Efter at have sat sin elskerinde af ved vejkanten, siger Buch tålmodigt og blidt farvel til hende og kører hjem. Han står i et øjeblik foran opgangen og overvejer, hvordan han skal fremlægge det for sin kone. Han går op ad trappen, låser døren op.
Hej, siger Buch. Astrid, er du hjemme?
Jeg er hjemme, svarer Astrid flegmatisk. Hej. Skal jeg gå ud og stege de karbonader nu?
Buch lover sig selv at være ligefrem handlekraftig og mandig! Slutte dobbeltspillet, mens hans læber stadig husker elskerindens kys, før han igen bliver suget ned i hverdagens rutine.
Astrid, siger Buch og rømmer sig. Jeg er kommet for at sige at vi bør skilles.
Astrid tager nyheden med stoisk ro. Det har altid været næsten umuligt at bringe fru Buch ud af balance. Engang gjorde Buch endda nar af hende og kaldte hende “Astrid Iskold”.
Hvad vil det sige? spørger Astrid fra køkkendøren. Skal jeg så ikke stege karbonaderne?
Det må du selv om, siger Buch. Hvis du har lyst, så gør det, ellers lad være. Jeg forlader dig for en anden kvinde.
De fleste kvinder ville reagere med et raserianfald eller smide med køkkengrej, men Astrid hører ikke til dem.
Nå, så er du altså sådan en charmørtype, siger hun. Husker du mine støvler hos skomageren?
Nej, svarer Buch forfjamset. Hvis det er vigtigt, kan jeg straks hente dem!
Ja, ja… sukker Astrid. Prøver man at få dig til at hente støvler, så kommer du bare hjem med de gamle.
Buch bliver stødt. Han føler, at det her brud ikke udarter sig, som han havde forventet. Der mangler drama, passion, ophidsede beskyldninger! Men hvad skal han egentlig forvente af en kone, man kalder Astrid Iskold?
Jeg synes ikke, du hører mig, Astrid! siger Buch. Jeg meddeler dig nu, at jeg forlader dig for en anden kvinde! Og du taler stadig om støvler!
Naturligvis, siger Astrid. I modsætning til mig kan du jo gå, hvor du vil. Dine sko er jo ikke til reparation. Hvorfor skulle du ikke gå?
De har været sammen længe, men Buch forstår stadig ikke altid, hvornår hans kone er ironisk, eller om hun mener noget alvorligt. I sin tid faldt han for Astrids rolige gemyt, konfliktfri natur og fåmælte væsen. Og som bonus var Astrid både huslig og velskabt.
Astrid er pålidelig, trofast og kold som et anker på tredive tons. Men nu elsker Buch en anden. Han elsker passioneret, syndigt og sødt! Nu må han tage springet.
Sådan ligger landet, Astrid, siger Buch med et mix af alvor og vemod. Jeg er dig taknemmelig for alt, men jeg elsker en anden kvinde. Jeg elsker dig ikke.
Fantastisk, siger Astrid. Du elsker mig ikke, du mærkelige mand! Min mor var vild med naboen, og far elskede snaps og kortspil. Og alligevel blev jeg jo helt udmærket, ser du.
Buch ved, at det er svært at diskutere med Astrid. Hendes ord er tunge som jernklodser. Hans indledende energi svinder, han føler ikke længere lyst til skænderi.
Du er virkelig dejlig, Astrid, siger Buch tørt. Men jeg elsker altså en anden. Varmt, syndigt og sødt. Og jeg vil gå til hende forstår du?
En anden? spørger Astrid. Er det så Karen Møller?
Buch træder usikkert tilbage. For et år siden havde han faktisk en affære med Møller men anede ikke, at Astrid kendte hende!
Hvordan ved du? begynder han, men lader det fare. Nej, Astrid, det er ikke Møller.
Astrid gaber. Måske Louise Birk? Er det hende, du løber til?
Buchs nakkehår rejser sig. Også Birk var en affære, men det er fortid nu. Og hvis Astrid vidste det, hvorfor sagde hun så aldrig noget? Nå ja, hun er en klippe, ord får man ikke ud af hende.
