**Dagbogsnotat**
“Hun kalder mig en hjemmeslænder!” — min svigerdatter beskyldte mig for noget, jeg aldrig har gjort.
“Hun sagde det lige op i ansigtet på mig, at jeg drømmer om at ødelægge deres ægteskab. Kan du forestille dig det?” fortæller Gerda Mikkelsen med en stemme, der dirrer af undertrykt følelse. Hun er en ældre, veluddannet kvinde med træthedens mærker i ansigtet. “Hun sagde det uden den mindste skam, som om hun slet ikke har noget samvittighed. Og jeg… jeg ville jo bare det bedste.”
Det hele begyndte for to år siden, da hendes søn, den 27-årige Mikkel, kom i vanskeligheder. Han var lige blevet gift med en pige fra provinsen — Freja. De boede til leje i Ballerup, og det gik egentlig fint nok. De sparede endda lidt op til en lille lejlighed. Men krisen rammer alle: Mikkel mistede sit job, og pludselig kunne de ikke længere betale huslejen. Så Gerda, med sit store hjerte, tilbød dem at flytte ind hos hende i hendes treværelses på Vesterbro.
“De ville have endt på gaden,” siger hun bittert. “Men jeg tog dem ind. Man svigter ikke sin familie.”
I starten gik det nogenlunde. Men hurtigt begyndte det, Gerda slet ikke var parat til. Freja havde nemlig ingen interesse i at tage sig af huset. Efterlod hår i badeværelset, sengen ulagelig, og tallerkener stablede i vasken. Ifølge Gerda vaskede hun kun op, når der ikke var rent bestik tilbage — og kun til sig selv.
“Hun kunne lave en omelet, spise den, og lade panden stå. Ikke en tanke om respekt. Jeg turde knap nok sige noget — hun blev fornærmet med det samme og sagde, at jeg ydmygede hende. Jeg ville bare have, at hun forstod — det her er ikke et hotel, det er mit hjem.”
Gerda prøvede at skabe et bedre forhold: talte forsigtigt, tilbød hjælp og gode råd. Men svaret var altid vrede blikke og bebrejdelser. Freja mente, at når de var inviteret, så måtte “husets dame” bare acceptere det.
“Det gik så vidt, at jeg holdt op med at invitere gæster. Min søster kom på besøg og sukkede dybt, da hun så, hvor rodet det var. Jeg brændte af skam. Hele mit liv har jeg holdt orden, og nu ligner det en losseplads.”
Mikkel, ifølge Gerda, undgik at blande sig. “Lad os nu klare det selv,” sagde han. Men en dag, efter at have holdt det ud længe nok, gav Gerda ham et ultimatum: Enten taler du med din kone, eller også må I finde et andet sted at bo. Så talte han med Freja, og hun begyndte faktisk at rydde lidt op — ikke perfekt, men bedre.
Freden varede ikke længe. Skænderierne blev hyppigere, Freja råbte, at hun “ikke var ansat som rengøringshjælp” og “ikke ville leve efter andres regler.” Når Mikkel prøvede at sætte grænser, kaldte hun ham en morbror-ønsker og smed med tallerkener.
Efter et par måneder flyttede de. De lejede en lejlighed igen og tog et lån. Gerda blev alene i sin lejlighed for første gang i lang tid.
“Jeg satte mig på sofaen og trak ud. Pudsede hele lejligheden, åbnede vinduet og nød stilheden. Jeg er ikke ond, men jeg følte lettelse. Ingen rotter, ingen uforskammethed. MMit hjem var endelig mit eget igen.
