Efter de halvfjerds følte hun sig overflødig – end ikke hendes søn eller datter ringede til hendes fødselsdag Lidia sad på en bænk i hospitalsparken med tårerne trillende ned ad kinderne. I dag fyldte hun halvfjerds, men ingen af hendes børn havde ønsket tillykke. Kun værelseskammeraten fejrede hende og gav en lille gave. Sygeplejersken Camilla gav hende et æble for at markere dagen. Hospitalsopholdet var egentlig udmærket, men personalet var fuldstændig ligeglade. Det var tydeligt, at alle forstod, hvorfor børnene afleverede deres gamle forældre her, når de blev for meget. Det var Lidias søn, Peter, der havde kørt hende hertil og sagt, hun trængte til at komme sig – i virkeligheden var hun bare til besvær for svigerdatteren. Lidia ejede ellers lejligheden, men sønnen fik hende til at overdrage den til ham. Først lovede han, at hun kunne blive boende som hidtil, men bagefter flyttede hele familien ind, og Lidia kom i konstant konflikt med svigerdatteren. Svigerdatteren brokkede sig altid: at suppen var kedelig, badeværelset havde pytter, og meget andet. Første gang bakkede sønnen op om sin mor, men senere begyndte han at råbe ad hende. Snart opdagede Lidia, at sønnen og svigerdatteren havde hemmelige samtaler. Efterhånden begyndte sønnen at foreslå, hun kunne få godt af at “komme sig” på et hjem. Da hun spurgte: – Har du valgt at sende mig på plejehjem, søn? blev Peter rød i hovedet: – Mor, lad nu være – det er jo bare et rekreationshjem, du skal bare lige komme dig – bagefter kan du komme hjem igen. Han satte hende af, skrev under på nogle papirer og lovede, han snart ville kigge forbi. Nu havde Lidia boet her i to år. Hun ringede til sønnen, men telefonen blev taget af en fremmed, der fortalte, at Peter havde solgt lejligheden. Lidia anede ikke længere, hvor han var flyttet hen. Nætterne var slemme i starten – hun fór hjemvendt kun i tankerne, vidste udmærket, hun aldrig fik sit hjem at se igen. Værst gjorde det ondt, at hendes datter heller aldrig kom. For længe siden havde Lidia gjort sin datter uret for sønnens skyld. Lidia kom fra landet, hvor familien boede i et stort hus og drev gård. En dag kom naboen og forklarede hendes mand, at livet var bedre i byen: højere løn, flot lejlighed. Manden overtale Lidia, de solgte alt på landet, og flyttede til Odense. Naboen fik ret – de fik straks en lejlighed, købte møbler, endda en gammel bil, som manden kørte galt i. Han døde dagen efter af sine skader. Lidia var pludselig alene med to børn og begyndte at vaske trappe om aftenen for at tjene penge. Hun håbede, børnene ville hjælpe, når de blev voksne, men det skete aldrig. Først fik sønnen problemer, Lidia måtte låne en del for at holde ham ude af fængsel. Senere fik datteren, Louise, et barn, men drengen blev syg. Louise sagde jobbet op for at passe sønnen, dog kunne lægerne ikke finde en diagnose. Siden fik drengen diagnosticeret en sjælden sygdom, der kun kunne behandles ét sted. Louise måtte længe vente på plads på hospitalet; imens forlod hendes mand hende. I et venteværelse mødte Louise en enkemand, hvis datter havde samme sygdom. De flyttede sammen. Fire år senere skulle Louises nye mand have en akut dyr operation. Lidia havde egentlig pengene klar til udbetalingen på sønnens bolig. Da datteren spurgte, om hun måtte låne dem, nægtede Lidia – hun ville ikke hjælpe en fremmed. Datteren blev såret og sagde, hun ikke længere havde nogen mor. De havde ikke talt sammen i elleve år. Lidia rejste sig fra bænken og gik langsomt tilbage til sit værelse. Pludselig hørte hun: – Mor! Hendes hjerte sprang et slag over. Hun vendte sig om og så sin datter. Benene rystede, hun var lige ved at falde, men datteren greb hende. – Jeg har ledt efter dig så længe. Bror ville ikke give mig din adresse. Først sagde han ja, da jeg truede med retssag for at have solgt dit hus ulovligt. – Mor, undskyld jeg ikke har besøgt dig før. Først var jeg vred, bagefter udsatte jeg det bare, og jeg skammede mig. For nogle uger siden drømte jeg, at du gik alene i skoven og græd. Om morgenen havde jeg det så dårligt. Jeg fortalte min mand om drømmen, og han sagde, jeg burde besøge dig. Da jeg kom, boede der kun fremmede, som aldrig havde set dig. Jeg måtte lede efter bror længe. Vi har et stort hus ved havet. Min mand sagde, jeg skulle tage dig med hjem. Lidia krammede sin datter og græd – denne gang af glæde.