Gæt igen, siger Buch. Ikke Birk og ikke Møller. Det er en helt anden, en fortryllende kvinde hende jeg drømmer om! Jeg kan ikke leve uden hende, og jeg går. Prøv ikke at holde mig tilbage!
Så må det være Majken, siger Astrid. Åh Buch, du er sgu én af slagsen. Man skal ikke skjule det åbenlyse. Din drøm er Majken Valentin. Femogtredive år, ét barn, to aborter Ikke sandt?
Buch griber sig til hovedet. Det ramte plet! Det er netop Majken Valentin, han har haft en affære med.
Men hvordan? stammer han. Har du holdt øje med mig?
Helt enkelt, Buch, siger Astrid. Jeg er gynækolog med mange år på bagen. Jeg har undersøgt de fleste kvinder i hele denne forbandede by, mens du kun har kendt den mindste del af dem. Jeg kan hurtigt se, hvem du har været hos, din duks!
Buch retter ryggen.
Lad os sige du har ret! siger han rankt. Så er det altså Valentin. Det ændrer intet, jeg går til hende!
Din tosse, Buch, siger Astrid. Du kunne da bare spørge mig! Forresten, der er intet ekstraordinært ved Valentin. Hun er som alle andre, siger jeg som læge. Har du i øvrigt set hendes journal?
N-nej indrømmer Buch.
Netop! Først går du en tur under bruseren. I morgen ringer jeg til Erik nede på klinikken, han får dig ind uden ventetid, siger Astrid. Så kan vi snakke bagefter. Det er jo til grin: En gynækologs mand kan ikke engang finde sig en rask kvinde!
Hvad skal jeg gøre? spørger Buch fortvivlet.
Jeg går ud og steger karbonader, siger Astrid. Gå i bad og gør som du vil. Hvis du vil have hjælp til at finde en drømmepige uden dårligdomme, så sig til jeg kan sagtens pege dig i retningBuch står længe i entréen og mærker det hele sive ud af sig: vreden, opstandelsen, romantikken. Der dufter allerede af smør og løg fra køkkenet. Han hører Astrid nynne svagt for sig selv, mens hun vender karbonader på panden, som om verden ikke er faldet fra hinanden.
Han lister hen og læner sig op ad dørkarmen. “Du tager det forbavsende pænt,” mumler han efter et øjeblik.
Astrid sender ham et køligt blik over skulderen. “Hvis en mand går, går han. Hvis ikke, spiser han aftensmad. Man kan jo altid snakke bagefter.”
Han står lidt endnu og ser på hende. Hun kan alt, tænker han. Hun ved alt. Hun steger karbonader, som om livet består af netop det: at stå ved komfuret, vaske hænderne grundigt og gøre sin pligt.
Langsomt forsvinder dramatikken. Noget i ham falder til ro. Måske skal han gå. Måske skal han blive.
Han ser ned ad sine sko. De er støvede. “Astrid,” siger han sagte, næsten undskyldende, “måske skulle jeg hente dine støvler i morgen, hvis de er færdige”
Hun lægger en karbonade på tallerkenen og smiler for første gang, tyndt, men ægte. “Det ville glæde mig. Men tænk dig nu rigtig godt om, Buch. Du kan altid gå, men dette”
Hun løfter panden let, og lyset fanger hendes øjne. Pludselig ser han, at hun altid har haft sit eget liv, sit eget mysterium, selv mens han jagtede sine.
Han nikker. “Jeg går i bad nu.”
Astrid vender sig igen mod komfuret. Uden at se på ham siger hun: “Du er ikke den første mand, der går. Men du kan blive den første, der kommer ordentligt tilbage.”
Buch går mod badeværelset med en mærkelig, varm uro i brystet. Døren lukker sagte bag ham, mens karbonaderne syder i køkkenet, og Astrids sagte nynnen blandes med duften af smør, som om intet og alting er forandret.
