Du sagde i dag, at du giftede dig med mig, fordi jeg var praktisk! Hvad så? Han trak på skuldrene. Er det da dårligt?
Har du virkelig den gamle morgenkåbe på igen? Mads så afsky på Signe, mens han spændte skjorteærmerne, som om han klædte sig til kamp.
Hun stivnede med kaffekoppen i hånden. Dampen steg op i en tynd stribe og brændte hendes fingre, men hun trak dem ikke til sig.
Han er praktisk.
Ja, praktisk, fnøs han og rettede på slipsenet foran spejlet. Ligesom alt andet ved dig.
Signe sænkede blikket. Kaffen dampede ikke længere. Overfladen var sort og spejlede loftet som et lille, knust spejl.
Mads, du
Hvad? Han greb allerede nøglerne, og metallet klirrede mod vielsesringen.
Ingenting.
Døren smækkede så hårdt, at porcelænet på hylden rystede.
***
De havde mødt hinanden på arbejdet. Hun den stille, selvudslettende bogholder, der gemte håret i en sjusket knold. Han den selvsikre afdelingsleder, hvis latter fyldte gangene. Mads havde gjort det romantisk: roser med dug på bladene, middage ved stearinlys, hvor han bestilte medium stegt bøf til hende uden at spørge, hvad hun egentlig kunne lide.
Du er jo ikke den type, der brokker sig over småting, vel? spurgte han en aften på deres tredje date, mens han glattede servietten på hendes skød.
Nej, smilede Signe, som om hun ikke hørte de små advarselsklokker.
Godt. Min eks kastede altid med tallerkener
Hun tænkte ikke mere over det. Og så bryllup, børn, hus. Alt som det skulle være.
Bortset fra de gange, hun prøvede en kjole med blottede skuldre, og han sagde:
Prøv noget mere jordnært. Det der passer ikke til dig.
Eller når hun stod foran spejlet og satte læbestift på:
Hvorfor? Du er jo bare hjemme alligevel.
Og den ene gang, hun købte en ny parfume med let blomsterduft, rynkede han panden:
Det lugter som en billig parfumeri. Vil du ligne fru Jensen fra bogholderiet?
Så hun bar den aldrig igen.
Til hendes fødselsdag gav han hende en ny støvsuger.
Den gamle knirker, forklarede han, mens hun åbnede æsken. Du sukker altid, når du støvsuger.
Hun takkede. Og stirrede længe ud ad vinduet, mens børnene kaldte på hende for at skære kagen.
Men hun tav. For han var jo en god mand. Han slog ikke, han drak ikke, han tjente penge.
Var det ikke nok?
***
Har du aldrig elsket mig?
Samme aften. Samme samtale. Mads undveg hendes blik, som om han tjekkede, om vinduet var lukket.
Jo da Du er den perfekte hustru.
Det er ikke et svar.
Han sukkede, som om han skulle forklare noget helt grundlæggende.
Signe, hvad er det nu, du vrøvler om? Alt er jo fint.
Fint?! Stemmen dirrede ikke af gråd, men af en vrede, der endelig brød frem. Du sagde i dag, at du giftede dig med mig, fordi jeg var praktisk!
Hvad så? Han trak på skuldrene. Er det da dårligt?
Hun så på ham, som om hun så ham for første gang: solbrændt hals fra tennis med kollegerne, ikke ferier med hende. Rynken mellem øjnene ikke af bekymring, men af irritation over at skulle forklare sig.
Hvad med Mette?
Mads ansigt fortrak sig, som om en usynlig tråd blev hivet i.
Hvad har hun med noget at gøre?
Du elskede hende.
Ja, indrømmede han skarpt, og i det ene ord lå mere følelse end i alle deres år sammen. Men med hende kunne man ikke bygge et ordentligt liv.
Signe mærkede noget knække inden i, som en hæl, der går af man kan stadig gå, men ikke som før.
Så jeg var en lydig og praktisk erstatning.
Gør det ikke værre, end det er, viftede han afværgende. Vi har børn. Et hjem. Hvad mere skal du have?
***
Hun tøvede.
Måske havde han ret? Måske var kærlighed en luksus, og familien det vigtigste? Signe stod ved vinduet og så de første regndråber smelte mod glasset. I spejlingen så hun aftryk af sine fingre hun havde stået her så ofte i det sidste, som om verden udenfor kunne give hende svaret.
Og Mads Mads levede videre, som om intet var ændret.
En uge senere, da han så, hun igen tav, holdt han helt op med at lade som om.
Makaroner igen? Han rodede med gaflen som om han gennemgik beviser mod hende. Kunne du ikke i det mindste krydre det?
Du sagde selv, du ikke kunne lide stærk mad, svarede hun, men stemmen lød fremmed, som om en anden talte.
Og hvad så? Han skubbede tallerkenen væk som var det affald. Mette lavede altid
Signe rejste sig brat. Stolen skrabede mod gulvet og efterlod endnu et ridse
