Sommeren i år står stadig klar i min erindring, for det var da min svigerindes elskede lillesøster kom på besøg. Jeg plejer at kalde hende guldfuglen i familien, mest fordi det altid er hende der bliver talt om ved sammenkomster både mor, far og resten af flokken snakker kun om hendes bedrifter. Hun var nemlig knalddygtig i gymnasiet, klarede sig igennem universitetet med bravur, og fik et godt job i sit felt hun blev næsten den perfekte datter i deres øjne.
Samtidig var jeg selv den ældste, men havde aldrig fået gjort min uddannelse færdig, og blev gift i en ung alder. Heldigvis så de ikke så skævt til det, måske fordi jeg selv havde klaret mig pænt; jeg havde startet min egen forretning, haft min egen lejlighed, bil og en stabil indkomst. Alligevel blev den mindste altså min svigerinde ved med at bevare sin status som familiens guldklump.
Denne sommer, da svigerinden kom forbi, bad hun så om at låne nogle penge. Hun ville nemlig lægge udbetaling til en ejerlejlighed, men manglede kontantbeløbet. For mig var det egentlig ikke det store, så jeg lånte hende gerne pengene. Hun fortalte, at hun arbejdede i det offentlige og nok skulle betale tilbage på bestemte tidspunkter hver måned.
Pengene fik hun, og det var nærmest med et højtideligt løfte om fast tilbagebetaling og dog, kun en uge senere kørte hun i sommerhus på Bornholm. Jeg husker stadig min undren, hvordan en, der ikke havde råd til boligindskud, pludselig kunne tage af sted på ferie.
Hun fortalte hele familien, at hun havde sparet op hele året til den tur. Men det sjove var, at hun endnu ikke havde taget hul på nogen boligkøb eller banklån. Jeg spurgte forsigtigt til det, og da svarede hun bare, at hun havde skiftet mening.
Så bad jeg hende om tilbagebetaling af lånet det var jo givet til bolig, ikke til ferie. Til det svarede hun, at hun ikke havde flere penge; de var brugt under opholdet på Bornholm. På det tidspunkt gik det op for mig, at hun overhovedet ikke havde planer om at købe sig nogen lejlighed.
Jeg forsøgte stille og roligt at forklare, at hun måtte betale mig så hurtigt som muligt. Pengene var givet til boligkøb, ikke til solskinsture. Men hendes svar ramte hårdt: Slap af, jeg skal tjene masser af penge snart vent nu bare, jeg har ikke noget nu.
Og hvordan gik det så? Ja, præcis som man kunne frygte. Hun fortalte min svigermor, at jeg havde krævet pengene tilbage før tid, og at sådan gør man bare ikke i familien. Pludselig blev den mindste datter igen familiens engel, og vi blev udstillet som de velhavende, men hjerteløse monstre.
