Du stjæler fra min søn, han har ikke engang råd til en ny pære.
Søndag morgen lå jeg under et tæppe på sofaen. Min mand var kørt hjem til sin mor for at skifte en pære for hende. Men grunden til besøget var selvfølgelig en helt anden:
Sønnike, har du glemt, at Jens har fødselsdag i dag?
Min mand, Mads, er et sandt legebarn. Hans løn rækker tit kun de første dage af måneden. Heldigvis sørger han for at give mig penge til regninger og mad. Resten bruger han på at købe nye computerspil og alt det udstyr, der følger med. Det tager jeg let på, for det er vel bedre, at min mand fordriver tiden med computerspil end på bodegaen eller i nattelivet. Og så læste jeg engang, at de første fyrre år af et barns liv er de sværeste for enhver mand.
Jeg fortæller ikke det her for at få medlidenhed, men for at forklare, hvorfor Mads altid har tomme lommer. Jeg har nemlig andre prioriteter. Jeg formår endda at lægge lidt til side hver måned. Ofte låner jeg penge til Mads, hvis det brænder på, men siger konsekvent nej, når det er til hans mors eller søsters behov. Dem må de selv klare.
Selvfølgelig kom jeg i tanke om, at Jens havde fødselsdag, så for en uge siden købte jeg en gave til ham. Inden Mads tog til familien, rakte jeg ham pakken og satte mig ind for at se film. Jeg havde ingen planer om at tage med mit forhold til svigerfamilien er mildest talt anstrengt.
De synes ikke om mig, fordi jeg ikke lader Mads betale deres regninger eller hjælpe med alt muligt, og fordi jeg ikke gider passe hans nevøer og niecer. Engang gik jeg med til at holde øje med min svigerindes børn en enkelt time, men de hentede dem først langt ud på eftermiddagen, hvilket betød, at jeg kom for sent på arbejde. Da jeg udtrykte min utilfredshed, blev jeg udråbt som uopdragen og respektløs af både svigermor og svigerinde. Siden har jeg afvist alle lignende forespørgsler. Mads må dog gerne hygge sig med børnene jeg har intet imod det, for jeg kan også godt lide dem.
Kort tid efter Mads var taget afsted, stod hele familien pludselig hjemme hos os, børnene inklusive. Svigermor trådte selvsikkert ind i stuen i overtøj og meddelte:
Vi har besluttet, at Jens skal have en tablet til sin fødselsdag, den han selv har valgt den koster to tusinde kroner. Du skylder mig tusind. Betal venligst nu.
Jeg kunne da godt finde på at give en tablet, men aldrig til så mange penge.
Selvfølgelig gav jeg ikke en øre. Mads begyndte ovenikøbet at skælde mig ud for nærighed. Jeg startede computeren, kaldte på Jens og sammen brugte vi fem minutter på at finde og bestille en flot gave, der gjorde ham glad.
Drengen løb lykkeligt ind til sin mor, som sad ude i gangen. Min svigerinde har altid haft en forkærlighed for andres ting, så jeg holder godt øje med mit. Svigermor anerkendte slet ikke min gestus, tværtimod.
Ingen har bedt dig om det, du skulle bare betale pengene. Du lever godt nok sammen med min søn, men han ligner en tigger, der ikke engang har råd til en ny elpære. Giv mig straks tusind kroner du ved godt, det er hans penge.
Hun begyndte at rode i min taske, der lå på natbordet. Jeg sendte Mads et blik og hvæsede:
Du har tre minutter til at bede dem gå!
Så tog Mads omsider konsekvensen. Han fulgte resolut sin mor ud, og hele familien fulgte trop. Tre minutter var alt, hvad der skulle til.
Derfor foretrækker jeg, at Mads bruger sin løn på spil, hvis alternativet er, at hans mor tager det hele. Hellere, at han bruger pengene på noget, der rent faktisk gør ham glad, end at han skal forsørge sin familie resten af livet.
Nu sidder jeg her og tænker, at det måske havde været nemmere bare at finde en forældreløs mand.
Nogle gange må man sætte grænser for ellers bliver man selv den, der står tilbage uden energi og glæde i livet.
