Du springer rundt i verden som en dansk gede

Du, jeg kom lige til at tænke på den gamle historie om mig og Signe det føles så underligt at kigge tilbage nu.
Vi sad på kollegieværelset, Signe havde sat sig på vindueskarmen og viftede med armene som hun altid gjorde: Elise, du og jeg skal lave vilde ting, bare vent og se! Du med dit rådgivning, jeg med marketing og bum, så starter vi vores eget bureau. Fremtiden er vores, det lover jeg dig!
Jeg så op fra mine noter og grinede, skubbede min tunge, flettede fletning tilbage.
Sig, vi har eksamen om en uge, og du sidder allerede og bygger imperier.
Man må jo drømme! hun hoppede ned fra vindueskarmen og landede på den slidte seng ved siden af mig. Seriøst Elise, vi er ikke som de andre. Vi er kloge. Vi skal nok klare den.
Jeg lagde pennen fra mig og kiggede på hende lidt rodet, gammel t-shirt, men øjne der glødede. Lige der troede jeg fuldstændigt på hende.
Vi skal nok klare den, hviskede jeg.
Ti år fløj forbi som et enkelt sukkerdyb…
…Elise kæmpede sig gennem de år. Praktik i internationalt firma, søvnløse nætter med rapporter, business-engelsk om morgenen, kinesisk om søndagen. Konferencer, møder, forbindelser. Hun kravlede op, rev albuer og knæ, men stoppede aldrig. Da hun blev tredive gik hun i italienske jakkesæt, fløj til Tokyo for forhandlinger, hun kunne ikke huske hvornår hun sidst græd af træthed der var bare aldrig tid.
…Signe mødte Mads på tredje semester. Han var mekaniker, duftede af olie og kiggede på hende som om hun var det eneste i verden. På fjerde blev hun gravid, på femte droppede hun ud. Marketing-bureauet forsvandt mellem første barn og andet fødsel. Nu styrede hun et hjem i et Vestamager lejlighedskompleks gryder, børneskrål, og evigt utæt haner.
De sås stadig, men sjældnere. Elise kom hjem med gaver fra forretningsrejser: Et silkeklæde fra Milano, bjerg-te fra Yunnan. Fremdrog billeder, snakkede om templerne i Kyoto, forklarede japansk forhandlings-etik.
De siger aldrig noget direkte, du ved? Alt foregår i hints og nuancer. Jeg brugte tre måneder på etikette for ikke at dumme mig til første møde.
Signe nikkede, vendte teposen i hænderne, tav. Så suk.
Du har det godt, Elise. Mads er væk på arbejde, Mille har fået virus i børnehaven, pengene rækker aldrig.
Elise blev altid i tvivl hvad hun skulle svare. En mur af forskellige liv, forskellige sprog, forskellige dufte hendes parfume til et par tusinde kroner mod Signes vaskepulver.
…Til Signes fødselsdag kom Elise direkte fra Kastrup. Mørkeblå jakkesæt, stiletter, håret lagt i business lounge. Hun gled ind i selskabet, lo, snakkede om nye projekter, fangede mændenes blikke, kvindernes respekt.
Signe sad i hjørnet…
Hendes kjole var gammel, den hun engang havde på til Mads firmafest for tre år siden. Håret i en stram hestehale der var ikke tid til føntørring den morgen, Mille var igen hysterisk. Hun så Elise stråle i midten, folk lytte, og noget mørkt, bittert, klæbrigt begyndte at vokse indeni.
Det var ikke misundelse.
Det var værre…
Elise gik ud i køkkenet efter vand og stoppede på dørtrinnet. Signe stod ved vinduet, greb om vinglasset, stirrede tomt ud.
Sig, hvorfor står du her alene? Elise trådte nærmere, rørte hende på skulderen. Kom med ind, Nadja har lige båret kagen frem.
Signe trak sig, rystede hånden af.
Gå nu. De venter på dig.
Elise kneb øjnene sammen, men gav ikke op. Lavede et glas vand, tog en slurk begyndte forsigtigt:
Jeg har faktisk tænkt på… Du savner jo nok at arbejde, det kan jeg godt se. Der er en stilling hos os, det er begyndende, men med potentiale. Jeg kan snakke med HR så du kan få en praktikplads, og så…
Vinglasset bumpede så vin flød ud over bordet.
Praktik? Til mig?
