Efter en kold nattevagt slæbte Rikke sig gennem Københavns snesjappede gader. Frostgraderne havde vekslet til tøvejr, og sneen faldt tungt hver dag. Under det bløde lag lurede isen, og Rikke gled gang på gang faretruende, mens hun koncentrerede sig om sine fødder for ikke at falde.
Hun havde ikke fået så meget som fem minutters hvile i løbet af natten. Først kom der en dreng med blindtarmsbetændelse, så en ældre dame med hoftebrud. Det føltes, som om alle specialiserede sig i at blive akut syge om natten og tilkalde ambulancen for at komme på hospitalet. Rikke længtes bare efter at komme hjem og sove.
Hendes blik var så fokuseret på fortovet, at hun ikke så manden, der med ét trådte ud fra skyggerne ved facaden og stillede sig direkte foran hende. Rikke stoppede brat og løftede hovedet.
Foran hende stod en mand på omkring fyrre, med slidte, våde klæder, skrammer i ansigtet og et udseende, der enten kunne tilhøre en hjemløs eller en uheldsramt vildfaren. Rikke forsøgte trægt at gå udenom ham. Hun havde ikke energi til at løbe.
Undskyld, vil du ikke hjælpe mig? sagde manden pludselig.
Rikke var sygeplejerske, og den slags hjælpsomhed sad altid på rygraden. Hun standsede.
Jeg Mandens hænder fór op til hovedet, og han kneb øjnene sammen. Jeg blev smidt af toget. Heldigvis lå der så meget sne, jeg faldt godt, brækkede ingenting, kun blå mærker.
Måske du skulle holde lidt igen med snapsen, bemærkede Rikke tørt og forsøgte igen at gå udenom.
Vent nu Jeg var ikke beruset! Kun drukket te. Nogen må have hældt noget i mit glas. Jeg faldt direkte i søvn, og så blev jeg frarøvet alt de tog tilmed mit tøj. Godt jeg ikke blev smidt helt nøgen ud, og at det bare var her tæt ved stationen.
Tja, så var du heldig. Du skal i politiet og på skadestuen. Har du hovedpine? Kvalme? Det kan være en hjernerystelse, sagde Rikke og forsøgte igen at komme forbi ham.
Jeg har allerede været hos politiet. Det næste tog går først om mange timer. De gider jo ikke lede efter tyvene. Jeg sad i kupéen med en ældre mand, så professoragtig ud med briller og spidset skæg. Politiet sagde, det sikkert var falsk. Han havde nok medskyldige. Jeg slap vel billigt jeg kunne bare godt tænke mig at vaske mig og få noget tørt tøj. Jeg skal nok aflevere det tilbage.
Ja, og skal jeg også give dig nøglerne til mit hjem? udbrød Rikke skarpt.
Nej, det alle skyr mig. Guderne må vide, hvorfor der ikke er én, der tror mig? Manden kastede hovedet op mod himlen med et udtryk så fortvivlet, at det næsten nagede Rikke. Hun betragtede ham kritisk. Han var lurvet, men hans dansk var ordentlig, ikke noget sludder, som man ellers hørte blandt hjemløse.
Nå, du må hellere komme op i varmen. Ellers får du lungebetændelse. Jeg finder noget tøj til dig.
Tak. Du er rar. De andre har bare løbet væk fra mig, uden at høre min historie færdig manden traskede bag hende.
I lejligheden lod Rikke sig dumpe på skamlen i entreen. Benene sitrede, øjnene var tunge. Gå i bad, sagde hun og vinkede mod døren, så finder jeg noget tøj til dig. Hvad hedder du egentlig?
Nikolaj. Han fandt kontakten og lukkede døren bag sig. Kort efter klukkede badevandet mod fliserne.
Rikke sukkede. Tanken om søvn måtte på hylden. Hendes bror boede for længst i Aarhus, men noget af hans tøj lå stadig tilbage. Det går nok. Han overlever. Hun samlede det sammen, bankede på badeværelsesdøren og fortalte, hvor hun lagde klunset.
Hun hældte suppe op og satte det i mikroen. Hvis hendes mor nu kom hjem, ville hun misforstå ALT datteren, der opvarmer mad, mens en mand, hun aldrig har set, bader på badeværelset? Bare mor bliver hængende i Netto eller hos en veninde! bad hun indvendigt. Men skæbnen havde travlt andetsteds. Døren gik op.
Rikke? Allerede hjemme? råbte moren, og Rikke stak hovedet ud fra køkkenet. Nå, jeg troede det var dig, der badede hvem er så det?