Efter hun var fyldt halvfjerds, følte hun, at ingen havde brug for hende længere selv ikke hendes søn og datter huskede hendes fødselsdag.

Inger sad på en bænk i sygehusets have, og tårerne løb stille ned ad kinderne. I dag blev hun 70 år, men ingen af børnene havde ringet eller skrevet et tillykke. Det var kun hendes værelseskammerat, der havde ønsket hende tillykke og foræret hende en lille gave sådan en bog med kryds og tværs. Sygeplejersken, Mette, havde givet hende et æble for at fejre dagen. Generelt var det et udmærket plejehjem, men personalet var ret distanceret.

Alle vidste jo godt, at børnene satte de ældre her, når de blev til besvær. Inger blev bragt hertil af sin søn under påskud af, at hun trængte til ro og skulle blive rask, men i virkeligheden var det bare, fordi svigerdatteren syntes, hun fyldte for meget.

Hun havde selv ejet sin lejlighed, men sønnen havde fået hende overtalt til at skrive under på at give den til ham som gave. Han lovede, at hun kunne blive boende som altid. Men snart flyttede hele familien ind til hende, og konflikterne med svigerdatteren begyndte at ulme.

Der var altid noget galt suppen var for salt, der var vand på badeværelset, alt muligt. Til at begynde med forsvarede sønnen hende, men det stoppede hurtigt. Han begyndte i stedet at skælde hende ud. Inger lagde snart mærke til, at sønnen og svigerdatteren gik og hviskede om noget.

Og så begyndte han at tale om, at det ville være godt for hende at komme lidt væk, få et pusterum og pleje helbredet. Hun så ham i øjnene og spurgte:
Har du besluttet dig, Mikkel, vil du virkelig anbringe mig på plejehjem?

Sønnen blev rød i hovedet, kiggede væk og sagde:
Mor, hvor får du det fra? Det er jo bare et rekreationsophold, en slags ferie, et par måneder så skal du bare hjem igen.

Han satte hende af, ordnede nogle papirer, lovede at kigge forbi snart og forsvandt. Nu havde hun altså boet her i to år.

Inger ringede til sin søn, men en fremmed mand tog telefonen. Han sagde, at Mikkel havde solgt lejligheden. Nu vidste hun slet ikke, hvor hun kunne finde ham. Først græd hun sig i søvn mange nætter, for dybest inde vidste hun fra første dag, at hun aldrig ville komme hjem igen. Det gjorde hende særligt ondt, at hun i tidernes morgen havde svigtet sin datter for at gøre sønnen glad.

Inger kom fra en lille landsby på Fyn. Familien havde et stort hus og et par marker. En dag kom naboen forbi og fortalte hendes mand, at livet i byen var bedre god løn og moderne lejligheder.

