Ved du hvad, jeg må bare fortælle dig om Mette alle i vores omgangskreds havde altid sagt, at hun var lidt for godmodig, nærmest naiv. Hun har været gift med Anders i femten år, og de havde to børn sammen Freja, som var fjorten, og Emil på syv. Men Anders havde det med at gå på frierfødder, altså virkelig! Hans første sidespring var på andendagen efter brylluppet med en servitrice, forestil dig det og efter det stoppede han nærmest aldrig. Veninderne prøvede i årevis at åbne Mettes øjne, men hun smilede bare stille og sagde aldrig en dårlig ting om ham.
Mette arbejdede som bogholder på et legetøjsfabrik i Vejle. Hendes løn, som hun selv sagde, var nærmest latterligt lav, men opgaverne hobede sig bare op. Hun arbejdede ofte også i weekenderne, og når det var kvartals- eller årsregnskab, kunne hun lige så godt have slået lejr på kontoret.
Anders tjente ellers ret godt, men Mette var ikke verdens bedste til husholdning, som hun selv sagde. Lige meget hvor mange kroner der kom ind, så var køleskabet næsten altid tomt, og hvis hun lavede mad, var det som regel hønsekødssuppe eller frikadeller med kartofler. Sådan gik dagene folk rystede bare på hovedet, når de så Anders komme arm i arm med sin nye flirt. Og tit kom han også hjem, som man siger, pivtør du ved, uden en klink på lommen.
“Ej, hvor er Mette dog godtroende. Hvorfor finder hun sig i det pjank?” sagde folk.
Så kom dagen, hvor Emil fyldte ti. Anders trådte ind derhjemme og proklamerede koldt, at han ville skilles. “Jeg har fundet den store kærlighed, og familien er ikke noget for mig mere.”
Mette kiggede bare på ham og nikkede roligt. “Det er helt fint, Anders. Jeg er med på en skilsmisse.”
Anders blev helt paf. Han havde ventet råb, tårer og måske at der røg en vase gennem stuen. Det her rolige, næsten smilende svar, havde han ikke regnet med.
“Så pak du bare dine ting jeg skal nok lade dig være i fred. Læg din nøgle under måtten, inden du smutter i morgen.”
Mette så på Anders med sådan et mærkeligt, lille smil, og han syntes egentlig, det hele var lidt underligt. Men hurtigt fik han tankerne væk nu skulle han endelig ud leve det liv, han havde drømt om uden børn og kedelige hverdagspligter.
Næste dag kom han hjem med sin nye kæreste. Han rakte ned under måtten for at hente sin nøgle, men den var der ikke. Ærgerligt, tænkte han, “det fikser jeg bare, så skifter jeg låsen.” Men da han prøvede, passede nøglen ikke. Han ringede på, og i døren stod en kæmpestor mand i hjemmesko og badekåbe.
Hvad vil du? spurgte manden.
Jeg det er faktisk min lejlighed, stammede Anders.
Manden smilede skævt og svarede: Har du papirer på det? Så skal du vise mig dem.
Selvfølgelig havde Anders ingen papirer med, så han kom ikke ind. Pludselig huskede han dog, at han jo kunne vise sin folkeregisteradresse i passet. Han roede febrilsk i lommen, fandt passet og viste det frem men manden gav ham bare et træk på skulderen og sagde: Hvornår har du sidst kigget på din adresse?.
Anders åbnede passet, og der var både flyttestempel ind og ud. For to år siden! Han kunne ikke fatte det. Han prøvede at ringe til Mette, men hendes nummer var slukket.
Han satte sig ude på fortovet og ventede på hende. Men så fik han at vide, at hun slet ikke arbejdede på fabrikken længere hun havde sagt op for næsten et år siden. Datteren var flyttet til udlandet for at læse, og Emil var begyndt i en anden skole sidste år, og personalet kunne ikke oplyse noget, da “faren” ikke anede, hvor hans søn gik.
Han sad der helt knust og tænkte: Hvordan kunne rolige Mette lave sådan et nummer? Og hvordan havde hun solgt lejligheden? Nå, men det måtte han jo tage med retten.
Ugen efter mødte han op til skilsmissen klar på at afsløre hele hendes bedrag, få alt tilbage, måske endda lave et stort nummer ud af det i retten. Men så kom det frem, at han selv havde givet hende fuldmagt for to år siden. Dengang havde han mødt Lise en smuk kvinde, der havde vendt hele hans verden på hovedet, og han tænkte kun på hende.
Mette maste på, for Freja havde brug for alle mulige papirer og tilladelser til et udvekslingsophold, og Anders orkede ikke besværet, så han skrev under på en generel fuldmagt til Mette. Og så havde hun jo i realiteten selv haft fri adgang til det hele, uden at han fattede mistanke. Han stod tilbage på gaden uden noget og Lise, ja, hun smuttede selvfølgelig, da hun opdagede, at han ikke længere havde så meget som en lejlighed i Kolding at byde på.
“Nå,” tænkte han, “så må jeg da i det mindste slippe billigere med børnebidrag.” Men der kom ikke en stævning om bidrag i stedet fik han en besked om, at Mette gjorde indsigelse mod hans faderskab. Begge børn havde en anden far og han anede det ikke.
Det viste sig, at Mette allerede på bryllupsnatten havde set Anders med den der servitrice, og noget knækkede inde i hende. Hun valgte en meget anderledes, tålmodig hævn: utroskab for utroskab og derefter at spare hver en krone, han gav hende til husholdning og gemme den væk. Børnene blev klædt på og spiste solid mad hos deres mormor, mens Mette lod Anders tro, at hun altid havde for lidt penge. Mettes mor forsøgte flere gange at stoppe hende.
Hævngerrighed spiser dig op, det ødelægger dine børn, sagde hun, men Mette var urokkelig. Og til sidste, efter at have undersøgt det hele, fik hun også lavet DNA-prøver selvom hun godt vidste, hvem børnenes rigtige far var.
Det slog Anders helt ud. Det at miste lejligheden var intet men at opdage at børnene ikke var hans, det var nærmest umuligt at bære.
Man skal virkelig passe på, hvem man gør ondt. For en såret kvinde kan meget mere, end de fleste tror.
