Lad være med at røre min mors ting! sagde min mand.
Det der tøj, det er min mors ejendele. Hvorfor har du samlet det sammen? Jeg kendte næsten ikke min mands stemme, den lød så fremmed.
Vi smider det ud. Hvorfor skal det fylde halvdelen af vores garderobe, Rasmus? Jeg har brug for pladsen. Jeg vil gerne have vinterdynerne og de ekstra puder ind i skabet lige nu ligger alt jo bare og flyder rundt.
Katrine hev målbevidst sin afdøde svigermors pæne cardigans, nederdele og lettere kjoler af bøjlerne. Karen Madsen havde altid hængt alt sit tøj sirligt op, så det forblev pænt. Det havde hun også lært sin søn. Katrine, derimod, havde totalt kaos i sine skabe hver morgen roddede hun rundt efter en bluse og mumlede, at hun ikke havde noget at tage på, hvorefter hun hastigt dampede krøllede trøjer, der lignede noget, køerne havde tygget på.
Der var kun gået tre uger siden Rasmus havde sagt et sidste farvel til sin mor. Karen Madsen havde krævet behandling mest af pligt og håb men kræften på fjerde stadie var alt for hurtig. Rasmus havde taget hende hjem til sig. En måned senere var hun væk. Nu stod han lige indenfor, efter en lang arbejdsdag, og så sin mors tøj ligge spredt ud midt i gangen, som affald. Han stivnede. Så let skulle det altså gå? Lige smide ud og så bare glemme hende med det samme?
Hvorfor glor du sådan på mig, som om jeg var kongen af England? Katrine trak sig lidt væk.
Lad være med at røre de ting Rasmus tænder var sammenbidte, stemmen dæmpet. Han fik et sus af blod til hovedet, så hænder og ben blev helt følelsesløse.
Hvad skal vi med det gamle ragelse! gøede Katrine helt ude af den Vil du lave museum eller hvad? Din mor er væk, Rasmus, acceptér det nu. Du kunne jo have besøgt hende mere, mens hun levede. Så havde du måske vidst, hvor syg hun har været!
Det sved, som om hun havde slået ham med en våd klud.
Gå, inden jeg ikke kan styre mig selv, sagde han med rystende stemme.
Katrine fnøs:
Jaja. Endnu en tosse…
Alle, der ikke var enig med Katrine, var i hendes bog lidt småskøre.
Rasmus trak sine sko af, gik hen til skabet i gangen, åbnede de øverste låger og stod på en skammel for at fiske en af de store ternede IKEA-poser frem. De havde syv stykker tilbage fra flytningen til den nye lejlighed. Forsigtigt pakkede han alt Karens tøj i, ordnede det pænt sammenfoldet, lagde hendes jakke og sko øverst. Treårige yngstesøn, Emil, svansede ved siden af og puttede sin legetøjstraktor med ned i tasken. Til sidst fandt Rasmus nøglen i skuffen i entreen og puttede den i bukselommen.
Far, hvor skal du hen?
Rasmus smilede tungt, med hånden på dørhåndtaget.
Jeg kommer snart igen, skat. Gå ind til mor.
Vent! råbte Katrine bekymret fra døren til stuen, Skal du ud? Hvorhen? Hvad med aftensmaden?
Tak, jeg har fået nok af din måde at snakke om min mor på…
Arh, kom nu, bliv nu her. Hvor skal du hen så sent?
Uden at svare forlod Rasmus lejligheden med tasken. Han satte sig ind i bilen, kørte væk fra villavejen og satte kursen mod Fyn, hvor han var vokset op. Mens han kørte gennem mørket på motorvejen, lod han tankerne flyde, og alt andet ligegyldige projekter på arbejdet, feriedrømmene, memes på Facebook forsvandt ud i periferien. Det eneste, der blev enorme, var følelsen af tab og dårlig samvittighed. Alt det vigtige: børnene, Katrine og mor. Han var vred på sig selv: havde han nu gjort nok? Besøgte han hende for sjældent? “Altid noget i vejen arbejde, praktiske ting” Mor havde aldrig villet være til besvær. Rasmus begyndte ringe og komme for sjældent.
