Da hun gled ned ad den skrånende bakke mod vandet, måtte Erik vurdere kattens chancer for at overleve. Flodens stille strøm mellem de stejle klippeflader udstrålede ro. Bølgernes monotone plasken mod stenene lød som en advarsel: »En halv time kun en halv time til sluserne åbner« Erik kendte de tegn godt.
En kilometer oppe ad floden lå vandkraftværkets dæmning. Forårsfloderne havde fyldt reservoir til bristepunktet, og dagen før var der kommet besked til alle gårde langs floden snart ville de begynde at lukke vandet løs. Ingen forventede oversvømmelser; bredderne var høje, men de lavereliggende enge ville stå under vand en tid. Erik vidste, at han burde tjekke pumpestationen en sidste gang måske var der en løs bolt et sted.
Han haltede af sted, hans protese knirkede svagt i det venstre ben, mens han gennemgik området. Alt var i orden. Dagen før havde han allerede sikret rør og hegn, men en ekstra kontrol skadede aldrig. Han tog sin flade kasket af, strøg hånden gennem sit kort, grå hår, bredte et lille tæppe ud på en sten og satte sig, mens han masserede sit stumpsår. Benet gjorde ondt enhver vejrændring mindede ham om det. Erik tændte en cigaret og ventede. Han elskede at se, når sluserne blev åbnet. Først kom en fjerne rumlen, så dukkede en hvid skumvæg op, og pludselig væltede en enorm vandmasse nedad, fejede grene, skrald og sidste års blade med sig. Floden syntes at vågne til live, mens den skylede det gamle væk.
Han tog protesen af, lagde den ved siden af sig og iakttog, hvordan et faldent træ langsomt flød med strømmen ville det synke eller ej? Halvvejs fastnede det på en sandbanke. »Bidt fast,« konstaterede Erik. Om ti minutter, når flommen kom, ville den blive revet med. Men så bemærkede han noget mærkeligt: mellem grenene kæmpede en lille skabning. Han lænede sig frem og genkendte det en kat. Grå, gennemblødt, skælvende, desperat kæmpende for at komme højere op. Nu sad den på den øverste gren, tyve meter fra bredden, og kloede sig fast.
»Stakkels lille satan,« tænkte Erik. »Om ti minutter åbner sluserne den overlever ikke.« Hurtigt spændte han protesen på igen og målte afstanden til træet. Redningsaktionen var næsten håbløs, men han kunne ikke lade være. Det blik rædselsslagen, men alligevel håbefuldt havde han set et sted før.
For næsten tredive år siden havde Erik tjent som kontraktsoldat. På en »hotspot« var han sergent, patruljerende med en ung menig ved navn Mads. De klatrede op ad en bjergsti, der var smal. Mads skyndte sig foran, og en snigskytte ramte ham i knæet benet knækkede som en pind. Han væltede om, skrigende af smerte. Erik huskede det blik en stum råben om hjælp, og den erkendelse, at enhver redningsforsøg kunne koste dem begge livet.
Uden at tænke skød han mod den antagne position for at distrahere, før han styrtede hen til sin kammerat. Kuglerne hvinede forbi ham, en strejfede hans hjelm. Men det lykkedes han slæbte Mads bag en sten, mens deres deling dækkede dem med røg. Men senere den nat trådte Erik selv på en mine Siden dengang manglede de hver en ben: den ene venstre, den anden højre.
Erik rev sin vatterede jakke af, greb tæppet og vadede ud i det isnende vand. Den kolde smerte brændte i huden, vejret gik i stå, men det var for sent at vende om. Han kravlede mod træet, bidende tænderne sammen for at undgå at klapre. Han var nået til det lavere vand. Ovenfra lød en stigende larm sluserne blev åbnet.
»Kom nu, lille pus, ikke være bange!« knurrede han og rakte armene ud.
Katten, som om den forstod, sprang mod Erik og klyngede sig til hans skulder med klørne. Smerten jog igennem ham, men han pustede bare ud: »Hold ud.« Han vendte og begyndte at vade tilbage, benene svigtede. Kulden lammede hans krop, protesen var i vejen, kræfterne slap op. Vandets brusen blev højere bølgen var lige bag dem. Erik mærkede bunden under sig, tog et sidste skridt og segnede om, besvimerende. Det sidste, han så, var katten, der sprang i land.
Han kom til sig selv ved en lille bål. En tekande summede ved siden af, og katten nu tør sad og varmede sig ved flammerne.
»Så, der har vi dig. Jeg kan ikke lade dig være alene et øjeblik, uden du kommer i knibe,« knurrede en velkendt stemme. Det var Mads, den samme gamle Mads, nu med grånende tindinger. »Jeg kunne lige akkurat hive dig op i nakken.«
Erik nippede til den varme te og varmede sig under jakken. Katten gned sig stille op ad hans knæ.
»Lad nu være med at skælde ud, Mads,« smilede han. »Jeg vidste, du ikke ville efterlade mig. Ligesom dengang.« Han strøg katten over ryggen. »Nu er vi tre to halte og en firebent.«
»Ja,« nikkede Mads. »Den bliver hos dig for evigt nu. Når du redder den, klamrer den sig til dig. Du slipper ikke af med den lige som med mig.«
De grinede begge. Så rejste de sig og begav sig tilbage mod pumpestationen den ene haltende på venstre ben, den anden på højre. Og mellem dem, med våde poter der næppe rørte jorden, trippede katten, altid lige ved sin redders side.
