Efter skilsmissen med sin mand kom Lærke sig langsomt. Hun havde elsket sin Mads, elsket ham helt ukritisk – sådan var hun nu engang. Når hun elskede, gjorde hun det med hele sit hjerte og gav sig fuldstændig til både mand og søn. Med sønnen var det selvfølgelig anderledes; han var og bliver den eneste mand i enhver kvindes liv, som det er umuligt at holde op med at elske under nogen som helst omstændigheder.
Mikkel besluttede efter studentereksamen at vie sit liv til at hjælpe andre, så han startede på medicinstudiet. Lærke havde regnet med, han altid ville blive i nærheden, men sønnen valgte anderledes. Han tog langt hjemmefra for at studere. Mads var ligeglad – han var generelt ret ligeglad med det meste.
”Men Lærke, hvis drengen vil være læge, så lad ham da for Guds skyld. Det er hans liv og hans problemer,” sagde han.
Det havde sønnen drømt om siden barnsben.
”Mor, du ved godt, jeg altid har ville hjælpe mennesker. Så det her burde ikke komme som nogen overraskelse. Selvfølgelig vil du helst have mig tæt på, men det kan ikke lade sig gøre – jeg er voksen nu. Vi ses måske ikke så tit, men jeg lover at besøge dig, når det er muligt. Du ved, hvor meget jeg elsker dig. Du er den bedste mor i verden. Husk altid på det. Jeg er der for dig, hvis du har brug for hjælp, og jeg står altid på din side,” sagde Mikkel, mens han lånte sin taske.
Han skulle tilbage til studiet – det var de sidste ferier før endeligt at afslutte universitetet.
”Skatter, jeg ved, jeg kan regne med dig. Tak for de søde ord. Men jeg har også din far her. Så det skal nok gå. Du skal ikke bekymre dig om os. Alt bliver godt, tror jeg.”
Efter endt uddannelse giftede Mikkel sig, fik job i hovedstaden, og nu var der kommet en lille datter. Lærke savnede at se dem oftere, men de boede langt væk, så hun måtte vente på, at Mikkel kunne tage fri.
Hun og Mads havde levet sammen i femogtyve år. På overfladen syntes begge, at alt var, som det skulle være. Lærke var en smuk, intelligent og veluddannet kvinde. Mads havde i øvrigt været meget ihærdig under deres studietid, og på en eller anden måde var han smuttet ind i hendes liv, selv om der havde været mange andre interesserede.
Hun var ikke den typen, der skændtes. Hun kunne glatte alle konflikter ud, både hjemme og på arbejde – taktfuld og høflig. Manden derimod var grov og hård i måden. Men hun fandt ud af, hvordan hun kunne håndtere ham. Hun hjalp ham med at komme på rette spor – det var hende, der stod bag forretningsplanen, og det var hende, der havde hjulpet ham med at bygge hans bilværksted op fra bunden.
Lærke mødtes engang imellem sine veninder i en café. Stine havde en god grund – hendes første barnebarn var lige kommet til verden. De tre havde været sammen i årevis. Emilie arbejdede sammen med Lærke på kontoret, mens Stine var hjemmegående, gift, og havde et stort hus uden for byen. Der mødtes de sommetider i større selskab. Men denne gang var caféen stedet – Stine var lige kommet ind til byen.
De sad som altid og snakkede om livet, børn og mænd. Og pludselig spurgte Stine:
”Lærke, hør lige her – stoler du egentlig helt på Mads?”
”Ja, selvfølgelig, vi har ingen hemmeligheder. Hvorfor spørger du?” svarede Lærke og blev straks på vagt.
Stine og Emilie så hinanden an, og Stine fortsatte:
”Jeg har set ham et par gange i caféen og i supermarkedet med en ung pige – hun holdt ham under armen. Jeg stod længe og så efter dem. Mads opdagede mig ikke, han var helt optaget af hende. Men det var den samme pige hver gang.”
Lærke stirrede forvirret på sine veninder:
”Nå, men det er måske en fra hans arbejde? Der er et par unge piger der. Jeg har i hvert fald ikke lagt mærke til noget. Ja, han kommer nogle gange sent hjem, men han har masser af kunder – nogle af dem insisterer på at blive serviceret om aftenen.”
Efter den samtale begyndte Lærke at holde øje med manden. Hun spurgte til hans forsinkelser, men efter noget tid lod hun sig berolige igen.
Så kom dagen, hvor en ung, gravid pige dukkede op på deres dørtrin. Hun smilede blødt til Lærke og sagde allerede i døren:
”Goddag.”
”Goddag. Hvem søger du? Du har vel taget fejl af adresse?” spurgte Lærke.
”Åh, hvor er du smuk og ung! Er du Lærke? Mads fortalte mig, at hans kone var ældre og ikke rask,” plaprede pigen. ”Er du virkelig Lærke, Mads’ kone?”
”Ja, det er jeg. Som du kan se, går det mig fint. Aktiv og livsglad. Hvem er du?”
”Jeg hedder Sofie. Jeg venter Mads’ barn. Vi har været sammen i lang tid. Han har ikke kunnet få sig selv til at fortælle dig om mig, selvom han lover det hver gang. Han lovede mig, han ville blive skilt fra dig, så vi kunne blive gift. Snart får vi vores lille.”
Lærke var så chokeret, at hun ikke kunne få et ord frem. Sofie fortsatte ufortrødent:
”Jeg må indrømme, jeg blev overrasket, da jeg så, hvor flot du er. Jeg troede, jeg ville møde en gammel dame – Mads er jo otteogfyrre. Selvom han ser ung ud, regnede jeg med, hans kone var helt oppe i årene…”
”Sofie, hvor gammel er du? Og hvor mødte I hinanden?” spurgte Lærke pludselig, da hun kom sig lidt.
”Jeg er enogtyve. Vi mødtes på nettet, som alle gør nu,” svarede hun stolt.
”Hvordan kan du som enogtyve-årig finde på at indlede et forhold med en mand nær de halvtreds? Vores søn er femogtyve,” sagde Lærke med anstrengt ro.
”Åh, spar mig for moralprædiken. Jeg har ikke noget samvittighedskval. Jeg har brug for en ældre mand med penge. Hvordan skal jeg ellers opdrage et barn uden penge eller eget hjem? Så giv mig Mads – han elsker dig alligevel ikke. Han siger, du ikke vil skille dig af med ham. Så nu må jeg tage sagen i egne hænder.”
”Fint, Sofie. Tag Mads med og gå,” sagde Lærke og skubbede hende blidt ud af døren.
Sofie, der havde regnet med skænderi eller tiggeri, trak bare på skuldrene og sagde høfligt: ”Farvel.”
Da døren lukkede efter hende, kastede Lærke sig på sofaen og brast i gråd. Hun tudMen mens hun græd, indså hun pludselig, at tårerne ikke var af sorg, men af lettelse, for endelig at være fri til at leve sit eget liv.