Sig, jeg vil bare hjælpe…
Hjælpe?! Signe lo men det var en ond latter, brudt. Du har set dig ned på mig, Elise. Storslåede Elise Holgersen, kommer og skal redde veninden. Tak for din nåde!
Du har misforstået, prøvede Elise roligt. Jeg kan se du ikke har det godt, at du ønsker mere, og jeg tilbyder bare en mulighed.
Har jeg bedt dig om det? Signe trådte nærmere, Elise trak sig instinktivt væk. Du er ikke den samme, Elise. Du er blevet stolt, overlegen. Ser ned på os andre med dine Tokyo-ture og pæne jakkesæt.
Det er ikke fair.
Fair? Nå! Så er det fair at du hele tiden viser din perfekte liv? Hver dag på Instagram her er jeg i flyet, her på konferencen, her min smoothie til fem hundrede kroner! Tror du det er sjovt at kigge på?
Elise blev målløs…
Jeg deler glæde, Sig. Det er normalt.
Glæde? Signe fnøs. Du blærer dig! Viser hvor succesfuld du er, mens vi andre er tabere. Normale kvinder har familie og børn som trediveårige og hvad med dig? Hopper rundt som en ged, hverken mand eller barn. Tom blomst!
Det ramte dybt, der hvor det gør mest ondt.
Jeg har arbejdet, Elise knugede stemmen sammen. Slidt om natten mens du så serier. Lært sprog mens du lavede frikadeller. Det var mit valg, og jeg har ret til det.
Jaja du trampede på andre, det gjorde du! Tror du jeg ikke ved hvordan du snuppede jobbet fra Maria? Egoist! Tænker kun på dig selv!
Elise stod og så på veninden rystende læber, røde pletter på kinderne, den gammel vrede der nu brød ud.
Og pludselig stod det hele så klart så klart at det gjorde ondt.
Du hader ikke mig, Sig, hviskede Elise. Du hader dig selv. For at du ikke turde, for at du gav op. Det er nemmere at tro jeg er slem, end at indrømme du selv blev bange.
Signe blev helt bleg.
Gå nu!
Det gør jeg, Elise lagde glasset på bordet og gik mod døren. Farvel, Sig held og lykke med dit hyggeliv.
Elise tog tasken fra knagen, skubbede døren op. Kold regn piskede mod hendes ansigt, men hun blinkede ikke gik bare ud i det grå.
Hendes stilethæle lød mod våd asfalt. Det dyre jakkesæt blev vådt og klæbede til ryggen, mascaraen løb sikkert ned ad kinderne men det betød ingenting. Elise gik mod metroen, og for hvert skridt blev det lettere at trække vejret.
Strange nok hun ventede smerte. Ventede sorgen over femten års venskab, over den pige med ild i øjnene på kollegievinduet, drømmene og planerne. Men lettelsen kom stum, lidt pinlig.
Deres venskab døde ikke i dag. Det var slidt op, år for år, samtale for samtale. Hver gang, Elise delte glæde og mødte et surt blik. Hver gang, hun snakkede om drømme, og Signe himlede med øjnene. Hver gang, hun prøvede at trække veninden op, men blev trukket ned.
Elise gik ned i metroen og satte sig på det tomme sæde, ligeglad med de våde mærker hun efterlod. Hun fandt et spejl i tasken, så sin mascara løbe, håret filtrede, øjne røde trak på smilebåndet og lagde spejlet væk.
I morgen stod hun op klokken seks, satte håret, tog et andet jakkesæt og tog på arbejde. For livet stopper ikke fordi nogen er misundelig…
En måned senere blev Elise kaldt ind til direktøren. Hun gik ind, klar på alt nyt projekt, kritik, endnu en omgang forhandlinger. Men direktøren, Henrik, gav hende bare en mappe. Elise skimmede forsiden.
Udpegning som regionsdirektør for Asien.
Årskontrakt i Singapore.
Du har fortjent det, Elise Holgersen, sagde han. Bestyrelsen stemte enstemmigt. Flyet går om tre uger. Klar?
Elise så op og nikkede.
Klar.
Hun gik ud af kontoret, pressede mappen mod brystet og lod sig stå et øjeblik i den tomme gang. Ude faldt november solen, lavt over København, himlen stribet af guld og rød. Derude, i Vestamager, sad Signe sikkert og lavede aftensmad og brokkede sig over verdens uretfærdighed.
Elise pakkede til Singapore.
Og ikke én eneste gang i hele sit liv fortrød hun sit valg. Det er, som vi siger man høster, som man sår.