Mor, nu skal du ikke råbe. Han kom galt af sted med toget. Han er her kun for at få vasket sig, så smutter han igen.
Det er derfor du har fundet noget af Martins gamle tøj frem? Hvad er der sket?
Jeg sagde jo, han blev bestjålet af nogen under rejsen.
Herregud. Du slæber ham hjem? Hvad hvis han er tyv eller noget værre? Jeg burde ringe til politiet! Morens stemme steg i lydniveau.
Mor, hold nu op. Han HAR været hos politiet. Der kører ikke tog om dagen, de har sporarbejde. Han går igen lige straks gentog Rikke.
Der blev stille på badeværelset, døren gik, så lukkede den. Han tager tøjet, gættede Rikke.
Moren satte sig skråt over for døren og ventede. Snart kom Nikolaj ud, nydeligt klædt i Martins for små skjorte og bukser. Han hilste, lidt forlegent, og Rikke kunne mærke, at han havde hørt nogle af morens bemærkninger.
Vis dig lige hvordan kunne du, så stor og sund, blive rullet på åben dag? sagde moren skeptisk.
Beklager at forstyrre. Jeg var på vej til min datters bryllup om natten nogen må have puttet noget i min te, jeg blev bevidstløs og vågnede uden telefon, tøj eller penge. Tænk, at de smed selv tøjet kun klude tilbage, før de kastede mig ud tæt på jeres station.
Men hvorfor endte du så helt her? Vi bor jo ikke ligefrem ved Hovedbanen, moren gav ikke op med at udspørge.
Mor! Lad nu manden spise i fred! Rikke rullede med øjnene. Sæt dig, Nikolaj, der er varm suppe.
Rikke samlede altid forkomne katte og hunde op, da hun var lille. Nu er det mænd fra togene Moren trak på smilebåndet og skubbede stolen ud.
Bare rolig, Nikolaj, men pas nu på. Hvis min mor kan lide dig, slipper du ikke herfra levende, sagde Rikke spøgefuldt.
Ja, ja, du arbejder dagevis på hospitalet, hvor kun gamle og børn ligger du bliver jo aldrig gift. Tredive om lidt, så er det på tide! sagde moren og himlede med øjnene.
Mor, hold nu op han tror jo, vi har bryllup i støbeskeen! Rikke smilede mildt til Nikolaj.
Nå, jeg skrubber af, moren forsvandt ind i soveværelset.
Din mor er ikke sådan at spænde ben for, bemærkede Nikolaj og skubbede suppetallerkenen frem.
Hun opfostrede min bror og mig alene, er bare bange for, jeg ender som hende alene med et barn.
Du er sygeplejerske, ikke?
Jo men hvordan vil du få penge til et nyt togbillet uden ID og penge? spurgte Rikke nervøst.
Politiet har lovet at hjælpe. Må jeg låne din telefon? Jeg skal ringe til min datter og annoncere, at jeg ikke kommer til brylluppet. Og til en ven.
Rikke gik ind til sin mor som i det øjeblik stod og tømte smykkeskrinet ned i en pose.
Mor, hvad laver du?
Schhh, han kunne jo være en tyv. Jeg tager det over til Marianne.
Ja, ja, Rikke vidste, det ikke nyttede.
Rikke lagde mobilen foran Nikolaj og lænede sig op ad vindueskarmen. Han ringede til sin datter, og af hans ansigt at dømme tog hun ikke nyheden nævneværdigt tungt. Han ringede videre, spurgte til adressen.
Nå, nu kommer min ven og henter mig. Jeg burde egentlig aldrig have taget det tog. Min ekskone ønskede ikke, jeg skulle møde hendes nye mand. Kun datteren havde bedt mig komme. Jeg risikerede mit liv unødigt han lød bitter.
Hvem er du egentligt, siden en chauffør kommer og samler dig op?
Nikolaj så nærmest genert ned i Martins tøj så han pludselig mere ordentlig ud end før.
Jeg driver et lille firma for elektriske reparationer sammen med en kammerat. Han sagde, jeg ikke skulle køre selv, festen ville byde på lidt snaps, så jeg tog toget. Det skulle jeg aldrig have gjort. En flybillet havde været mindre farlig Nå, men der går kun et par timer, så er jeg væk.
Rikke betragtede Nikolaj og tænkte, at moren måske havde ret. Hvordan ville det være altid at komme hjem og blive taget imod af en mand og børn? Nu er hun næsten tredive og bor stadig hos sin mor. Ingen fremtidsudsigter. Leon havde hun engang elsket, alt var planlagt. Så havde hun pludselig opdaget ham i seng med hendes veninde. Og mistede både ham og venskabet samme dag.
