Dråber
Og den er altså slet ikke uhyggelig! Den er smuk! Mads, sig det til dem!
Signe klyngede sig desperat til en forpjusket, udmagret kat, mens hun græd så højlydt, at naboerne i gården måtte holde sig for ørerne.
Som alle i hendes store familie havde Signe den slags stemme, der både kunne overdøve byens kirkeklokker og lyden af cykler på brosten. Hun var kun fem, men ingen på Vesterbro kunne skrige så glasruderne klirrede, som hun.
Folk havde vænnet sig til Signe og hendes mange søskende. Ingen lod sig rigtig mærke med deres påfund, alle vidste jo, at Birgitte, deres mor, ikke kunne holde styr på så mange børn og samtidig passe sit arbejde på universitetet. Hun havde så travlt, at enhver anden kvinde for længst var blevet til en slidt karklud.
Havelågen, smukt smedet og den gamle villa værdig, skilte huset nu ombygget til lejligheder fra vejen. Den var hele beboerforeningens stolthed. Hvert forår malede naboerne lågen sammen, og Birgitte kunne med god ret hænge henover den alt det hun ville, mens hun sukkede og sagde:
Vi er alle arbejdsheste! Smukke og kloge nordbakker. Men hvad kan man gøre? Ingen tager dit læs, ingen trækker for dig. Alt må du selv! Men jeg, piger, jeg er bare en udødelig pony. Galopperer rundt, uden at vide hvorfor. Hvor jeg skal hen, har jeg egentlig forstået, men hvorfor nej. Du får et spark, og så stikker du snuden ind i halen på den foran dig og drømmer om aftenen, hvor alle ligger rene, mætte og tilfredse i deres senge, og køkkenvasken er tom, fordi nogen allerede har vasket op… Og mærkeligt nok, netop den tomhed, dét er lykke
Birgitte besad livsklogskab og en tiltrækkende, skandinavisk skønhed. Men hvem kaster et blik efter en kvinde med seks børn og uden nævneværdig hjælp? Birgitte havde for længst indset, at Amor ikke havde plads i hendes liv.
At være mor til seks er ikke et gram lakrids!
Alligevel havde ingen indvendinger; alle kendte jo Birgittes families forviklede forhistorie.
Fire af børnene var nemlig plejebørn.
Nej, Birgitte havde ikke hentet dem fra et børnehjem for at redde dem eller sikre dem en lykkelig fremtid. Ville hun engang have haft mod og styrke til dét? Måske. Men ikke dengang og ikke alene. Hun havde sine egne planer, og at blive alenemor til seks børn kunne selv ikke hendes værste mareridt have fremmanet.
Men livet ja, det har sin egen vilje. Og uden at spørge os om lov, så slynger det prøvelser i vores retning.
Her, tag den! Tænk over hvad slags menneske du er!
Så Birgitte måtte også tænke og træffe sine valg. Selvom hun, fra første sekund, vidste hvad hun ville vælge.
Alle børnene, som Birgitte opfostrede, regnede hun for arv.
Arv tja; det tager man til sig, eller også gør man ikke. Birgitte afviste, at hun kunne forkaste noget, nogen havde skænket hende. Ingen havde jo svigtet hende. Hvorfor skulle hun efterlade børnene, der havde mistet alt? Og de var endda hendes egne sådan på de snørklede danske familiesløjfers facon!
Hun var et barn af 1990’erne. Hendes mor, Kirsten, var kendt som Amagers skønhed. Så ung, knap atten, allerede gift, i en kjole så fortryllende, at den var byens samtaleemne, og hendes mand Jørgen var så forretningsmæssig, at ingen turde tænke nærmere over hvilke forretninger, han egentlig havde gang i.
Tanja huskede intet om sine forældre.
Hun besøgte dem kun, i selskab med farmor, på Assistens Kirkegaard, hvor deres billede var ætset ind i stenen. Stribet halstørklæde, som farmor havde strikket, og hendes tegninger, som pædagogen havde rost, fortalte hun ivrigt om til stenene, så farmor ikke skulle høre det.
Først da hun blev seksten, forstod hun, hvad der var sket.
Din far var måske ikke den bedste mand, skat. Kom dårligt herfra og trak min datter med. Dem må jeg aldrig tilgive. Hvor jeg græd! Bad for, at hun ikke skulle gå ind i det men kærlighed gør blindt. De sagde, han ofrede sig for hende, da de kom efter ham. Må han virkelig have elsket hende? Hvem ved? Til dig rakte kærligheden. Du er min største glæde.