Hendes mand blev straks begejstret. Overtalte Inger, de solgte alt på landet og flyttede til Odense. Naboen havde haft ret de fik en lejlighed med det samme, købte møbler, fik endda en gammel bil. Men manden døde allerede året efter i et færdselsuheld.

Efter begravelsen stod Inger tilbage med to børn. For at forsørge dem gjorde hun rent i opgangen hver aften. Hun havde håbet, at børnene, når de blev store, ville hjælpe hende. Men sådan skulle det ikke gå.

Først fik sønnen rodet sig ud i noget. Hun måtte låne 50.000 kroner af naboen for, at han ikke røg i fængsel. Senere blev datteren gift og fik et barnebarn. Alt virkede fint, men drengen begyndte at fejle noget alvorligt. Datteren stoppede med at arbejde for at passe barnet, men lægerne kunne ikke finde ud af, hvad han fejlede.

Til sidst fandt de ud af, at barnebarnet led af en sjælden sygdom, kun få steder i landet kunne hjælpe. Der var venteliste til hospitalet. I denne tid gik det også skidt med datterens ægteskab manden stak af.

Så mødte datteren en enkemand på hospitalet, hvis datter havde samme sygdom. De begyndte at bo sammen, og efter fire år fik hendes nye mand brug for en dyr operation. Inger havde faktisk penge stående hun havde sparet sammen til udbetalingen på en lejlighed til sønnen.

Datteren bad om et lån, men Inger sagde nej hun ville ikke give penge til en fremmed mand. Datteren blev rasende, sagde, at hun ikke længere havde nogen mor, og igennem elleve år talte de ikke sammen.

Inger rejste sig fra bænken og gik langsomt tilbage til plejehjemmet. Pludselig råbte en kvindestemme bag hun:

Mor!

Hjertet sprang helt op i halsen. Hun vendte sig om, og der stod hendes datter, Mille. Benene blev nærmest som gelé, og Mille nåede akkurat at gribe hende.

Jeg har ledt så længe efter dig. Mikkel ville ikke give mig adressen. Han sagde det først, da jeg truede ham med politianmeldelse for ulovligt salg af din lejlighed.
Mor, undskyld jeg ikke har besøgt dig før. Først var jeg så vred, så satte jeg det hele på pause, og bagefter var jeg nærmest flov. For nogle uger siden havde jeg en drøm, hvor jeg så dig gå grædende rundt i skoven.

Da jeg vågnede, havde jeg det forfærdeligt. Jeg fortalte min mand om drømmen, og han sagde, at jeg skulle opsøge dig og få sagt undskyld. Jeg tog ud til blokken, men de nye beboere kendte dig ikke. Så brugte jeg lang tid på at opspore Mikkel. Vi har et stort hus ude ved havet, og min mand sagde, at jeg selvfølgelig skulle tage dig med derud.

Inger krammede sin datter og græd men denne gang var det glædestårer, der trillede ned ad kinderne.

