Efter jeg havde talt med den adopterede pige, gik det op for mig, at ikke alt var, som det burde være.
Ved siden af mig på en bænk sad en femårig pige. Hun gyngede med benene og fortalte mig åbent om sin tilværelse:
Jeg har aldrig mødt min far, for han forlod min mor og mig, da jeg var helt lille. Mor døde sidste år. De voksne sagde bare, at hun ikke var her længere.
Pigen sendte mig et blik og fortsatte:
Efter begravelsen flyttede min moster, Ingeborg, som var min mors søster, hjem til os. Man sagde, at hun virkelig havde et stort hjerte, fordi hun ikke sendte mig på børnehjem. Jeg fik at vide, at Moster Ingeborg nu var min værge, og at vi skulle bo sammen.
Hun blev stille, kiggede ned under bænken og fortalte videre:
Da jeg flyttede ind, gik Moster Ingeborg straks i gang med at rydde op. Hun lagde alle min mors ting i et hjørne, og jeg tror, hun ville smide dem ud. Jeg begyndte at græde og tiggede hende om at lade dem være, så hun lod mig beholde dem. Nu sover jeg i det hjørne. Om aftenen lægger jeg mig hen over min mors gamle tøj, og der føles varmt, næsten som hun holder om mig.
Hver morgen får jeg noget mad af min moster. Hun er ikke den store kok, mor var klart bedre til det, men hun siger, jeg skal spise op. Jeg vil jo ikke gøre hende ked af det, så jeg spiser alt. Jeg forstår jo godt, at hun prøver det er ikke hendes skyld, det ikke smager vildt godt. Bagefter sender hun mig ud for at gå tur, og jeg må først komme hjem, når det er ved at blive mørkt. Moster Ingeborg er virkelig, virkelig flink!
Hun elsker at prale med mig over for alle sine veninder. Jeg ved ikke helt, hvem de damer egentlig er, men de kommer ret tit forbi. Moster serverer kaffe og kage til dem, fortæller sjove historier og siger pæne ting om mig, og så får vi både voksne og børn en masse småkager.
Pigen sukkede og fortsatte:
Jeg kan jo ikke bare leve af kage hele tiden. Moster har aldrig skældt mig ud for noget hun er altid så sød ved mig. En dag gav hun mig endda en dukke. Altså, dukken haltede lidt, og det ene øje var lidt underligt, men jeg fik den alligevel. Mor gav mig aldrig en syg dukke.
Pludselig sprang pigen ned fra bænken og begyndte at hoppe på ét ben:
Jeg skal videre nu, for moster har sagt, der kommer damer i dag, og jeg skal være pænt klædt på, før de dukker op. Hun sagde, jeg ville få wienerbrød bagefter. Vi ses!
Hun hoppede væk, ivrig efter at klare det hele, inden gæsterne kom. Jeg blev siddende og tænkte tankerne kredsede om gode, gamle moster Ingeborg. Hvad var det egentlig, hun ville? Hvorfor skulle hele verden tro, hun var så fantastisk? Kan man virkelig bare se til, mens et barn sover på gulvet og gemmer sig i sin afdøde mors frakke?