Midtvejs standsede han ved en rasteplads, fik en rugbrødsmad og fortsatte. Det blev hurtigt mørkt. Han så på solnedgangen, da himlen blev gennemskudt af ildrøde striber, og solen hang lavt og nægtede at forsvinde. Nu var det helt mørkt, og han nåede frem til barndomshjemmet, et ældre bindingsværkshus på en lille vej, hvor han havde levet både som dreng og ung.
Mørket gjorde det umuligt at se noget. Rasmus fumlede med låsen ved havelågen, brugte lyset fra mobilen. Fem ubesvarede opkald fra Katrine. Men ikke nu telefonen blev i lydløs. Det duftede sødt og tæt fra de blomstrende kirsebærtræer, der lokkede natsværmere til. I spejlet i vinduet gråtonedes den natklare himmel. Han fandt nøglerne, låste op og ramte stikkontakten en gullig lampe blinkede i entreen.
Ved døren stod mors træsko, som hun brugte i haven. Indenfor stod hendes blå, slidte indesko med små røde kaniner broderet på. Rasmus havde givet hende dem for otte år siden. Han blev stående, kiggede på dem, rystede på hovedet og låste næste dør op.
Hej mor ventede du på mig?
Men sandheden var, at ingen ventede på ham længere herhjemme.
Der lugtede svagt af gammel mahognimøbel og lidt kælderfugt. Huset suttede alt for hurtigt fugt til sig. Han gik gennem stuen, hvor fjernsynet og sofaen var det, han havde givet Karen i sin tid. Køleskabsdøren, der stod lidt på klem i køkkenet, var næsten det mest livløse: Ingen boede her længere. Modsat lå mors lille værelse sengen stod stadig redt med en bunke puder. Rasmus satte sig sagte på sengekanten.
Det havde engang været hans værelse; mor og far lå i rummets anden ende. Der havde været en ekstra seng til lillebroren, og et skrivebord i vinduet, der nu var blevet erstattet af mors elskede symaskine. Den gamle lillebrorseng var nu skiftet ud med et klædeskab, hvor Karen holdt sine favoritkjoler.
Det var mærkeligt stille. Rasmus satte sig fortumlet på sengen, kiggede længe mod garderobeskabet, som om han ventede at se sin mor i døren. Han pressede fingerspidserne ind i håret, bøjede sig forover og lod tårerne trille. Han græd for alt det usagte; for at han aldrig fik takket hende den sidste dag, hvor hun klemte hans hånd. Han havde siddet tavs, stum og så hjælpeløs ud. Mor havde hvisket: Ikke sådan, Rasmus Du skal ikke kigge på mig sådan. Jeg har været lykkelig med jer. Og han havde så gerne villet sige, Tak for barndommen, for omsorgen, for moderskærligheden, for trygheden, for alt det, der havde givet ham et fundament. Bare et enkelt tak for at hun havde skabt et hjem, man altid kunne vende tilbage til, uanset hvad.
Men han sad der, som forstenet. Ordet kom ikke ud. Nogle gange føltes sproget så fattigt til at give følelserne plads. Alt lød så fortænkt og gammeldags. Det moderne danske sprog har endnu ikke opfundet sætninger for taknemmelighed vi er blevet bedre til ironi og smarte fraser end til store følelser.
Han slukkede lyset og lagde sig til at sove, stadig iført tøj ovenpå den redte seng. Han fandt et gammelt uldent tæppe, trak det op til hagen og sov overraskende dybt og godt. Han vågnede klokken syv, hans indre ur var uforanderligt: uanset hvornår han gik i seng, stod han altid op klokken syv.
Han gik ud til bilen for at hente tasken. Træerne på vejen birkene stod med lysegrønne blade som nyudklækkede forårspiger, og solen varmede deres stammer. Han blev stående og indsnusede fuglesangen og duften af dug; hvor var det egentlig heldigt, at han voksede op i et hus på landet og ikke midt i byens beton. Han strakte kroppen igennem og bar tasken ind til mors garderobeskab.
