Efter fire måneders livlig beskedudveksling indvilgede jeg endelig i at mødes med den 52-årige herre han indledte samtalen med fem klager.
Man siger jo, at forventningen til festen ofte er bedre end selve festen. I Fridas tilfælde blev forventningen nærmest til et dagligt online-melodrama, hvor hun i snart fire måneder havde fået sig en ny digital hovedrolle.
I løbet af denne tid kendte hun efterhånden Runes smag ud og ind, huskede hans barndomsvenners navne og var også holdt op med at undre sig over hans hang til at slutte hvert god morgen med tre prikker
Frida var 45 år en alder, hvor man går på date ikke med knæene dirrende, men snarere med den nysgerrige ironi, som kun rutinerede feltstudier giver. Lad os se, hvilket eksemplar vi får denne gang, mumlede hun, mens hun gjorde sig klar.
Hun hørte til de kvinder, der kunne trække en simpel cashmere-sweater af, som var det kongelig gallatøj, og hvis selvironi altid kunne neutralisere pinlige stunder.
Rune, nybagt 52-årig, fremstod på skrift som en seriøs, velovervejet, let ironisk person og det var især hans driftssikkerhed, der tiltrak Frida.
Vi er jo ikke til fyrværkeri længere, Frida, skrev Rune sent om aftenen, nu er det varmen, der betyder noget. Jeg vil være med en kvinde, der forstår uden ord.
Uden ord? Fint nok, fniste Frida, mens hun lagde mascara. Bare at de ord, som trods alt falder, ikke får hende til at flygte ud af døren
Mødet blev sat i en hyggelig lille café med blødt lys og duft af kanel. Frida kom præcis, veloplagt og klædt, som var hun på vej til at modtage en pris for livets lethed hun så faktisk lige så skarp ud, som hun havde forestillet sig.
Rune ankom fem minutter senere og viste sig at være lidt lavere end på billederne og hans blik var så alvorligt, at det nærmest lugtede af revisionsrapport.
Han satte sig, smilede kort og sagde goddag.
Ingen komplimenter, intet Godt at se dig! bare en inspektør-lignende scanning.
Så foreslog han at bestille kaffe og lidt kage og det blev det. Så var der dømt dansk hygge på menuen.
Frida, indledte han med en tone som inspektøren på et gymnasies bestyrelsesmøde, jeg har gransket vores samtale grundigt. Næsten fire måneder. Nu hvor jeg ser dig, må jeg lige være åben fra start jeg har fem klager.
Noget klirrede i Frida det var hendes gode humør, der røg på gulvet. Hun støtte hagen i hånden og nikkede.
Fem klager? Det lyder spændende. Jeg lytter.
Rune misforstod ironien og løftede sit første finger.
På et af dine billeder, hvor du har blåt på, ser du anderledes ud. Nu er du mere markeret. Det kan forvirre. I vores alder bør kvinder være mere ærlige.
Frida morede sig lidt indvendigt. Markeret det er da fremskridt, tak fordi du ikke sagde solid.
Klage nummer to: Svartiden
Du svarer somme tider lige langsomt. For eksempel skrev jeg til dig klokken 14:15 for tre uger siden, og du svarede først 16:40. Mænd bryder sig ikke om at vente. Det er respektløst.
Jeg var til møde nåede hun at sige, før Rune gik videre til tredje finger.
Klage nummer tre: Lokalet
Hvorfor er vi her? Det er for fancy. Jeg foreslog en mere nede på jorden café. Den slags valg signalerer forbrugersnobberi.
Frida kiggede ned i sin latte og blev næsten fristet til at hælde den over Runes hoved, men nysgerrigheden sejrede.
Hvorfor det der kjole? Vi mødtes jo bare til kaffe. Det er lige lovligt iøjnefaldende til dagtimer. Smykkerne er også for meget. Kvinder skal tiltrække med dybde, ikke glimmer. Jeg leder efter indhold, ikke udstilling.
Klage nummer fem: Selvstændighed
Du valgte stedet selv, siger ofte jeg selv. Du lader ikke manden føle sig som en mand. Jeg behøver en kvinde, der spørger til råd og ikke demonstrerer selvstændighed. Hvis vi ender sammen, skal du dæmpe det.
Han afsluttede og foldede arme, som om han forventede bøn eller taknemmelighed for sin ærlighed.
Frida betragtede ham og blev ramt af en klar erkendelse: fire måneder i beskeder havde bare givet maskering til en pedantisk manipulator. Han jagtede ikke varme bare en nem måde at puste sit ego op.
Ved du hvad, Rune, sagde hun mildt og næsten venligt, jeg har også analyseret lidt. Det tog mig fem minutter at nå min konklusion.
Hvilken? spurgte Rune, med et forsøg på nysgerrighed.
Du er da et kuriosum. Du har krydset hele København for at uddele regninger til en kvinde du aldrig har mødt, for hendes smag, udseende og ret til at være sig selv. Det er sjældent selvsikkerhed.
Rune rynkede panden:
Jeg siger det bare, som det er.
Nej, rystede Frida på hovedet, det er ikke ærlighed. Det er bare ulykkelighed med en skæv målestok. Kan du lide fast inventar? Så gå på museum der forandrer tingene sig ikke. Synes du, jeg svarer langsomt? Køb et Tamagotchi. Kan du ikke lide kjolen? Jeg tog den på for min egen skyld ikke din.
Hun rejste sig, tog tasken over skulderen og så ham roligt i øjnene:
Og til sidst hvis dit ego lider skade af ordet selv, så har du brug for rehab, ikke romance. I en alder af 45 værdier jeg min tid for højt til at bruge den på nogen, der indleder første møde med at belære om mine mangler.
Du går? Og kaffen? mumlede Rune.
Du kan selv drikke din kaffe. Det sparer dig en krone eller to. Og lille tip: hvis du vil have nogen til at kigge dig i munden så bestil tid hos tandlægen.
Hjemme slog Frida straks Rune fra i alle sine apps. I hendes alder handler hygge ikke kun om plaid og ro men også om en telefon uden folk, der prøver at tvinge én ind i deres snævre skema.
Men hvad synes du var det mislykket flirt, eller mest en amatørteaterforestilling? Er det overhovedet værd at fortsætte, hvis du fra første sekund får faktura på din eksistens?
