Efter at have sat sin elskerinde af bilen, tog Buch sig kærligt afsked med hende og kørte hjemad.
Han stod et øjeblik foran opgangen og overvejede, hvordan han skulle fremlægge det hele for sin kone. Op ad trappen, låste han døren op og gik indenfor.
Hej, sagde Buch. Bente, er du hjemme?
Ja, lød det roligt fra Bente. Hej. Skal jeg gå i gang med at stege de karbonader?
Buch besluttede sig for at handle direkte selvsikkert, bestemt, som en mand! Sætte en stopper for dobbeltspillet, mens hans elskers kys stadig brændte på læberne, før hverdagen igen slugte ham.
Bente, sagde han og rømmede sig. Jeg vil fortælle dig at det er på tide, vi går fra hinanden.
Bente tog nyheden med stoisk ro. Det skulle meget til at vælte Bente af pinden. Engang havde Buch endda drillet hende med at være som Is-Bente.
Hvad mener du? spurgte Bente ude fra køkkenet. Skal jeg så ikke lave karbonader alligevel?
Det bestemmer du selv, sagde Buch. Gør det, hvis du vil, ellers lad være. Jeg går til en anden kvinde.
De fleste hustruer ville nu flyve på ham med en stegepande, eller tænde et rasende skænderi. Men Bente var ikke som de fleste.
Nå, se lige én gang, sagde hun. Du har vel ikke hentet mine støvler fra skomageren?
Nej, mumlede Buch forlegent. Hvis det betyder så meget, kører jeg straks ud og henter dem!
Ja ja sukkede Bente. Ak ja, Buch. Sende dig efter støvler så henter du sikkert de forkerte.
Buch følte sig ramt. Det hele gik alt for stille for sig, ingen følelser, ingen drama, ingen anklager! Men hvad kunne man vente fra Is-Bente?
Jeg tror virkelig ikke, du hører mig, Bente! sagde Buch. Jeg erklærer officielt, at jeg forlader dig for en anden kvinde, og du snakker om støvler!
Naturligvis, sagde Bente. I modsætning til mig kan du jo gå alle steder hen. Dine støvler er jo ikke hos skomageren. Hvorfor så ikke tage af sted?
De havde levet sammen i mange år, men Buch havde stadig svært ved at gennemskue, hvornår hans kone var ironisk, eller alvorlig. Han var blevet forelsket i hendes rolige sind, hendes evne til ikke at skabe konflikt, og hendes ordknaphed. At hun også var god til at holde hus og havde en fast, behagelig figur havde bestemt heller ikke skadet.
Bente var pålidelig, loyal og kølig som et tonstungt skibsanker. Men nu elskede Buch en anden. Han elskede hende brændende, syndigt og sødt! Så tiden var inde til at lægge kortene på bordet og kaste sig ud i et nyt liv.
Bente, sagde han med et strejf af højtidelighed og vemod. Jeg er taknemmelig for alt, men jeg går, fordi jeg elsker en anden. Jeg elsker dig ikke mere.
Sikke noget pjat, sagde Bente. Du elsker mig ikke, tosse! Min mor var forelsket i naboen, min far holdt mest af kortspil og bajere. Og hvad så? Se på mig jeg er da blevet ganske udmærket.
Buch vidste, det ikke nyttede at diskutere med Bente. Hvert ord ramte præcist og tungt. Hans første ildhu fortog sig, og lysten til at skændes forsvandt.
Bente, du er virkelig fantastisk, sagde Buch, opgivende. Men jeg elsker nu engang en anden. Elsker hende brændende, syndigt og sødt. Jeg vil være sammen med hende, forstår du?
En anden hvem? spurgte hun. Er det måske Mette fra HR?
Buch trak sig tilbage. Han havde faktisk haft en affære med Mette sidste år, men at Bente kendte hende?
Hvordan begyndte han, men opgav så. Det er lige meget, Bente. Det handler ikke om Mette.
Bente rakte ud efter en kop kaffe og gabte.
Så måske Birgitte fra regnskab? Går du efter hende?
Det løb koldt ned ad ryggen på Buch. Birgitte havde også været en kortvarig roman, men det var længe forbi. Vidste Bente det hele? Selvfølgelig hun var jo skarp. Ingen ord at hale ud af hende!