Rating
Mirabile dictu
Efter de halvfjerds følte hun sig overflødig – end ikke hendes søn eller datter ringede til hendes fødselsdag Lidia sad på en bænk i hospitalsparken med tårerne trillende ned ad kinderne. I dag fyldte hun halvfjerds, men ingen af hendes børn havde ønsket tillykke. Kun værelseskammeraten fejrede hende og gav en lille gave. Sygeplejersken Camilla gav hende et æble for at markere dagen. Hospitalsopholdet var egentlig udmærket, men personalet var fuldstændig ligeglade. Det var tydeligt, at alle forstod, hvorfor børnene afleverede deres gamle forældre her, når de blev for meget. Det var Lidias søn, Peter, der havde kørt hende hertil og sagt, hun trængte til at komme sig – i virkeligheden var hun bare til besvær for svigerdatteren. Lidia ejede ellers lejligheden, men sønnen fik hende til at overdrage den til ham. Først lovede han, at hun kunne blive boende som hidtil, men bagefter flyttede hele familien ind, og Lidia kom i konstant konflikt med svigerdatteren. Svigerdatteren brokkede sig altid: at suppen var kedelig, badeværelset havde pytter, og meget andet. Første gang bakkede sønnen op om sin mor, men senere begyndte han at råbe ad hende. Snart opdagede Lidia, at sønnen og svigerdatteren havde hemmelige samtaler. Efterhånden begyndte sønnen at foreslå, hun kunne få godt af at “komme sig” på et hjem. Da hun spurgte: – Har du valgt at sende mig på plejehjem, søn? blev Peter rød i hovedet: – Mor, lad nu være – det er jo bare et rekreationshjem, du skal bare lige komme dig – bagefter kan du komme hjem igen. Han satte hende af, skrev under på nogle papirer og lovede, han snart ville kigge forbi. Nu havde Lidia boet her i to år. Hun ringede til sønnen, men telefonen blev taget af en fremmed, der fortalte, at Peter havde solgt lejligheden. Lidia anede ikke længere, hvor han var flyttet hen. Nætterne var slemme i starten – hun fór hjemvendt kun i tankerne, vidste udmærket, hun aldrig fik sit hjem at se igen. Værst gjorde det ondt, at hendes datter heller aldrig kom. For længe siden havde Lidia gjort sin datter uret for sønnens skyld. Lidia kom fra landet, hvor familien boede i et stort hus og drev gård. En dag kom naboen og forklarede hendes mand, at livet var bedre i byen: højere løn, flot lejlighed. Manden overtale Lidia, de solgte alt på landet, og flyttede til Odense. Naboen fik ret – de fik straks en lejlighed, købte møbler, endda en gammel bil, som manden kørte galt i. Han døde dagen efter af sine skader. Lidia var pludselig alene med to børn og begyndte at vaske trappe om aftenen for at tjene penge. Hun håbede, børnene ville hjælpe, når de blev voksne, men det skete aldrig. Først fik sønnen problemer, Lidia måtte låne en del for at holde ham ude af fængsel. Senere fik datteren, Louise, et barn, men drengen blev syg. Louise sagde jobbet op for at passe sønnen, dog kunne lægerne ikke finde en diagnose. Siden fik drengen diagnosticeret en sjælden sygdom, der kun kunne behandles ét sted. Louise måtte længe vente på plads på hospitalet; imens forlod hendes mand hende. I et venteværelse mødte Louise en enkemand, hvis datter havde samme sygdom. De flyttede sammen. Fire år senere skulle Louises nye mand have en akut dyr operation. Lidia havde egentlig pengene klar til udbetalingen på sønnens bolig. Da datteren spurgte, om hun måtte låne dem, nægtede Lidia – hun ville ikke hjælpe en fremmed. Datteren blev såret og sagde, hun ikke længere havde nogen mor. De havde ikke talt sammen i elleve år. Lidia rejste sig fra bænken og gik langsomt tilbage til sit værelse. Pludselig hørte hun: – Mor! Hendes hjerte sprang et slag over. Hun vendte sig om og så sin datter. Benene rystede, hun var lige ved at falde, men datteren greb hende. – Jeg har ledt efter dig så længe. Bror ville ikke give mig din adresse. Først sagde han ja, da jeg truede med retssag for at have solgt dit hus ulovligt. – Mor, undskyld jeg ikke har besøgt dig før. Først var jeg vred, bagefter udsatte jeg det bare, og jeg skammede mig. For nogle uger siden drømte jeg, at du gik alene i skoven og græd. Om morgenen havde jeg det så dårligt. Jeg fortalte min mand om drømmen, og han sagde, jeg burde besøge dig. Da jeg kom, boede der kun fremmede, som aldrig havde set dig. Jeg måtte lede efter bror længe. Vi har et stort hus ved havet. Min mand sagde, jeg skulle tage dig med hjem. Lidia krammede sin datter og græd – denne gang af glæde.