23. marts
Jeg kan ikke lade være med at grine lidt for mig selv, når jeg tænker tilbage på, hvor naiv jeg egentlig var før jeg blev gift. Alle mine venner advarede mig: Når en mand først har sat ring på fingeren, så tror han, han ejer dig. Så ser du hans sande, danske ansigt. Men selvfølgelig troede jeg ikke, at det galt min Jens. Han var jo altid så betænksom, venlig og nærmest bange for at såre mig han ville bare have mig tæt på hele tiden.
Men naturligvis var jeg bare som alle andre unge kvinder forblændet og blåøjet. For det gik præcis, som de andre sagde. I starten var alt fint, men efter et par måneder begyndte Jens pludselig at brokke sig over min mor, Ingrid. Hvorfor skal hun ringe hver dag? Kan hun ikke bare komme hver anden søndag? For at bevare freden bad jeg min mor holde lidt igen, og ringede kun til hende, når jeg var alene.
Så blev jeg gravid og mistede samtidig jobbet på børnehaven, fordi jeg blev sygemeldt med truende tidlig fødsel. Min arbejdskontrakt blev selvfølgelig ikke fornyet. Det var en hård tid, for økonomien var pludselig stram, og jeg måtte ligge det meste af tiden for at passe på lille Marie i maven.
I stedet for støtte begyndte Jens at hakke på mig: Du går bare hjemme og laver ingenting, mens jeg slider på Novo Nordisk! Jeg sagde ikke så meget jeg var syg, bange for at stå alene med det hele blandt parcelhusene i Herlev.
Da vores datter Marie var halvandet år, ville Jens pludselig behandles som en hersker fra vikingetiden. Når han kom hjem fra arbejde, forventede han at jeg stod klar med hjemmesko og varm frikadellemiddag, anrettet pænt på teaktræsbordet. Han ville bare smide sig foran fjernsynet, og alt med Marie det var naturligvis mit ansvar, for det var jo sådan tingene fungerede, mente han.
Jeg var udkørt, udslidt og mærkede, at jeg var nødt til at sige stop. Så jeg pakkede vores ting og tog Marie med hjem til min mor på Østerbro. I to måneder talte jeg ikke med Jens. Livet gik videre jeg begyndte at arbejde på biblioteket igen og følte mig mere som mit gamle jeg for hver dag der gik.
Så en dag stod Jens på dørtrinnet. Han så slidt ud, skægget var groet, og tøjet bar præg af, at han ikke længere fik moderlige råd om vask ved 40 grader. På knæ bad han om en ny chance.
Jeg sagde til ham, at hvis han mener det alvorligt, må han tage et madlavningskursus og begynde at tage ansvar herhjemme. Rengøring, madlavning, børnepasning det er ikke kun min opgave. Han nikkede og lovede at prøve.
Nu må vi se, hvor det fører hen, men jeg har lært, at ingen fortjener at føle sig som en askepot i eget hjem. Det var først, da jeg stod op for mig selv, at jeg genvandt respekten fra os begge det vil jeg aldrig glemme.
