Jeg har altid været heldig, nok fordi jeg er meget målrettet. Allerede som 25-årig har jeg selv sparet op til min egen lejlighed i København.
Der har ikke været noget hjælp fra min mor eller far eller nogen andre i familien jeg har klaret det hele selv. Da jeg mødte manden, jeg blev forelsket i, var jeg så modig (eller dum) at fortælle ham, at jeg allerede havde min egen bolig.
Men jeg gjorde det også klart, at jeg ikke havde tænkt mig at flytte ind i hans lejlighed. Vores plan var, at han skulle finde et sted, vi kunne leje sammen, og så ville jeg udleje min egen lejlighed for at spare op til en bil.
Han var med på idéen og sagde, at han nok snart skulle spare sammen til huslejen, og vi skulle bo sammen. Seks måneder senere står han foran min dør i Aarhus med sin kuffert. Han fortæller, at han ikke har noget arbejde og heller ingen penge.
Han bad mig lade ham bo hos mig et stykke tid. Heldigvis har han sine forældre. Jeg valgte ikke at tage ham ind. Det føltes bare som en undskyldning for at udnytte mig intet andet. Så jeg endte med at slå op med ham.