En for en tog han mors kjoler, bluser og sko op fra posen og lagde dem forsigtigt på plads. Han hængte bluser og kjoler tilbage på bøjlerne, skoene kom nederst. Til sidst trådte han et skridt tilbage det så næsten ordentligt ud. Han så for sig, hvordan mor snart måtte træde frem iført sine hjemmelavede kjoler, smilende med de der varme, bekymringsløse øjne. Han strøg sin hånd henover rækken af bomuldsbluser, lagde armene om de hængende stykker stof og trak vejret dybt ind. Kendte duften. Han stod længe sådan, anede ikke, hvad han nu skulle.
Så tog han sig sammen, ringede til sin chef:
Godmorgen, Peter. Jeg kommer ikke på arbejde i dag. Det haster, det er familie. Kan I klare jer uden mig? Tak.
På SMS til Katrine: Undskyld, jeg rablede af i går. Kommer hjem i aften. Kys.
Ude ad havegangene var blomsterne begyndt at blomstre: påskeliljer stod fuldt udsprungne, tulipanerne netop knoppet, og for enden af haven stod liljekonvallerne. Rasmus samlede lidt af hver og delte buketten i tre små for på kirkegården ventede der tre. Turen forbi købmanden mindede ham om, at han ikke havde fået morgenmad. Han købte mælk og franskbrød og snuppede en lille Marabou chokolade.
Hej, Rasmus! Allerede her igen? spurgte Lone bag disken overrasket.
Ja jeg skulle lige forbi min mor, mumlede han og kiggede væk.
Jeg forstår. Vil du have lidt frisk rygeost? Det plejede din mor altid at købe.
Rasmus så på hende. Gjorde hun grin? Nej, sådan var Lone bare.
Nej tak. Eller jo, giv mig bare lidt. Hvordan går det ellers med dig, Lone?
Ej, det skal du ikke spørge om, vinkede Lone afværgende. Hun havde jo været veninder med Karen. Min egen Sune er umulig, han drikker hele tiden.
Rasmus spiste sin morgenmad nede ved gravene. Tre små buketter blev lagt: én til broren, én til far, én til mor. Storebror var død tidligt, var faldet ned fra taget i et uheld. Bare tyve år gammel. Faren døde for fem år siden. Og nu mor. Han delte chokoladen i tre, brækkede et stykke rygeost af og lagde til mor. Fra gravstenene smilede de alle milde smil til ham. Rasmus talte til dem, huskede drengestreger med broderen, morgenerne ved søen sammen med far, hvor aborrerne bed; far der bare svingede fiskestangen som en inkarneret cowboy.
Mor, der kunne råbe så det hjalp: Rasmus! Spiiis! Det kunne høres helt inde i nabobyen, syntes han dengang. Åh, hvor det pinte ham foran vennerne men hvor han dog længtes efter at høre det igen.
Han stod stille længe ved mors grav. Jorden var stadig bar, sort og klumpet.
Mor, undskyld Jeg var der ikke nok. Vi børn troede, vi skulle klare os selv, men uden dig er det så tomt. Jeg ville sige så mange ting til dig nu. Til dig og til far. Hvor var I egentlig seje. Tak for alt, for kærlighed, for opdragelse, for at jeg blev den, jeg er Mig og Katrine vi er ikke lige så gode. Vi tænker kun på os selv Tak, tak og også til dig, Daniel, lillebror.
Han gik væk fra kirkegården ad markstien, nippede lidt af de unge græsstrå, han trak løs og tyggede lidt i, fordi det mindede om barndommen. På landsbygaden mødte han Sune, Lones søn, der allerede var temmelig fuld og slidt ud.
Hej, Rasmus! Allerede hjemme? sagde Sune snøvlet.
Ja, jeg var forbi min familie. Du drikker stadig?
Uha, ja, det gør jeg sgu. Der var jo festdag.
Hvilken dag da?
Sune trak en lille lommekalender op, flåede de brugte blade væk. Det er verdensdag for skildpadder! proklamerede han stolt.
Nå da, Sune du, pas nu på din mor. Hun er en guldklump og hun er her ikke for evigt. Husk det.
Rasmus gik videre, mens Sune blev stående, lidt forvirret. Inden han tabte ham af syne, råbte Sune:
Ok, jeg skal nok Pas dig selv, Rasmus!
Hej, hej, sagde Rasmus uden at vende sig.