Pludselig forstod Tanja, hvem alle de mystiske mænd var dem der sad i farmors køkken til te og lagde kuverter med penge og kun gnubbede hænderne, uden forklaring.
Farmor nægtede aldrig pengene. Men brugte dem heller ikke hun sparede op og købte Tanja en lejlighed på Frederiksberg efter gymnasiet.
Her, skat. Din arv. Fra mor… og far
Men Tanja nægtede at bo der hun blev hos farmor.
Hvorfor dog, skat? Skøn lejlighed, centralt! Tæt på gymnasiet. Lige ud til arbejdet. Hvorfor så stædig?
Jeg vil ikke undvære dig! Du må flytte med mig, eller vi bliver her!
Farmor nægtede længe at forlade sin nuser to-værelses, fyldt med minder. Det var først da hendes kusine, Grethe, bad om hjælp:
Tanja, må vi bo i din lejlighed? Vi betaler! Jeg har børn, du bor der jo ikke Hjælp os uden adresse får jeg ikke børnene i børnehave!
Grethe var en kvinde med albuer og store armbevægelser. Farmor brokkede sig:
Lyt ikke til Grethe, min pige! Hun har altid gået mere op i mit arvestel end i mig selv. Drevet som hun er, ja, vær på vagt!
Men farmor, hun har dog børn
Så må hun tage sig af dem selv! Jeg skal tænke på dig!
Men Tanja kunne ikke afvise de små, især ikke de to, Mathias og Line, som søgte trøst hos hende. Grethe blev ved: man efterlader ikke familie på den måde!
Tanja var tynget af ordet anständigt. For det var dét, man drøftede hjemme: Hvis din far havde levet anständigt… måske havde mor været i live.
Det nagede hende, og hun hungrede efter farmors anerkendelse:
Den slags, ja, det gør mig stolt, Tanja! Det er at handle rigtigt. At være et godt menneske!
Bedre ros fandtes ikke. Sagen med Grethe føltes ligeså.
Men så overraskede farmor hende:
Det der er forkert, Tanja!
Hvorfor? Skal Grethe og hendes børn leje sig ind tilfældigt, mens min lejlighed står tom?
Ja! For hun er snu som ræven! Har du glemt eventyret om is- og træhuset? Jeg husker det tydeligt!
Farmor
Tavshed! Grethe skal ikke bo i din lejlighed, men vi to skal.
Men du ville jo ikke flytte!
Nu bliver jeg nødt til det. Enig, man skal hjælpe familie, men man skal ikke opgive alt! Grethe klarer sig. Hun vil få hus og hjem og alt det der. Hun behøver kun fiskestangen, ikke fisken! Tro mig: Når man gir alt med det samme, gør man ikke altid godt.
Hvorfor ikke?
For så skal ingen stræbe det hele gives dem jo! Sætter du Grethe ind dér, får du aldrig dig selv eller dit hjem tilbage! Det ender med, du føler dig skyldig for at have sagt ja, og hun vil spille på det. Og hun vil aldrig flytte ud! Vel?
Måske Men er det ikke kynisk?
Måske, men endnu mere ondt bliver det, når det ulmer under overfladen, og bitterheden vokser. Det har vi ikke brug for!
Nej
Så lad mig tage mig af det. Du skal ikke strides for din ret. Jeg holder styr på det for børnenes skyld! For det betyder noget, at nogen elsker dem. Én, de virkelig ikke er ligegyldige for.
Farmor, Grethe elsker jo sine børn!
Ja! Men hvad skader det, hvis de også elskes af dig? I livet, Tanja, er hver eneste kærlighedsdråbe kostbar! Husk dét!
Det viste sig, at farmor havde ret.
Grethe indså det hurtigt.
Vidste du, at I ville beskytte Tanja.
Ville du gøre hende fortræd?
Selvfølgelig ikke! I er jo min eneste familie!
Hold fast i os, pige. Vi skal nok hjælpe og støtte. Det ved du.
Flytningen skete, og Tanja og farmor indrettede sig i det store hjem.
Men tiden står aldrig stille. Tanja ville bare ønske farmor kunne tage det roligt og nyde livet. Men skæbnen ville det anderledes.
Farmor kom ofte i klinikken nede om hjørnet.
Mit andet hjem, lo hun og raslede med recepter.
Hendes helbred haltede, men Tanja prøvede at følge hende dog blev hun ofte hysset væk.
Jeg er ikke hjælpeløs! Det er jo kun to minutter væk. Gå du, kære! Jeg klarer det!
Men en vintermorgen hvor sneen forvandlede fortovet til en glat bane, fik hun sig et slemt fald lige uden for apoteket. Folk skyndte sig forbi, alle med deres vigtige ærinder.
