“Måske, du kan sige tak,” sagde Ulla stille, mens hun tørrede køkkenbordet af.
“Mor, nu begynder du igen!” Mads så ikke op fra sin mobil. “Jeg har travlt!”
“Travlt!” Ulla smækkede kluden i bordet. “Du er snart fyrre, og opfører dig som en skoledreng! Kør hen til bedstemor. Hun ringede i går og har det skidt.”
“Mor, jeg har et vigtigt møde om en time!” Mads så endelig op. “Jeg kører i aften eller i morgen.”
“I morgen, i overmorgen…” Ulla satte sig og sukkede. “Din bedstemor er treogfirs. Du finder altid undskyldninger.”
“Stop den plade!” Mads rejste sig og proppede mobilen i lommen. “Jeg arbejder, forstår du? Tjener penge! Ikke som nogen, der kun kan beklage sig!”
Ulla rystede ved hans grofthed men sagde ingenting. Hun kendte de samtaler. Mads blev altid skarp, når familien krævede noget.
“Fint,” sagde hun lavmælt. “Så tager jeg selv. Men bilen er på værksted, og med bus tager det to timer hver vej…”
“Og?” Mads trak jakken på. “Tag bussen eller en taxi!”
“Taxa er for dyr, min dreng. Du ved, min pension er lille.”
“Ja, ja!” Han var allerede ved døren. “Vi taler senere, mor. Jeg skynder mig!”
Døren smækkede. Ulla blev alene i køkkenet, hvor duften af den æblesuppe, hun havde lavet til ham, hang i luften. Mads havde ikke rørt maden.
Hun gik til vinduet og så sin søn sætte sig i sin nye bil. En flot, dyr bil. Mads var stolt af den, fortalte ofte om dens kvaliteter. Men at køre sin mor til bedstemor? Der var ingen tid.
Ulla tog sin slidte pung frem og talte pengene. Taxa til bedstemor i Kolding var for dyr. Hun måtte tage bussen.
Hun pakkede smørrebrød og kager til sin svigermor, bandt et tørklæde om hovedet og gik ud. Til busstoppestedet var der en kvarters gang. Ulla gik langsomt, standsede for at trække vejret. Hjertet stak tit, men hun gik ikke til lægen. Hun havde ikke tid, og pengene var knappe.
Hun ventede en halv time. Bussen kom propfuld, og Ulla kæmpede sig om bord. Turen tog lang tid med skift. De unge sad med ørepropper og mobiler. Ingen rejste sig for den ældre dame.
Endelig nåede hun til landsbyen, hvor Agnes, Mads’ bedstemor, boede. Det lille, gamle hus lå i udkanten med en vildtvoksende have. Ulla åbnede grinden og gik mod døren.
“Bedstemor!” råbte hun og bankede på. “Det er mig, Ulla!”
Døren åbnede langsomt. Agnes, hendes afdøde mands mor, stod i døren støttet til en stok. Den lille dame var tyndere end sidst.
“Ulla, min skat!” Hun lyste op. “Så dejligt, du kom! Kom ind!”
“Hvordan har du det?” Ulla omfavnede hende. “Du ser så tynd ud.”
“Åh, det går.” Agnes førte hende ind i stuen. “Jeg har ingen appetit. Og sover skidt. Smerter over alt…”
“Har du været hos lægen?”
“Ja. De siger, det er alderen. Treogfirs år, du ved.” Hun satte Ulla ved bordet. “Vil du ha’ kaffe?”
“Ja tak.” Ulla tog madpakken frem. “Jeg har æblesuppe og karbonader med.”
“Åh, tak, min ven!” Agnes smilede. “Hvor er Mads? Jeg har savnet ham.”
Ulla tav et øjeblik, mens hun hældte op.
“Han arbejder meget. Han har travlt.”
“Jaså,” nikkede den gamle dame. “Mænd skal arbejde. Men…” hun tav, “…jeg savner ham. Han er mit eneste mit barnebarn.”
“Det ved jeg. Han savner dig også, men har ingen tid.”
“Nej, Ulla.” Agnes rystede på hovedet. “Han savner mig ikke. Hvis han gjorde, fandt han tid. Som du gjorde.”
Ulla vidste ikke, hvad hun skulle svare. Hun havde tit tænkt det. Mads kunne finde tid til sin bedstemor, hvis han ville. Men han gad ikke. Han syntes ikke, det var interessant at sidde i et gammelt hus og høre på sygdomshistorier.
“Fortæl om dit liv,” bad Ulla.
“Hvad skal jeg fortælle?” Agnes trak på skulderen. “Står op, spiser morgenmad, går rundt. Naboens Mette kommer nogle gange. Ellers er jeg alene. Ser tv, men der er så mange skrækkelige nyheder…”
“Hvordan med helbredet?”
“Skidt, min skat. Meget skidt. Hjertebanken og stik i brystet. Og svimmelhed. I går faldt jeg på køkkengulvet. Heldigvis greb jeg bordet.”
“Bedstemor!” Ulla blev bleg. “Hvorfor ringede du ikke til lægen?”
“Øv, lægen… De siger bare ‘alderen’. Medicinen er dyr, og min pension rækker ikke.”
“Bare rolig om pengene. Vi hjælper med medicinen.”
“Vil Mads hjælpe?” spurgte Agnes med håb i blikket.
“Selvfølgelig,” løj Ulla. Hun vidste, hun ville måtte forklare og bønfalde sønnen, som altid blev sur over ekstra udgifter.
De sad sammen til aften. Agnes fortalte om naboer, sygdom og savnet til sin afdøde søn. Ulla lyttede, lavede aftensmad.
“Ulla,” sagde Agnes ved mørkets frembrud. “Bliv du her i nat? Jeg er så bange alene.”
“Selvfølgelig, bedstemor. Jeg bliver.”
Næste morgen tog
Anders skælp langsomt vejen hjem og tænkte på, at den gang han sidst besøgte Fru Nielsen uden at nævne det som et problem, havde hendes gamle fårehund slikket hans hånd og han havde tørret den af mod sit bukseben – ja, denne bil, hans stolthed, var måske alligevel kun støjende metal og bensin, mens hans ældste skyldighed, der ventede på en knagende stol i det trættede stuehus med den dryppende vandhane, måske ville være glemt længe før motoren gik i stykker, ligesom hans egen søn en dag ville sidde bag en stærkere, nyere rattet og tænke det samme om ham.