Forkert, sagde Buch. Det er hverken Birgitte eller Mette. Det er en helt ny, vidunderlig kvinde mit livs drøm. Jeg kan ikke undvære hende og flytter over til hende. Og jeg vil ikke ombestemme mig!
Så er det vel nok Louise, sagde Bente med et suk. Åh Buch du er sgu lidt af et fjols. Hemmeligheder var aldrig din stærke side. Din store drøm er Louise Søgaard. Femogtredive år, et barn, to aborter rigtig?
Buch slog hånden for panden. Hun havde ramt plet! Det var præcis med Louise Søgaard, han havde haft en affære.
Men hvordan? fik Buch fremstammet. Har du holdt øje med mig?
Åh, det er simpelt nok, Buch, sagde Bente. Hør nu her, jeg er jordemoder med mange års erfaring. Jeg har haft fat i så mange kvinder i denne by, langt flere end du nogensinde kommer til. Jeg skal bare kigge et par steder hen, så ved jeg hvem du tumler rundt med, din tosse!
Buch forsøgte at genvinde fatningen.
Så lad gå, du har regnet det ud! Så siger vi, det er Louise. Men det ændrer ikke noget, jeg flytter alligevel.
Du er en klovn, Buch, sagde Bente. Havde du spurgt mig, kunne du have sparet dig besværet! Ingenting særligt at komme efter hos Louise, kan jeg sige dig alt som det plejer med kvinder, det siger jeg som fagperson. Har du set hendes journal?
N-næh indrømmede Buch.
Netop! Først og fremmest gå ud og tag et langt bad. Og i morgen ringer jeg til Jens fra klinikken, så får du lige en tid uden ventetid, sagde Bente. Så tager vi den derfra. Det er da utroligt: jordemoderens mand kan ikke engang finde en sund kvinde!
Hvad skal jeg dog gøre? spurgte Buch klagende.
Nu går jeg ud og steger karbonader, sagde Bente. Du kan vaske dig og gøre hvad du vil. Hvis du vil have fat i drømmekvinden uden diverse bekymringer så sig til, så kan jeg henvise digBuch stod i entréen, fortumlet, mens lyden af pander klirrede derude fra køkkenet. En duft af smørstegte karbonader sneg sig frem, som om ingenting var hændt. Realiteterne sank ind: Bente kendte alt til hans hemmeligheder, så ham tydeligere, end han nogensinde ville kunne se sig selvog lagde stadig karbonader på panden.
Måske var det bedste ved Bente ikke hendes stoiske ro, eller at hun aldrig råbte, aldrig kastede stegepander, men evnen til at holde fast i det enkle midt i kaos. Bente lod ham gå, men lod ham ikke synke. Hun bandt hverdagens sløjfe om deres liv, selv nu, på tærsklen til bruddeteller måske bare endnu en omgang Buch, du er sgu lidt af et fjols.
Han stod længe og stirrede på den lukkede køkkendør. Lyden af Bentes sagte nynnende sang gennem brummet fra emhætten stak ham i hjertet. Han så for sig, hvordan hun med faste hænder vendte karbonaderne, præcis som hun igennem årene havde vendt alt: bekymringer, sorger, glæder, afsløringer. Hun ville blive stående, med fødderne plantet i den lune dagligstue, som et trygt anker for verden.
Buch kneb øjnene sammen, lod ryggen glide ned mod væggen til han sad på gulvbrættet. Måske var det ikke drift, men netop roen, han havde forelsket sig i første gangden slags kærlighed, man først forstår værdien af, når man er tæt på at miste den. Han overvejede at rejse sig, sige noget klogt, måske et forsigtigt undskyld, men sad bare der og mærkede duften af karbonader og barndommens tryghed.
Til sidst lød Bentes stemme, klar og ufravigelig, fra køkkenet:
Buch, kommer du ikke og dækker bord? Karbonaderne er færdige.
Han tørrede øjnene i ærmet og rejste sig langsomt. Uden drama, uden store ord, åbnede han døren og gik køkkengulvets trygge varme i møde. Uanset hvor han måtte søge hen, vidste han, at her var hans plads for nuhos Bente, karbonader og det liv, der aldrig rigtig ville slippe ham.
Og mens de spiste i stilhed, mærkede Buch en mærkelig form for lykke. Måske havde han søgt forkert; måske var svaret aldrig at løbe, men at bliveog blive opdaget.