Det var en taxa-vognmand, der fandt sedlen med Tanjas nummer og ringede men det var for sent.
Farmor døde dagen efter. Hele natten sad Tanja i venteværelset, knuget i Grethes favn, som straks kom farende.
Hvordan skal jeg undvære hende, Grethe?
Hold nu op, du må håbe! forsøgte Grethe, men hun vidste, slaget var tabt.
Lægerne vovede knap møde deres blikke. Tanja forstod.
Da farmor var væk, ændredes alting. Nu hang ansvaret for alt, også på hende.
Meget skete derefter.
Ind kom Jacob, med hvem hun boede i fem år og gik stille fra et stilfærdigt farvel, to børn og hverken had eller drama. Jacob var ærlig som en skinne; da han fandt kærligheden et andet sted, sagde han det. Han ville stadig hjælpe og støtte hende.
Vi er venner endnu, ikke? spurgte han og pakkede sin sportstaske uden øjenkontakt.
Ja Jacob, hører du egentlig dig selv? Tanja følte sig lige så knust som den nat taxachaufføren havde ringet med nyheden om farmor, men hun kunne ikke blive vred.
For hvad var der at blive vred over for ærlighed? For at han gik? Det er menneskers vilkår. Børnene elskede ham.
Hun bad Grethe komme over.
Grethe, der nu havde gjort farmors gamle lejlighed til sit hjem, arbejdede som oversygeplejerske og havde netop lagt datteren i seng. Hun satte straks kursen mod Tanja og vuggede hende gennem gråden.
Lad ham gå! Han havde gjort det uanset, før eller siden! Vil du vide hvorfor? Mænd er af naturen undskyld, men han var bare sådan og de bliver aldrig tilfredse. Vigtigst: han vil stadig være far for børnene.
Og det gælder noget
Når Jacob flotte måneder senere fortalte, at han ventede barn med den nye kvinde, tog Tanja det roligt.
Det er da godt…
Tak, Tanja!
For hvad dog?
Du er for vild, kvinde!
Det ved jeg da!
Oven i kom endnu en overraskelse:
Grethe! Hvordan nu?
Altså, der skal ikke så meget til… To børn har du selv ønsker du detaljer om selve processen? Grethe prøvede at joke, øjnene var bange.
Spasmager! Hvem er faren?
Ligegyldigt! Da han hørte det, var han væk. Og jeg nåede end ikke skræmme ham med, at det er tvillinger! Hvad skal jeg dog gøre? Jeg har intet, og Mathias og Line skal jo også vokse op…
Grethe flygtede på toilettet. Tanja blev stående tilbage og så børnene overfalde slikskålen.
I skal dele! Ikke grådige! Tanja, vil du have en? Sørger du hjælper.
Med blikket i Mathias øjne traf Tanja den beslutning alle ville kalde tåbelig.
Er du tosset, sagde Grethe og rystede gavebrevet. Jeg kan ikke…
Selvfølgelig kan du! sagde Tanja og blinkede til notar. Det er rigtigt, Grethe. Farmor ville give sin velsignelse. Dine børn fortjener et hjem.
Så blev farmors lejlighed til Grethes. Hele familien ventede tvillingernes ankomst.
Signe og Marie blev født på dagen. Små, som porcelænsdukker, men med stemmekraft for hele vejen.
Sangglade piger! Hvad skal de hedde, mor?
Efter min mor: Signe og efter deres tante: Marie.
Godt menneske, hun, siden du vil opkalde…
Hun var fantastisk! Uden hende, fandtes disse børn ikke.
Grethe blev mødt af børnene og Tanja.
Sådan! Nu er vi blevet én mere! hviskede Tanja og løftede forsigtigt det lille kniplingsindpakkede barn. Hvilke skønheder!
Må de bare blive lykkelige, Grethe gemte på sin uro.
Havde hun sagt noget til Tanja, sat tiden i bero, måske havde det set anderledes ud.
Men hvilken mor har tid til sig selv med spædbørn på armen?
Det blev skidt kun en uge efter de kom hjem. Hun bad Mathias holde øje med de sovende tvillinger:
Ring til Tanja, Mathias. Og græd ikke, skræm ikke Line.
Grethe blev ikke reddet.
Hjertet, som aldrig havde fejlet, svigtede nu.
Igen måtte Tanja træffe en umenneskelig beslutning.
Du er nærmeste familie, jovist, en træt kvinde fra kommunen rystede på hovedet. Men fire børn? Og du har to selv! Vi må overveje det nøje…
Tanja protesterede ikke. Men at sende Mathias, Line og de små tvillinger på institution… utænkeligt. Sådan lærte hun det af farmor.
