Mine forældre kender jeg kun fra billederne i fotoalbummet. Min mor døde, da hun fødte mig, og min far kunne efter hendes død slet ikke se på mig og opgav straks forældremyndigheden. Min morfar hentede mig fra hospitalet og blev min værge.
Morfar kunne ikke stoppe med at arbejde, så han ansatte en barnepige til mig, som tog sig af mig indtil han kom hjem fra arbejde. Senere blev det lettere for ham, for jeg begyndte at gå i børnehave. Tiden gik hurtigt, og jeg havde det rigtig godt sammen med morfar. Vi har aldrig skændtes, altid fundet kompromisser, selv da jeg blev en vild teenager. Jeg har altid været taknemmelig for, at han var der for mig. Det skræmmer mig at tænke på, hvordan mit liv ville have været uden ham.
Jeg viste selvfølgelig min taknemmelighed ved altid at hjælpe til derhjemme og gøre mit bedste i skolen. Han var stolt over, at hans barnebarn blev sendt til alle olympiader og sportsstævner.
Morfar hjalp mig også med at vælge min karrierevej. Jeg har længe været fascineret af biologi, men var i tvivl om retningen, så han introducerede mig for sin gode ven, en dygtig læge. Efter vores samtale vidste jeg, at det var det, jeg ville.
Mine universitetsår gik med intens fordybelse i studierne. Jeg var i praktik på et af Danmarks bedste hospitaler. Det var hårdt undervejs, men jeg klarede det og specialiserede mig i neurokirurgi!
Straks efter endt uddannelse kontaktede direktøren for et anerkendt privathospital i København mig med et jobtilbud. Det ville være fjollet at takke nej til sådan en mulighed. Derefter begyndte de lange og travle dage med utallige operationer og jeg kan stolt sige, at ingen af mine operationer har været mislykkede. Efter et års arbejde blev jeg ofte inviteret til at holde foredrag, også for erfarne læger. Allerede efter tre år blev mit navn velkendt i internationale kredse, og morfar og jeg blev ikke overraskede, da jeg fik jobtilbud fra et tophospital i New York. Efter at have overvejet det grundigt besluttede vi, at vi måtte prøve.
Så vi flyttede til udlandet. Alligevel kunne morfar ikke holde ud at være væk fra Danmark i længden, så han vendte hjem. Jeg ville være taget tilbage med ham, hvis ikke jeg havde mødt kærligheden her. Jeg mødte Thøger til et af mine foredrag han er kirurg på et andet hospital. Først blev vi venner, gik derefter på dates, og til sidst flyttede vi sammen. Vi besluttede at blive gift i Danmark, fordi jeg ønskede, at min morfar skulle følge mig op ad kirkegulvet. Da jeg forsøgte at overtale ham til at flytte til USA, nægtede han bestemt han sagde, at hans dage var talte, og at han ville ligge til hvile i sit hjemland.
Jeg kan huske dagen, hvor Thøger og jeg spillede brætspil med min morfar hele dagen det var lige dér, jeg fik et opkald fra min far… Han begyndte samtalen med at ønske mig tillykke med brylluppet, men jeg ville ikke høre på hans falskhed og spurgte direkte, hvad han ville. Han svarede:
Jeg vil have penge, min pige! Du lever jo som en dronning nu. Du har fundet en rig mand på den anden side af Atlanterhavet og svømmer i penge! Kan du ikke unde din far bare lidt?
Jeg gad ikke høre mere, lagde på og blokerede hans nummer.
Jeg fatter ikke, hvor han finder modet til at ringe og kalde sig familie, efter at han frasagde sig mig dengang.
Jeg har to familiemedlemmer, og for dem ville jeg gøre alt men min far betyder intet for mig.
Du lever nu som en dronning! Du har fundet en rig fyr et sted i udlandet, og nu svømmer du rundt i penge!