gange blev hun tilbudt at placere ham et andet sted. Hun afslog altid—*Jeg klarer det.* Men *jeg* klarede det ikke. Da jeg blev student, pakkede jeg mine ting og løb, da hun sagde, at jeg ikke måtte studere—jeg skulle passe Mads.
––––––––––
Jeg boede hos en veninde, fandt arbejde og lejede senere et værelse. Studierne blev skrinlagt—jeg havde ikke råd, hverken til fuld tid eller aftenskole.
I næsten ti år har jeg ikke boet hjemme eller talt med min mor. Da livet blev bedre, prøvede jeg at kontakte hende. Jeg ville sende penge, hjælpe på afstand. Men jeg mødte kun et hav af had.
Hun skreg, at jeg havde forladt hende, svigtet hende med Mads, ikke bekymret mig om hendes byrde. Hun krævede, at jeg kom hjem og hjalp. Billeder fra min barndom flimrede for mine øjne, og det gjorde mig syg.
Jeg sagde, jeg ville hjælpe økonomisk, men ikke mere. Så begyndte hun at råbe, og vi talte aldrig igen. Nu skriver hun bare hadefulde beskeder fra nye numre. Jeg har opgivet håbet om forsoning.
––––––––––
Efter alt, hvad hun har skrevet, vil jeg ikke kende hende. Vi træffer alle valg. Hun traf sit, jeg mit. Men hver gang en besked dukker op, føler jeg mig alligevel forfærdelig.