Hvis det var rigtigt, var det ikke til diskussion: børnene skulle blive sammen!
Jacob hjalp. Han fandt en god advokat og hjalp med papirerne, passede børnene, mens Tanja løb fra myndighed til myndighed.
Er din nye kone ikke imod?
Nej. Hun er selv mor. Én ting har hun forstået:
Hvad for noget?
At du aldrig tager mig tilbage, ikke?
Nemlig.
Så hvorfor skulle hun frygte Næh, Tanja, men er du sikker?
Sikker på hvad?
Seks børn… det er meget…
Jeg er ikke spor sikker, Jacob. Jeg er rædselsslagen! Jeg er virkelig i panik. Men jeg kan ikke andet. De er alle mine hvordan skulle jeg dele dem?
Men hvad frygter du?
At jeg ikke slår til? At jeg ikke kan?
Du står ikke alene. Hvis jeg må, vil jeg hjælpe så meget jeg kan. Skylder dig jo, husker du? Jacob tørrede hendes tårer. Vi klarer det sammen. Husk hvad, Tanja?
Hvad da?
Bedre menneske findes ikke! Hvis nogen kan, så er det dig!
Lad Gud høre dine ord, Jacob!
Det gør han. Farmor forklarer ham resten!
Det var godt, Tanja smilede for første gang siden Grethes død.
Fremtiden blev kringlet.
Tanja kæmpede; græd om natten, bid i puden så ingen hørte.
Farmor, hvad nu? Hjælp mig med børnene!
Og dét underlige; minderne placerede svarene til hende, hentydninger, vejledninger. Det holdt tårerne væk, og Tanja fandt altid fodfæste igen. Børnene voksede. For dem var Tanja den vigtigste i verden. De vidste: uanset hvad, løb de til hende. Hun forstod, tilgav, forklarede aldrig gjorde hun dem ondt.
Så stod Signe igen med katten, hvilket fik naboen til at bjæffe:
Tanja smider dig ud, hvis du tager den! Se hvor snavset den er! Den har sikkert lopper slip den!
Nej! Signe så fortabt på storebror og på døren.
Den dag skulle Tanja have børnene i Zoologisk Have. Hun havde gjort morgenmad klar, vækket familien, organiseret turen kun på få minutters forsinkelse sendte hun de mindste i gården under Mads opsyn.
På gyngerne med jer, Mads! Giv mig to minutter! Hvor er mine gamle kondisko?
Kig i Lines skab, hun lavede orden! Vi er i gården! Mads sendte søstrene ud og råbte: Mor, husk at lægge makeup på begge øjne denne gang!
Tanja rodede rundt og fandt til sidst skoene, fik også lagt læbestift på. Normalt ikke på en lørdag, men hvorfor ikke denne gang? Hun havde jo børn, bunker af bekymringer, men hvorfor ikke se lidt ordentlig ud, også til dyrene og alle mennesker på zoo-turen?
Hun havde fundet ud af, at man kunne trave rundt, vrisse over ispletter på tøjet og slide sine nerver op. Eller hun kunne give slip, købe candyfloss, byde is til alle, og, som farmor sagde:
Jeg går over til elefanterne! Er der nogen med?
Og huske dengang hun sad med farmor på en bænk ved elefanterne, med smørrebrød og saft. Nu lavede hun selv saftevand og pakkede smørrebrød til børneflokken. De ville føre det videre engang, og sådan var det rigtigt.
Hun så sig i spejlet, tog rygsækken og løb ud til trappen.
Naboen smilede skævt:
Skynd dig, Tanja! Der er en overraskelse til dig dernede.
Signe sprang hende i møde, holdt stolt katten frem.
Mor! Se! Er den ikke smuk?
Hvad skulle Tanja svare til det?
Intet!
Hun tog katten i nakken, løftede den og sukkede.
Zoologisk Have må vente. Vi har fået vores egen tiger. Mads, hvor er nærmeste dyrlæge? Kom, vi går!
Det blev en god dag. Også uden Zoo. For familien under Birgittes tag, var der altid noget at tage sig til.
Den magre, forhutlede kat, som Signe dragede hjem den dag, blev på få måneder en sund, smuk og kærlig kat, der bragte endnu en dråbe glæde og et helt hav af lykke ind i Tanjas verden.
Det forundrede ingen. Hverken Tanja eller børnene. For for dem var det krystalklart: Man kan aldrig få for meget kærlighed der, hvor der er plads til den.
