Efter at min biologiske mor forsvandt ud i disen, tabt til en tåge af sygdom, besluttede min far en dag under en lavthængende, hvid himmel over Odense, at en ny kvinde burde træde over husets dørtærskel og udfylde moderrollen for mig og mine brødre. Jeg nægtede stædigt længe at kalde hende mor, men tiden i drømmen snoede sig som en snoet å, og snart stod det uforklarligt klart, at hun havde gjort sig fortjent til det navn.
Dengang mor første gang forsvandt, var jeg en lille pige med sortrandet natkjole og hænder i lommen, og far famlede rundt blandt morgenmadskrummer og vask, overvældet af tre små børn og en verden, der virkede lavet af blødt, gennemskinneligt glas. Han bankede på døren hos en kvinde, han længe havde kendt fra barndommen hun hedde Kirstine, og kom fra det grønne hjørne af Fyn med regndråber i håret. Kirstine nikkede drømmende, trådte ind og blev, pakket ind i tålmodighed og bløde håndbevægelser. Hun overtog straks ansvaret for hjemmet, tryllede orden frem under køkkenets lavthængende lamper, og forærede os nye skoleuniformer, syet af hendes egne møntrige lommer, kronerne raslende som regn mod ruderne.
Mine brødre accepterede hende hurtigt de begyndte allerede efter kort tid at hviske mor ind i hendes ærme, men jeg var stædig som en vinterblæst fra Lillebælt. Jeg havde svært ved at finde vej i ordene og tiden, indtil en sær dag, hvor alle vægge blafrede, fortalte jeg Kirstine, at min afdøde mor altid havde sit hår samlet i en lav knold, lige i nakken. Fra da af bar Kirstine sit hår i samme knold, og tiden blev blødere.
Trods hendes varme og omhu kunne jeg stadig ikke få ordet mor over mine læber. Så udtænkte min far et listigt eventyr han samlede familien, hvor Kirstine bagte min yndlingsæblekage, duftende af kanel og barndom. Ville jeg have et stykke, måtte jeg først kalde hende mor. Til sidst sagde jeg det ordet gled over mine læber som smeltet sukker, og Kirstine blev for alvor en del af drømmefamilien.
Livet snoede sig underligt gennem udfordringer. Mine forældre kæmpede deres egne kviksølvskampe, og Kirstine stod ansigt til ansigt med den samme skygge, der havde taget min biologiske mor, men denne gang blev skyggens hænder tomme og forsvandt. Vores familie led utænkelige tab: forældrenes første søn forsvandt natten før sit bryllup, han blev senere fundet og begravet under regnvåde bøgetræer. Trods alt forblev Kirstine fast som rådhustårnet, en kilde til uendelig mildhed, kærlighed og en mærkelig, tågeagtig styrke.
Midt i alt voksede vi op. Kirstine opfostrede fem børn, passede børnebørn, og nu strikker hun små, drømmende vanter til oldebørnene. Hun står op før solen er tændt over Skandinavien for at gøre hjemmet rent og taler lavmælt til minderne på væggene. Alderen sidder i hendes hår som snefnug, men hun er stadig fuld af historier, latter og bobler af kærlighed. Hver dag med hende er som en spadseretur gennem em hængende dis, der langsomt bliver gylden af sol for hendes evne til at elske er uden grænser, og vi andre er velsignede med at have hende, som moderskikkelse, midt i vores gådefulde danske drømmeverden.
