Efter 7 år, hvor jeg planlagde bryllup med manden i mit liv, stak han mig i ryggen!
Mit navn er Katrine Møller, og jeg bor i Odense, hvor Odense Å løber forbi gamle charmerende huse. Min historie kan måske virke simpel, men den flår mit hjerte i stykker. Jeg gjorde mig klar til at gifte mig med en mand, jeg troede var min skæbne, men han forrådte mig, og jeg kan stadig ikke trække vejret uden smerte.
Jeg mødte Mikkel for syv år siden. Ingen skænderier, ingen dage uden varme og gensidig respekt. Vi var som to halvdele, der blev til én. Fire måneder senere flyttede jeg ind hos ham – vi ville begge være tættere på hinanden og ikke spilde et øjeblik uden hinanden. Sammen skabte vi tusindvis af minder, som jeg vil bære med mig hele livet. Nogle gange fjollede vi som børn: grinede, legede, gemte os for sjov. Andre gange elskede vi hinanden, som om der ikke var en morgen – passioneret, til vi rystede af glæde.
Jeg har aldrig følt noget lignende med andre mænd. Mikkel var ægte for mig – stærk, blid, den, i hvis arme jeg ville falde i søvn og vågne hver morgen. 8. august blev en dag, jeg aldrig vil glemme. Han vækkede mig med morgenmad på sengen – lune croissanter, duftende kaffe og hans smil. Derefter elskede vi hinanden langsomt, som om tiden stod stille. Vi var på ferie, nød friheden og hinanden. Vi tilbragte en uge på Bornholm – havet, solen, solnedgange, der virkede magiske. Alt var som i et eventyr.
Den dag, mens han var i bad, bankede nogen på døren. Jeg åbnede – en fremmed med et smil gav mig en buket røde roser og en seddel: “Elsker dig. M.” Mit hjerte hoppede af glæde. Jeg takkede Mikkel for overraskelsen, kyssede ham, og vi tog til stranden. Men det var kun begyndelsen. Nedenfor i receptionen gav en anden mand mig endnu en rose. På vej til havet fik jeg seks flere blomster fra forskellige mennesker. På stranden havde jeg en buket med syv roser – én for hvert år af vores kærlighed. Mikkel smilede, blinkede: “Ville overraske dig.” Vi tilbragte dagen ved vandet, og ved solnedgang gik vi ud i havet, kyssende til lyden af bølgerne. Pludselig gik han ned på ét knæ i vandet: “Katrine, vil du gifte dig med mig?” Jeg blev overvældet af lykke, tårerne strømmede ned af mine kinder, og jeg rystede. “Ja!” råbte jeg, og verden dansede med os.
Alting gik sin gang frem til december. Før nytår tog han på forretningsrejse til en anden by. Kom tilbage efter en uge – fremmed, kold, med et tomt blik. I tre dage forsøgte jeg at forstå, hvad der var sket, men han tav som en sten. Til sidst brød han sammen og tilstod: han havde været i seng med en kollega. De havde drukket, slappet af, og “det skete bare.” Min verden brast sammen. Manden, der svor, at jeg var hans univers, som holdt om mig, som om jeg var den eneste i verden, forrådte mig. Et stik i ryggen – sådan føltes det. Jeg græd, han også – tårer løb ned over hans ansigt, men de betød intet.
Næste dag pakkede jeg mine ting og gik. Han bønfaldt mig om at blive, klamrede sig til mine hænder, skreg, at han elskede mig, at det var en fejl. Men jeg kunne ikke – alt inde i mig var dødt. Jeg smækkede med døren og forsvandt ud af hans liv. Siden fulgte opkald, lange samtaler, hans tårer og mine. Men smerten forsvandt ikke – svigtet brændte som glødende jern. Jeg elsker ham stadig – så meget, at mit hjerte brister. Men når jeg husker, hvad han gjorde, kvæler tårerne mig, og kærligheden blander sig med had. Vi har set hinanden tre gange siden bruddet. Hver gang ønsker jeg at kaste mig i hans favn og kysse ham, men jeg holder mig tilbage. Jeg kan ikke. Det er som en gift, jeg ikke kan indtage.
Jeg vil tilbage til ham – tilbage til de dage, hvor han var min helt. Men jeg frygter, han vil knuse mit hjerte igen. Såret bløder, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal hele det. Jeg går gennem Odenses gader, ser par gå hånd i hånd, og jeg føler mig som en tom skal. Han var mit alt, og nu er jeg alene, med denne kærlighed, der kvæler mig, og svigtet, der ikke slipper sit tag. Jeg beder, hjælp mig med råd. Jeg har brug for at høre en andens mening, forstå hvad jeg skal gøre. Skal jeg lade ham blive fortid eller give ham en chance? Smerten er ubærlig, og jeg drukner i den, uden at se en udvej. Hvad skal jeg gøre med denne kærlighed, der er blevet min pine?