Du er god, Rikke. Det skal nok gå dig godt.
Men dig? Du er jo ikke ligefrem talentløs.
Nikolaj trak på skuldrene. Jeg er skilt. Det var aldrig rigtigt. De fleste kvinder i dag tænker mest på økonomi. Men mænd er heller ikke bedre. Du er træt efter nattevagten, og så forhindrer jeg dig i at sove, undskyld. Du har ikke fortjent at få sådan én som mig at slæbe hjem.
De talte længe sammen, og mørket faldt udenfor, da Nikolajs mobil pludseligt ringede.
Det er sikkert min chauffør. Jeg må afsted nu sagde han og tastede, derefter lagde han telefonen på bordet.
Jeg har gemt mit nummer som Nikolaj fra toget, så du ikke behøver undre dig. Jeg regner ikke med, du ringer. Men hvis du får brug for hjælp, skal du vide, jeg er der. Tusind tak. Tøjet afleverer jeg. Hils din mor og sig undskyld for ulejligheden Nikolaj så på hende med vemodige øjne, og Rikke følte næsten, hun skulle græde.
En fremmed mand men hun ville ikke have, han skulle gå. Men hvem var de for hinanden? Rikke smilede. Undgå nu flere togture om natten.
Det lover jeg. Kun fly eller bil fremover! sagde han og smilede.
Rikke fulgte med øjnene ham forsvinde ned ad trappen og ud i vinterens mørke. Han stoppede ud for bilen, fandt hendes vindue og vinkede.
“Så er det slut Han tænker nok ikke på mig i morgen.”
Så lod du ham gå? spurgte moren stilfærdigt, da hun kom hjem.
Først skælder du ud, nu synes du, jeg skulle holde ham her?
Han virkede okay hvorfor var jeg så bange?
Rikke trak bare på skuldrene.
Tre uger gik, og nytårsaften nærmede sig. Det hele føltes nu mere som en drøm end virkelighed. Nattevagten lovede at blive rolig. I personalestuen stod et lille juletræ, og der var få patienter. Sikkert intet dramatisk ville ske før i morgen.
Klar, Rikke? Endnu en nytårsvagt sammen, sagde overlægen, Peter Damgaard, med et glimt og det der blik, hun kendte alt for godt. Han satte altid sig selv på vagtplanen sammen med hende om natten. Han var kendt for at have et godt øje til yngre sygeplejersker, så Rikke lod som ingenting.
Pludselig kom sekretaeren, Katrine, brasende ind.
Har I set det? Julemanden, den ægte, står i modtagelsen! Med gaver! Han vil ind og glæde folk må han komme ind?
Julemanden? Hvorfor ikke, smilede Damgaard. Kom, Rikke, lad os se det an.
I det samme rungede stemmen fra modtagelsen: “Jeg er kommet helt fra Grønland for at glæde jer, og nu vil de ikke lukke mig ind!” Stemmen lød bekendt for Rikke.
Jeg troede, han boede i Rovaniemi, jokede Damgaard og løftede et bryn. Men okay, ikke for meget halløj, vi har stadig patienter!
Julemanden gik rundt på stuerne og delte appelsiner og chokolade ud. De ældre lyste op i kinderne, smilende fra øre til øre. En sygeplejerske fra terapien spurgte, om han også ville komme forbi der, og Julemanden kiggede tøvende på Rikke.
Snehvide deler jeg ikke, gamle ven Sagde Damgaard og tog Rikke under armen.
Efter femten minutter kom julemanden tilbage, nu med skægget i hånden og huen løftet væk. Sækken hang løst. Rikke begyndte at le.
Jeg vidste, du havde nattevagt skulle du ikke have lidt overraskelse? Glædede jeg dig?
Du har gjort min nat meget bedre. De gamle kommer til at snakke om dig hele ugen! lo Rikke.
Kan se jeg får nattevagten for mig selv i aften Damgaard sukkede dramatisk. Skynd dig nu. Gå du bare, Rikke. Tag imod livet.
Det skulle han ikke sige to gange. En måned senere sagde hun sin stilling op og flyttede til Nikolaj. Moren var lykkelig: “Så blev min datter giftet bort nu kan jeg dø i fred. Eller måske venter jeg til børnebørnene kommer!”
Hvorfor kaldes alt det onde for skæbne og alt det gode for tilfældigheder? De to kommer sjældent uden hinanden.
